Tjekliste: Mine musthaves til baby de første to måneder
Indeholder reklame links.
Tilbage i maj måned skrev jeg en samlet liste over hvad vi havde anskaffet os til Ebbes ankomst. Der vidste jeg endnu ikke hvad vi præcist ville få brug for. Så nu vil jeg lave en opdateret tjekliste, med de ting som jeg har været glad for at have de første måneder. Det er selvfølgelig individuelt hvor meget eller hvor lidt man synes der er nødvendigt, så I skal tænke over hvad der giver mening for jer. Tjek evt. også kommentarfeltet i indlægget fra maj. Der er mange gode tips fra erfarne mødre – også til hvad man skal pakke i hospitalstasken.
Læs også: Tjekliste: En samlet liste over baby udstyr til babys ankomst
Barnevogn
- Vi har en Stokke Trailz barnevogn (udgået siden jeg skrev indlægget) i en smuk navy blå farve. Vognen er en kombivogn og har dermed både en ligge- og en sidde del, så den senere kan bruges som klapvogn. Den har en rummelig kurv nedenunder og så har den 4 hjul, hvor de to forreste kan dreje. Det gør at den er virkelig nem at køre med. Selv med en hund i den ene hånd, kan jeg nemt dreje vognen. Den er nem at klappe sammen når vi skal have den med i bilen.
Den har ikke det længste ligge mål, så jeg er spændt på hvor længe vi kan bruge den, da vi har fået et laaangt barn (han var 56 cm ved fødslen). Men udover det har vognen vist sig at være et rigtig godt valg.
Der er ikke en lift i vognen, så det skal man lige være opmærksom på. Vi har i stedet vores Najell Sleepcarrier nede i, så vi kan løfte Ebbe ud af vognen selvom han sover. Men mere om den i et andet punkt.
- Regnslag, Myggenet (Vi har Stokkes).
Autostol
- Vi har en Cybex Aton 5 autostol (reklamelink). Den fungerer som den skal, men der er nogle ting ved den, som jeg synes er lidt irriterende. Den er meget tung at gå med og meget bred, så man skal holde den i ret strakt arm. Det bliver hurtigt hårdt når der også sidder en baby i. Derudover er skærmen som man kan rulle ned, så baby bliver mere afskærmet, ikke specielt god. Den ryger nemt op hvis man kører på ujævn vej (har flere gange vækket Ebbe da den siger en klik lyd) og så sidder den lidt i vejen for selve håndtaget på stolen. Som om de ikke rigtig spiller sammen. Det er ting jeg sagtens kan leve med, men måske der er andre på markedet der er bedre.

Seng
- I soveværelset har vi en Stokke Sleepi, hvor vi har taget den ene side af. Den står helt ind mod min seng, hvorefter hjulene er låst så den står fast. Det setup fungerer virkelig godt for os, da han kan sove i sin egen seng, men samtidig tæt på os. Det gør det også nemt når han skal over til mig om natten og ammes.
- I Ebbes eget værelse og i stuen har vi kroge i loftet til en slyngevugge (reklamelink) som vi bruger til hans lure i dagtimerne. Når han er meget urolig, især om aftenen, bruger vi en vuggemotor (reklamelink) til vuggen.
- I stedet for en klassisk babynest, har vi en “Sleep Carrier” fra Najell. Den kan jeg virkelig anbefale at anskaffe sig. Vi bruger den som sagt i barnevognen som lift og i starten brugte vi den også i hans seng (eller i vores hvis han sov imellem os). Derudover har vi brugt den når han har sovet på sofaen. Det var især i starten da han sov hele tiden.
Nu hvor han er begyndt at være mere opmærksom og bruge tid under aktivitetsstativet, bruger vi den også der i stedet for et legetæppe. Så ja, det er en vi bruger rigtig meget. Den har en hård bund og kan derfor, i modsætning til en almindelig nest, løftes rundt selvom han ligger og sover. På den måde kan han sove overalt og har altid sin egen trygge base med sig. Ret genialt hvis man er ude af hjemmet og han skal have en lur. - Madras (reklamelink)
- Sengetøj (minimum to sæt)
- Dyner (reklamelink). Vi har to – en til sengen og en til slyngevuggen.
- Sengerand
Puslebord
- Vores puslebord er fra Done by Deer, og kan faktisk bruges som reol, når vi ikke længere har brug for en pusleplads. Det har fungeret rigtig godt med de forskellige opbevarings kasser i reolen, så vi altid har alt vi skal bruge lige ved hånden.
- Puslepude – Vi har Leander puslepuden, som jeg først syntes var lige lovlig dyr. Men den har vist sig at være alle pengene værd. Vi har haft virkelig mange “uheld” hvor Ebbe har tisset (eller mere) lige når vi har taget bleen af ham. Da har det virkelig været dejligt at overfladen har været så nem at vaske af.
- Ble spand – Faktisk droppede vi ret hurtigt en rigtig blespand og bruger i stedet små bleposer (købt i supermarkeder) og tager dem med ud hver gang. Det lugtede så slemt at have en blespand stående og de er typisk også meget dyre i poser.
- Badekar (Så smart at dette badekar kan foldes helt sammen så det ikke fylder på vores lille badeværelse).
- Olivy + vådservietter (Vi bruger vådservietter til afføring og efterfølgende Olivy som plejer den sarte hud. Ved tisse bleer bruger vi udelukkende Olivy).
- Bleer (Vi har prøvet alle på markedet og har haft “uheld” ved alle, men prøv jer evt. frem med de gratis babypakker, hvor der er bleer i, før I køber et helt lager).
- Baby shampoo – Man behøver ikke en egentlig shampoo, men vi bruger Kraes babybad som er god til sensitiv hud og hjælper mod tørhed/kløe mm. Især i starten havde Ebbe meget tør og skallende hud, så da syntes jeg det var dejligt med noget plejende i vandet.
- Badehåndklæder (vi har to stk. af dem med “hætte” på).
- Bløde vaskeklude til bad.
- Børste (fordi vi har en baby med virkelig meget hår).
- Sutter + suttesnor (Har læst man skal vente med at give sutten til amningen fungerer, men så snart amningen kører er det skønt hvis ens baby vil tage en sut engang imellem, så vi har øvet det fra han var en uge gammel ca.).
Babytøj
Det her syntes jeg var det sværeste at forberede sig på, og jeg fandt også ud af løbende, at der var nogle ting jeg manglede og nogle ting jeg havde rigeligt af. Det er selvfølgelig også forskelligt ift. hvilken årstid man føder på, hvad det er man skal ud og købe. Ebbe er en sommer baby fra juli. Jeg havde kun købt str. 56 og det viste sig at være det rigtige, da han var en lang baby og derfor aldrig har passer str. 50.
- Crossbody bodies så de ikke skal over hovedet (ca. 10 stk).
Vi havde også almindelige bodies, men jeg vaskede konstant så vi kunne bruge dem der ikke skulle over hovedet. De første uger er babyer som regel ikke vilde med at være på puslebordet, så der skal det helst gå hurtigt og være nemt. Vi har flest langærmede og så nogle enkelte helt uden ærmer, til at have under bluser. Her til efterår/vinter prioriterer jeg at købe bodies i uld. Man kan finde rigtig mange fine brugte uld bodies fra bl.a. Joha og Wheat. - Natdragt (3-5 stk).
Jeg er glad for dem med fødder i, så man ikke skal tænke på strømper der bliver sparket af. - Bukser (3 stk).
De første uger er man mest i sin barsels hule, så Ebbe havde næsten udelukkende bodies på. Det er først her i str. 62 at jeg er begyndt at give ham “rigtigt” tøj på, med bukser, selebukser, trøjer osv. - Heldragt med korte ærmer og shorts (2 stk).
- Hue/solhat.
- Strømper (5 par) og evt. strømpebukser til de første uger i stedet for bukser.
- Varm trøje (Vi har været så heldige at få en masse skønt hjemmestrik).
- Babytæppe (Vi har haft et tyndt uld tæppe, som vi har brugt rigtig meget i stedet for en dyne i barnevognen, nu hvor det endnu ikke har været så koldt).
- Stofbleer (Tror vi har 15 hvide til puslepladsen og 10 mønstrede til amning. Vil anbefale at have flere hvide, hvis man ikke har nem adgang til at vaske).
Amning
- Ammepude – jeg har en fra Fossflakes (reklamelink).
- Amme-bh’er fra H&M (reklamelink). Ca. 6 stk. da jeg skifter hver dag pga. mælk der løber).
- Ammeindlæg (Har købt to sæt i uld som var guld værd da jeg fik begyndende brystbetændelse, men ellers bruger jeg engangs indlæg – køb rigeligt. Jeg bruger dem fra Mininor).
- Salve til ømme brystvorter – Lanolinsalve fra Weecare som også kan bruges til røde babynumser mm. er virkelig god.
Andet udstyr
- TrippTrapp stol med Newborn indsats.
Jeg har hørt flere nævne at de ikke synes denne er nødvendig, men jeg har virkelig været glad for den. Det er ikke fordi Ebbe har siddet der længe af gangen, men den er guld værd til lige at få hænderne fri. F.eks. imens man laver en hurtig portion morgenmad eller hvis han er vågen lige når man skal spise. Nu hvor han er mere opmærksom, har vi et stykke legetøj hængende foran ham og så kan han sagtens sidde der 5-10 minutter imens vi spiser. - Pusletaske. Jeg har skrevet et indlæg om vores fra Baby Dreamer.
- Aktivitetsstativ (reklamelink) – efter en måneds tid begyndte Ebbe at være vild med at ligge et par minutter på gulvet under sit legestativ. Efterhånden kan han ligge der længere og længere tid af gangen.
- Vikle og/eller bæresele. Jeg vil ikke undvære min strækvikle, da den virkelig har været god. Især fordi Ebbe ikke er den nemmeste at få til at sove i barnevognen. Så længe han er mæt og jeg går rundt (så det hopper lidt), så sover han så godt i viklen.
- Babyalarm (reklamelink). Rart at have når baby sover i barnevognen, men også til at få en fornemmelse af temperaturen hvor de sover.
- Uro/leg – Når først de bliver mere opmærksomme er det dejligt at have noget legetøj. Både til aktivitetsstativ, til autostolen og evt. over puslebord og seng. Vi har alle steder og bruger f.eks. den i sengen til at aktivere ham om morgenen imens jeg får tøj på.
- Solskærme til bilens vinduer.
Jeres erfaringer
Til jer der allerede er mødre – I må endelig supplere i kommentarfeltet med gode tips og tricks til andre førstegangsmødre. Måske har I haft noget udstyr som I ikke har kunnet leve uden, eller måske et tip til en bedre autostol end den jeg nævner. Jeres kommentarer var hvert fald guld værd i mit sidste indlæg, så tak for det.
Og til jer der først skal til at være mødre nu – glæd jer. Det er det bedste i hele verden. Skriv endelig hvis der er noget i indlægget jeg skal uddybe.