Reklame for Moccamaster.
Når jeg inviterer mine veninder på besøg er det næsten altid til eftermiddagskaffe, da jeg synes det er så hyggeligt og uformelt at kunne sidde og nyde en god kop kaffe sammen, uden at skulle løbe til og fra selskabet, som man ofte skal når man inviterer på aftensmad. Det ender alligevel næsten altid med at tiden løber fra os og vi har spist os så mætte i kage, at aftalen også har erstattet aftensmaden.
Moccamaster
Vi har for nyligt fået en Moccamaster til vores nye køkken, som gør det endnu nemmere at have gæster til kaffe, da man kan brygge en stor kande kaffe, som rækker til selv de mest kaffe tørstige veninder. Dem har jeg et par stykker af. Hvis man alligevel skulle løbe tør, brygger maskinen en ny kande på kun 6 minutter.
Nye pastelfarver
Moccamaster har 1. april lanceret tre nye pastelfarver til deres kaffemaskiner, som er den fineste måde at få lidt farve ind i køkkenet på. Jeg har valgt gul fordi jeg simpelthen ikke kan se noget i pastel gul uden at måtte eje det. Har også planer om at male en væg i samme nuance et sted i huset, da jeg er så vild med farven. Hvis man ikke har det på samme måde som mig med den gule farve, kan jeg fortælle at de to andre farver er blå og grøn, som virkelig også er fine.
I kan allerede nu gå ind og finde jeres favorit blandt de tre nye pastel farver og så synes jeg at I skal holde øje med min Instagram profil, hvor I snart vil have mulighed for at vinde jeres egen maskine.
Maskinerne er fremstillet i 100% genanvendenlige materialer og man kan også sagtens finde miljøvenlige kaffefiltre til maskinen.
Kanelsnegle
Udover at kaffe er et must når jeg får veninder på besøg, så har vi også en nærmest fast tradition i min venindegruppe om, at vi bager kanelsnegle når vi skal ses. Vi har en helt bestemt opskrift som vi alle tre sværger til, hvor sneglene bages i en form, så de bliver helt lækre bløde, og jeg tænker faktisk lige at dele den med jer, så I også har noget lækkert at servere til kaffen næste gang I får gæster på besøg.
Opskrift på amerikanske kanelsnegle
Ingredienser til kanelsnegle i en springform:
25 g. gær
1 dl. letmælk
1 spsk. sukker
1/2 tsk. salt
1 æg
100 g. blødt smør
300 g. mel
Flormelis til glasur
Fyld til kanelsnegle:
150 g. blødt smør
150 g. brun farin
1 spsk. kanel
Fremgangsmåde:
Lun mælken og udrør gæren heri. Tilsæt sukker, salt og sammenpisket æg. Fordel smørret i melet og hæld det i gærvæden. Ælt dejen sammen indtil den er jævn og fin.
Sæt dejen til hævning i 1,5 time. Imens kan fyldet røres sammen ved at blande alle ingredienser.
Rul dejen ud til en aflang firkant og fordel fyldet på hele fladen. Rul dejen sammen på den lange led og skær snegle i ca. 1 cm tykkelse.
Sæt dem side om side i en springform og lad dem hæve yderligere 1/2 time.
Bag sneglene midt i ovnen ved 200 grader, i ca. 15 minutter.
Pynt med glasur.
Husk at servere rigeligt med kaffe til sneglene.