Mine mål og drømme for 2019 (og en opfølgning fra 2018)
Jeg faldt over et indlæg fra 2018 hvor jeg havde listet mine mål og drømme op for året og jeg syntes faktisk det var lidt interessant at kigge listen igennem og se hvor meget af det jeg havde opnået. Derfor tænkte jeg at det kunne være sjovt med en lille opfølgning, men også at sætte nogle nye mål for det nye år. År 2019.
Jeg ved ikke om min personlige liste er spændende for jer, men måske det kan inspirere til selv at lave en lignende liste? Helt optimalt vil det nok være at tage den frem i løbet af året og rent faktisk arbejde lidt mere med at nå målene. Det tror jeg at jeg vil prøve at gøre i år.
De mål og drømme jeg nåede i 2018:
Flytte i noget større
Vi nåede godt nok ikke at flytte i 2018, men huset er købt og havde det ikke været for alle de forsinkelser, så var vi flyttet ind 1. december. Nu hedder det i stedet 1. marts og jeg kan slet ikke vente til at vi får mere plads omkring os.
Udvikle bloggen
Det jeg mente med at udvikle bloggen var at jeg havde et mål om at kunne blive ved med at bruge min primære tid på bloggen og kun have deltids job ved siden af. Det er jeg heldigvis lykkedes med og jeg håber sådan at det fortsætter. Lige for tiden er det begrænset hvor meget indhold der kommer herinde, men jeg kan mærke at lysten stadig er der og jeg glæder mig så meget til, at vi flytter i nogle mere inspirerende omgivelser og ikke mindst til at foråret kommer. Indtil da vil jeg prøve at acceptere at min inspiration bare ikke helt er der.
Finde (deltids) drømmejobbet
Sidste år ved denne tid var jeg netop stoppet i Companys da butikken i Bruuns lukkede. Jeg søgte derfor nyt deltids job som kunne supplere min indtjening fra min virksomhed. Kort efter blev jeg tilbudt job i Nova Møbler hvor jeg har været siden og stadig er rigtig glad for. Jeg står for de sociale medier for hele kæden og så er jeg i butikken et par gange om ugen hvor jeg ofte bruger en masse tid på at lave om og indrette.
Rejse noget mere
Det er ikke fordi vi har rejst en masse i 2018, men vi nåede vores drømmedestination Bali, så jeg tænker at punktet godt kan blive set som opnået. Derudover var vi på storbyferie i Amsterdam. Jeg håber at 2019 kommer til at byde på noget lignende; en storbyferie og en varm sensommer ferie.
Købe mere kvalitet
Jeg shopper ikke nær så meget som jeg gjorde engang og når jeg køber nyt er der ofte flere overvejelser med ind over. Det gælder både til garderoben og boligen. Jeg synes også at vi de sidste par år har fået købt en del kvalitet, som gør at det er begrænset hvor meget nyt vi skal ud at købe til det nye hus.
Blive endnu bedre til at sige fra
Den her øver jeg mig stadig på, men jeg er klart blevet bedre til det jo ældre jeg er blevet. Jeg prøver altid at tænke på om jeg selv har lyst, om jeg gør det for andres skyld eller om jeg rent faktisk vil opnå noget positivt ved det. Det kan f.eks. være i forhold til arrangementer eller kampagner til bloggen.

Mål og drømme for 2019
Passe bedre på min krop
Det her punkt var også på sidste års liste og jeg må bare indrømme at det ikke kom til at ske. Jeg er virkelig dårlig til at tage mig sammen til at motionere og maden har heller ikke været den sundeste på det seneste. Især sidstnævnte tænker jeg at jeg nemt kan rette op på ved at begynde at lave madplaner igen. Motionen er lidt mere udfordrende, men i takt med at vejret bliver bedre burde det også blive nemmere at komme afsted på en løbetur eller i det mindste en gåtur.
Bruge mere tid med venner, veninder og familie
Endnu et punkt fra sidste års liste. Jeg synes slet ikke at jeg får brugt nok tid med de personer der betyder aller mest for mig. Især min familie ser vi alt for sjældent. Det må jeg arbejde på igen.
Lave flere kvalitets indlæg til bloggen
Jeg har været i gang med en kæmpe oprydning på bloggen de sidste par måneder, hvor jeg har slettet over 1000 gamle indlæg som jeg ikke længere følte havde relevans. Jeg vil gerne blive bedre til at lave indlæg der kan tages frem igen og igen. Indlæg der kun er relevante den dag de bliver skrevet eller måske en uge frem, synes jeg ikke længere hører hjemme på bloggen, men kan i stedet overføres til Instagram som netop er oplagt til den slags. Jeg har haft fokus på dette punkt i noget tid men kommer til at arbejde meget mere med det i 2019.
Acceptere at jeg har brug for mig-tid
Jeg er ikke så vild med at bruge ordet introvert, men jeg har efterhånden accepteret at det er det jeg er. Nu vil jeg gerne blive endnu bedre til at acceptere at jeg af og til (ret ofte faktisk) har brug for at trække mig og lade op. Det handler igen lidt om at sige fra, men det er ikke kun over for andre men mere i forhold til mig selv. Ofte synes jeg at jeg skal kunne følge med alle andre når de har en pakket kalender fyldt med arbejde, sociale arrangementer, kaffeaftaler osv. Jeg vil gerne være bedre til at hvile i, at det er okay at have brug for at være hjemme og gå glip af nogle ting.
Gøre mere af det jeg elsker
Tage på festival, gå til koncerter, spise brunch, tage i dyrehaven, i tivoli, en weekend i København eller en anden storby. Jeg vil gerne have endnu flere oplevelser i 2019.
Samarbejde med endnu flere seje virksomheder
Et nyt år byder også på nye samarbejder. Jeg har haft nogle længerevarende samarbejder i 2018 og det er helt klart dem jeg synes er de aller sjoveste at lave, da man får lov til at gå meget mere i dybden med indholdet. Nogle af dem fortsætter men andre bliver skiftet ud og jeg glæder mig sådan til at se hvad 2019 kommer til at byde på af kampagner.
Nu vil jeg starte med at skrive et par delmål i min kalender og starte stille ud her i januar. Jeg tænker hvert fald at en madplan er et godt sted at starte og måske et par kaffeaftaler med nogle venner/veninder jeg ikke har fået set i noget tid.
Læs også: Guide: 10 tips til at få det bedste ud af januar