
Sidst jeg skrev om vores huskøb i Sønderborg, havde vi endnu ikke overtaget huset. Der var vi stadig i gang med alt det praktiske omkring købet. Nu er det i stedet tid til en lille status på vores renovering, som vi har været i gang med i to måneder. Jeg kommer også med mine bedste tips til renoverings processen. Måske nogle af jer står over for en kommende renovering?
Læs også: Huskøb som 2. gangs købere
Indhentning af tilbud
Inden vi overtog huset, gik vi i gang med at indhente tilbud hos forskellige håndværkere. Vi lavede ret hurtigt en aftale med en tømrer/snedker, som har haft det overordnede ansvar for renoveringen af huset. Han var med ude i huset for at se hvad der skulle laves og vejledte os i, hvilke håndværkere vi ellers skulle bruge. Da han er vant til at arbejde sammen med mange faggrupper, lod vi ham kontakte de håndværkere han kunne anbefale. Så alle tilbud er kommet gennem ham og han har stået for alt kommunikation. Det har virkelig været rart, da vi ikke havde mulighed for at komme forbi huset den første måned (pga afstanden). Så vi ville have haft svært ved at koordinere, hvornår de enkelte håndværkere skulle gå i gang.
Kan virkelig anbefale at uddelegere den del.
Økonomi
Jeg synes det mest uoverskuelige har været økonomien. Vi har fået et loft fra banken og ud fra det har vi prioriteret hvad vi ville have lavet. Vi har som sagt fået tilbud fra alle håndværkere og så har vi lagt 20% ekstra ind i budgettet. Til uforudsete udgifter.
Vi kommer slet ikke hele vejen rundt i første omgang og der vil også være nogle ting vi selv skal lave på sigt. Men for at vi hurtigst muligt kan få nogle beboelige leverum, har vi prioriteret håndværkere til køkken og stue. Køkkenet skal nemlig flyttes til et andet rum, så der er en del der skal forberedes inden køkkenet kan komme på plads.
Der er blevet væltet en bærende væg, der er lavet el og kloak og der skal lægges nye gulve. Jeg kommer lige med et par priseksempler ud fra de tilbud vi har fået.
- Murer arbejde som består af nedbrydning af bærende væg, oplægning af Heb-bjælke, kloak til det nye køkken og tilmuring af et dørhul. 90.000,-
- Tømrer arbejde som består af nedtagning af loft, isolering, vægbeklædning. Ny isolering og gipsplader. Inddækning af jernbjælke. Nyt trappetrin og gulvlægning. 70.000,-
- Elektriker 30.000,- (Den kommer til at stige pga ulovlige installationer i huset, men 10.000,- til installationer i det nye køkken)
- Maler 10.000,- (Spartel og filt arbejde)

Uforudsete udgifter
Hvis der er et råd jeg har fået mange gange, så er det at sætte rigeligt af til de uforudsete udgifter. Der vil altid komme overraskelser i et gammelt hus og det har der også gjort omkring el arbejdet i vores.
Udover de overraskelser der kan komme i selve huset, så er vi virkelig også overraskede over hvor mange penge man bruger i byggemarkederne hele tiden. Som i hele tiden. Vi er der i tide og utide. Efter skruer, malertape, udstyr, malerbukke, beslag, værktøj, støvsuger til renovering, spartelmasse osv. Har faktisk lige prøvet at regne sammen hvad vi har brugt af småbeløb bare i marts måned;
3779,-
Det vælter selvfølgelig ikke budgettet, men vi havde bare ikke lige tænkt på hvor mange småting man kommer til at mangle. Så husk en post i budgettet til den slags.
Ps. måske også lidt ekstra madbudget, til snacks, nem mad, takeout osv.
Bestilling af materialer
Sidste tip i denne omgang. Noget der virkelig kan sætte en dæmper på processen, er levering af materialer. Husk at bestille i god tid. Gerne minimum 3 måneder før, men nogle gange også længere. Vi var sent ude med at bestille gulv, så det har vi ventet på selvom huset og håndværkerne har været klar. 100% selvforskyldt, men det er bare super ærgerligt med den ventetid, når man bare gerne vil videre.

Det hele er stadig meget råt, men i næste uge får vi lagt gulv og efterfølgende bliver køkkenet monteret. Så faktisk er vi meget snart i mål. Jeg deler mere info om både gulv og køkken (og aaalt den research jeg har lavet i den forbindelse) når det er på plads.
Skriv endelig hvis I har nogle spørgsmål til vores proces indtil videre.