Imens vi var på Bali, havde vi udlejet vores lejlighed gennem Airbnb. Noget vi kun har prøvet en enkelt gang før. Begge gange har det været nogle rigtig gode oplevelser og jeg tænkte derfor, at jeg ville prøve at sætte lidt ord på, hvordan det har været og hvordan vi har gjort.
En måneds tid før vi skulle afsted på ferie kom vi i tanke om, at vi lige så godt kunne prøve at gøre kalenderen på Airbnb åben i de uger vi skulle være væk. Til jer der ikke kender systemet, så markerer man de dage man ønsker at udleje, og så kan man sætte en minimumsperiode der skal bookes. Vi skulle være væk i to uger så jeg havde indtastet at man som minimum skulle booke 6 nætter, da jeg ellers syntes det ville være for stort et besvær at gøre lejligheden klar ift. hvad vi ville få ud af det.
Prisen er det næste. Airbnb har en funktion der hedder “Smart pricing” som selv regulerer ud fra lignende boliger, efterspørgsel, sæson osv. Den funktion brugte jeg første gang vi udlejede. Denne gang satte jeg faktisk prisen lidt over det anbefalede, da jeg syntes den var for lav i perioden. Det er imod deres anbefalinger, da det selvfølgelig kan gøre at lejerne vælger en lignende bolig der koster mindre, men jeg tænker at man må gøre op med sig selv, hvor meget man ønsker at tjene for at det er “besværet” værd. Vi endte med en pris på 315,- pr. nat (for 65 m2 i Aarhus C).
Kort tid efter kom der en forespørgsel ind på hele 12 overnatninger, hvilket var virkelig fedt eftersom vi selv var væk i 16. Jeg er blevet spurgt, om jeg vil dele tips til at få de lange reservationer, men jeg tror ærlig talt bare at vi var heldige. Det var to veninder som startede på studie, som først havde fået en lejlighed pr. 1. oktober. Så selve timingen lige op til studiestart var god og ellers det med at sætte minimum bookingen højt.
Generelt vil jeg anbefale at få taget nogle rigtig gode billeder, som viser alle rum i lejligheden og som hele tiden er opdaterede, så lejerne ved hvad de kommer til. En god beskrivelse af både lejlighed og nærmiljø kan også trække lejere til. F.eks. info som at der er opvaskemaskine, hvor stor sengen er, at der er mulighed for at lave kaffe, se Netflix, hvor langt der er til offentlig transport osv.
Forud for udlejningen har vi mødt lejerne, enten på dagen eller et par dage før, hvor vi har udleveret nøgler og givet en kort rundvisning. Der har lejerne haft mulighed for at stille spørgsmål og på en måde har vi fået forventningsafstemt. Vi har været ret åbne ift. at lejerne har kunnet tage frit af hvad der måtte være tilbage i køleskabe og skabe til madlavning, Nespresso kapsler til kaffemaskinen, der har været sengetøj og håndklæder fremme og vi har selvfølgelig gjort lejligheden ren og ryddet grundigt op, for at de ikke har følt at de skulle bo oveni alle vores ting.
Vi har ikke som sådan pakket noget væk, men hvis man har nogle ting som slet ikke kan erstattes (fx. arvestykker eller andre ting med affektionsværdi), så ville jeg nok stille dem et sted hvor man ikke risikerer at de bliver ødelagte.
Vi endte med at tjene lidt over 3000,- på perioden og det har virkelig været rart med ekstra lommepenge på ferien. Penge, som vi egentlig ikke synes vi har gjort det store for at tjene. Den grundige rengøring og oprydning inden ferien kom os også tilgode efterfølgende, så jeg kan virkelig anbefale at kaste sig ud i at prøve at udleje. Jeg syntes faktisk det var en rar følelse at nogle andre kunne få gavn af vores hjem, imens vi var væk. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft det underligt med at lukke nogle fremmede ind.
Begge gange er vi kommet hjem til en virkelig fin og ryddelig lejlighed, med minimal behov for rengøring. Det har virkelig været rart, især sidst da vi havde rejst i 28 timer. Vi har som sagt selv været meget åbne og fleksible, og det tror jeg kommer rigtig meget igen, da lejerne ønsker at give den samme gode oplevelse, som de selv får.
Næste weekend skal vi faktisk for første gang selv prøve at være lejere gennem Airbnb, så det er jeg lidt spændt på. Vi skal til Holland for at besøge Caspers søster og svoger, som netop har fået en lille baby ♥