Søskende på samme værelse
Nu er det efterhånden 3 måneder siden, at Ebbe og Uffe begyndte at sove sammen på samme værelse. Vi startede nemlig da Uffe var 13 måneder gammel (der er 21 måneder imellem dem). Jeg ammede på det tidspunkt ikke længere om natten, men Uffe havde stadig mange opvågninger hver nat. Så vi var lidt spændte på hvordan det ville gå. Heldigvis gik det over alt forventning.

Putterutine på samme værelse
I starten blev de ikke nødvendigvis puttet samtidig, da det var midt i en periode hvor der var nogle store skift i deres søvnrytme. Uffe var på vej fra 2 lure til 1. Og Ebbe sov kun lur nogle dage. Så hos begge varierede søvnbehovet lidt fra dag til dag og derfor varierede deres sengetider også. Men den første der blev puttet, vågnede ikke når vi puttede den næste.
Nu er vi endelig landet i en nogenlunde fast søvnrytme hos dem begge. Ebbe på 3 år sover ikke længere lur og Uffe på 16 måneder, sover kun en enkelt lur midt på dagen. Derfor er de for det meste begge to klar til at blive puttet omkring kl. 18.30 og sover senest kl. 19.
Deres senge står lige ved siden af hinanden og så har vi en stol imellem, som enten jeg eller Casper sidder på når de skal puttes. Uffe har brug for lidt mere hjælp til at falde i søvn. Vi sidder derfor med en tung hånd på hans bryst, eller holder ham i hånden. Ebbe falder i søvn af sig selv, imens vi sidder hos Uffe. Han ligger og lytter til Tjugga meditation, som vi har brugt til begge børn siden de var helt små.

Opvågninger
Uffe har stadig en del opvågninger hver nat, men han har endnu ikke vækket Ebbe. Ebbe derimod har sovet igennem lige siden han var et halvt år gammel, men da han startede i børnehave begyndte han pludselig at vågne hver nat. Det har han faktisk gjort lige siden. Han sover i juniorseng og kan derfor selv stå ud af sengen og liste ind til os, hvor han har en ekstra madras på gulvet. Den bruger han næsten hver nat. Men igen har vi ikke oplevet at han har vækket Uffe.

Søvn kvalitet
Vi oplever hverken at de sover bedre eller dårligere end før de kom på samme værelse. Men der er noget virkelig dejligt trygt ved at de sover sammen, ligesom at vi voksne jo heller ikke ligger og sover helt alene. Derudover har det lettet putningerne når Casper og jeg hver især er alene med drengene. Nu kan vi nemlig sagtens putte dem begge på en gang. Det gør også at vi har “fri” fra at putte hver anden aften og kan bruge tiden på nogle andre ting.

Sover jeres børn på samme værelse?
Læs også mine tidligere indlæg om “søvn“.