Om hjemmepasning, planer for bloggen og året generelt
Det er længe siden jeg har lavet sådan et godt gammeldags blogindlæg, omkring hvad der sker i vores hverdag. Jeg har tidligere skrevet lidt om, at jeg er gået mere og mere væk fra den slags indlæg. At jeg gerne vil lave indlæg der bliver ved med at have relevans. Dermed ikke denne slags “dagbogs indlæg”. Det er stadig tilfældet det meste af tiden. Men jeg har alligevel lyst til at sætte lidt ord på, hvad I kan forvente at følge med i på mine kanaler, i løbet af det næste år. Det blir et lidt rodet indlæg med mange vinkler, nu er I advaret. Derfor den lidt udefinerbare overskrift, som helt sikkert ikke vil klare SEO testen.
Barsel
Det sidste års tid har jeg jo været på barsel. Samtidig har jeg forsøgt at opretholde aktiviteten her på bloggen og på Instagram. Det med bloggen har været svært. Det er tidskrævende at lave blogindlæg, så det er ikke meget indhold det er blevet til og jeg savner at have god tid til det. Men jeg har heldigvis lært ikke at stresse over det. Jeg vil hellere at der kommer få, gennemarbejdede indlæg, som kan tages frem igen og igen. I stedet for at jeg føler der konstant skal udgives indhold, som jeg gjorde engang. Instagram er lidt nemmere at nå i løbet af dagen og er blevet en del af vores hverdag.
Hjemmepasning
Nu er situationen så at min barsel slutter. Faktisk skal jeg stoppe den i morgen. I stedet for at køre Ebbe ind i institution, som man nok typisk ville gøre nu her når han fylder 10 måneder. Så har vi i stedet valgt at han skal blive hjemme hos mig i endnu et år. Det er der flere grunde til. En af grundene er, at jeg ikke føler han ville være klar til at komme afsted allerede nu. Han har altid været meget forsigtig og har aldrig været godt tilpas når vi f.eks. har været i mødregrupper. Jeg har selvfølgelig gjort det alligevel. Både for min egen skyld og for hans. For selvfølgelig skal han ud og socialiseres og lære at det ikke er farligt. Men jeg kan godt lide ideen om, at vi gør det i hans tempo.
Jeg havde store planer for det her år, præ Corona. Havde, udover de mødregrupper jeg allerede er i, planer om at opsøge andre hjemmepassere, som vi kunne mødes med ugentligt. På legepladser eller offentlige stedet som f.eks. biblioteker osv. Derudover ville jeg gerne fortsætte babysvømning og evt. en form for motorik. Pt ser de planer ret sorte ud grundet Corona, og jeg er derfor spændt på, hvordan de næste måneder blir.
Blog + Insta
Samtidig med at jeg skal hjemmepasse har jeg jo stadig min virksomhed. Jeg håber og tror på, at jeg kan fortsætte som da jeg var på barsel, men ved også godt at Ebbe kommer til at kræve mere og mere af mig. Men mit håb er at jeg stadig kan lave indhold herinde i ny og næ og ellers fortsætte med at være aktiv på Instagram.
Jeg har min agent Stephanie hos Boom Agency, som står for alt det praktiske omkring samarbejder. Det letter en del arbejde hos mig. Jeg skal kun lave alt det kreative omkring indholdet, som jeg elsker. Hun står for alle mails op til, under og efter en kampagne. Det er selvfølgelig stadig mig der vælger, hvilke kampagner hun skal gå videre med og hvilke vi takker nej til.
Kampagner i 2020
Hele Corona situationen har selvfølgelig også ramt blogland og mange af mine kampagner har været udskudt. Men nu er de lige så stille begyndt at blive aktiveret igen og vi kan fortsætte med at lægge planer for året. I får lige et lille indblik i, hvad der pt er i kalenderen.
Nespresso: Jeg er for tredje år i træk ambassadør for Nespresso. Det betyder at jeg fortsat kommer til at dele nogle hyggelige kaffestunder med jer. Når jeg deler kan det både være aftalte kampagner, f.eks. med nyheder, info eller giveaways. Eller det kan være små glimt fra hvordan jeg bruger kaffe som et hyggeligt (eller nødvendigt) element i min hverdag. Altså hvor jeg selv bestemmer hvor meget, hvornår og om jeg vil dele.
Søstrene Grene: Dette samarbejde har jeg også haft i et par år. Der kommer løbende nye kollektioner og jeg elsker at vise hvordan jeg bruger deres produkter i vores hjem.
Plantorama: Sidst jeg samarbejdede med Plantorama var til en julekampagne og nu hvor vi er i fuld gang med at indrette have og terrasse, giver det rigtig god mening at starte et samarbejde op igen. Jeg er pt i gang med at indrette vores terrasse foran huset, blandt andet med planter og blomster fra Plantorama.
Reklame delen
Plantorama er et godt eksempel på, at indholdet på mine kanaler følger min hverdag. Der vil helt sikkert være nogen der følger med, som slet ikke synes at havearbejde er spændende. Men der er også rigtig mange, som står i samme situation som mig. Som også er haveejere. Det kan også være nogen har en altan eller måske nogen bare synes det er hyggeligt at kigge med, fordi de en dag selv drømmer om en have. Det er hvert fald det der er tanken bag.
Nu hvor jeg lever af at lave indhold, er det klart at selve reklame delen fylder i mit indhold. Men jeg håber at det er tydeligt at vi (Stephanie og jeg), bruger meget tid på, at finde relevante kampagner. De skal gerne afspejle hvor jeg er i mit liv. For et år siden var der meget indhold omkring huset og pt er det haven vi arbejder på. I er så engagerede og giver udtryk for at I gerne vil følge med i vores projekter. At noget af det er reklame gør egentlig bare, at jeg kan bruge endnu mere tid på, at lave indhold omkring det.
Det er forhåbentlig relevant for rigtig mange af jer der læser med, men jeg kan aldrig ramme alle. Jeg blir nødt til at tage udgangspunkt i mig selv. Hvad er relevant at fremhæve fra vores hverdag.
Vi har skåret rigtig meget reklame fra. Tidligere havde jeg en typisk livsstils blog, som både indeholdt mode, beauty, indretning, restauranter, rejser osv. Dengang var der rigtig mange kampagner der passede ind. Nu har vi prøvet at skære helt ind til benet. Jeg elsker at indrette og så er jeg mor. Så kort kan det næsten siges når vi snakker om samarbejder . Vi fokuserer derfor på interiør og mommy/familie relateret indhold. Det er nemlig også ved det indhold, at jeg kan mærke mest engagement fra jer.
2020 generelt
Udover indhold på bloggen, så synes jeg det er svært at lægge planer for året, sådan som Corona situationen er pt. Vi har jo mere eller mindre aflyst vores bryllup på grund af netop det. Vi synes det er for usikkert at begynde at planlægge på ny. Så nu hænger verdens smukkeste kjole (og Caspers flotte jakkesæt) og minder os om, at der forhåbentlig kommer en dag ude i fremtiden, hvor vi kan sige ja til hinanden. Vores vielsesringe ligger også klar og jeg kan næsten ikke bære at de bare skal ligge gemt væk. Men overskuddet er der ikke pt, til at planlægge en ny dag. Ikke så længe der er en risiko for at måtte aflyse igen.
Sommerferien kommer vi selvfølgelig til at holde hjemme i Dk, men jeg ved endnu ikke hvordan. Måske vi bare skal nyde vores nye terrasse og skønne have. Så må vi håbe på godt vejr. Vi regner med at Casper kan holde ferie i juli og lidt i slut august og jeg glæder mig til at vi kan bruge en masse tid sammen, alle tre igen. Det har virkelig været skønt den sidste måned.
Vi plejer også at være nogle dage i mine forældres kolonihavehus i Sønderjylland, hvilket jeg også håber vi skal i år. Det plejer at betyde masser af afslapning og en del ture på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Nu må vi se hvordan det blir når vi har Ebbe med for første gang.

Jeg sagde jo at det ville blive et rodet indlæg. Men jeg syntes at det var på tide med en lille opdatering, nu hvor vores hverdag ændrer sig igen. Hvert fald på papiret. Nu må vi se hvor meget den ændrer sig i praksis.
Hjemmepasning, sæt i gang…