Så fik jeg skrevet anden del af min fødselsberetning. Fødslen der startede som en hjemmefødsel, men som endte med en overflytning til sygehuset.
Læs første del af min fødselsberetning: Min fødselsberetning del 1 – Hjemmefødslen
Min fødselsberetning
Ambulance turen
Turen i ambulancen føltes uendelig lang, da jeg havde så stærke smerter. Jeg lå på en båre og det føltes som om vi kørte med fuld fart, sådan som det rystede. Casper fortalte bagefter at vi havde kørt virkelig langsomt og at han havde haft svært ved at holde sig vågen i bilen bagved, efter at have været vågen i så mange timer.
Jeg fik en iltmaske på, da det også kan hjælpe lidt på smerterne, og i ve pauserne fik Jordemoderen (JM) og jeg lagt en plan for det videre forløb. Vi aftalte at jeg kunne få lattergas når vi kom frem til hospitalet og at jeg fortsat ikke ønskede epidural som smertelindring. Redderen i ambulancen var vældig snakkesalig og havde en stor drøm om at få lov til at opleve en fødsel i ambulancen. Det var ikke ligefrem mit ønske at indfri det. Han ville også gerne anlægge venflon på mig, så det var klar når vi kom ind på fødestuen. Men jeg havde rigeligt at se til med at mestre veer og smerter i den rystende ambulance, så det blev også et nej tak.
Fødestuen
Vi ankom til fødestuen og jeg nåede kun lige at komme op i sengen, få lattergas masken på og så kom Casper ind af døren. Han har efterfølgende fortalt at jeg så helt skæv ud, da jeg virkelig fik suget til i den maske. Det var så rart at få taget toppen af smerterne og endelig kunne slappe en lille smule af. Det var omkring kl. 16 og det var nu 24 timer siden jeg havde mærket de første tegn på veer. Jeg blev løbende tanket op på rød saftevand, som stadig var det der holdt mig kørende.
De næste timer husker jeg ikke særlig tydeligt. Jeg fik at vide at jeg skulle presse når jeg følte pressetrang, men at presseveerne ikke var særligt kraftige. I de første mange presseveer følte jeg slet ikke at jeg kunne få noget ud af veerne, og jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne finde ud af at presse. Til virkelig stor frustration, efter at jeg havde følt mig så meget i kontrol indtil da. Jeg sagde det højt flere gange, at jeg ikke kunne finde ud af det. Det var som om min luft slap op før veen var færdig, men jeg nåede ikke at tage luft ind igen før den så var slut. Det er lidt svært at forklare, men jeg følte hvert fald ikke at jeg fik udnyttet veerne når de kom.
Ve stimulerende
Heldigvis lyttede JM og jeg fik noget mere støtte til at få mest muligt ud af veerne. Jeg blev guidet noget mere, indtil jeg selv fandt rytmen. Masser af lattergas i vepausen, presse, luft ind og presse igen. Men der skete slet ikke nok. JM anbefalede derfor at jeg fik et ve stimulerende drop. Jeg udtrykte bekymring omkring det, da veerne (eller hvert fald smerterne) for mig føltes virkelig kraftige og jeg var derfor bange for, hvad sådan et drop ville gøre for mine smerter. Men hun fik mig hurtigt overbevist. Jeg havde vidst ikke det store valg. Så vi startede stille ud med drop og der blev løbende skruet mere og mere op. Jeg havde desværre ikke god effekt af droppet. En anden JM der var stødt til for at hjælpe, sagde at det nok var 70% styrke og kun 30% hjælp fra presseveerne – veerne gjorde altså ikke meget af arbejdet for mig.
Jeg lå skiftevis i sengen og sad i en lav “potte agtig” stol, hvor Casper sad bag mig og støttede mig. Forsøgte også at stå op og læne mig ind over sengen, men det fungerede ikke for mig. Jeg blev løbende undersøgt for at se hvordan Ebbe klarede det efterhånden lange forløb. Der blev også taget en blodprøve fra hans hovedbund, for at se om han viste tegn på stress. Men beskeden lød på at han indtil videre var upåvirket.
JM tog lattergassen fra mig, hvilket jeg slet ikke kunne overskue. Jeg fik i stedet ilt masken og skulle tage nogle dybe vejrtrækninger i den inden veen kom, hvorefter jeg skulle give dem alt jeg havde. Jeg lå på ryggen og blev guidet i at trække mine ben til mig ved hver ve. Casper støttede mig bagfra.
Sugekop
Der gik ikke mange minutter efter blodprøven på Ebbe var taget, til at stuen blev fyldt med mennesker. Jeg kiggede lettere forskrækket rundt. Fik at vide jeg ikke skulle bekymre mig, men at der var gået så lang tid, at vi skulle have Ebbe ud nu. Derfor ville de give det 3 forsøg med sugekop og hvis det ikke lykkedes, ville det ende ud i et kejsersnit. Det var selvfølgelig det sidste jeg havde lyst til efter så mange timers ve arbejde.
Sugekoppen blev sat på og jeg skulle sige til når næste ve begyndte, så de kunne være klar. Den besked nåede jeg kun lige at få, før der kom en kraftig ve. Jeg havde kun fokus på iltmasken og at presse, så jeg opdagede ikke at sugekoppen faldt af i første forsøg. Det gjorde Casper til gengæld, og han begyndte selvfølgelig at blive rigtig presset over at der kun var to forsøg tilbage. Han vidste hvor ked af det jeg ville blive hvis det endte i kejsersnit.
Andet forsøg med sugekoppen var heldigvis vellykket. Med tanke på at det hele kunne ende i et kejsersnit, fandt jeg nogle kræfter frem, som jeg slet ikke vidste at jeg havde. Blev stadig guidet til at trække benene til mig, presse og gispe. Det fik rykket Ebbe så langt frem, at jeg kunne presse hovedet ud. Et lille behåret hoved, som jeg kunne læne mig frem og se. Nu var det virkelig tæt på. Jordemoderen knappede min skjorte op og jeg vidste at det var for at gøre klar til, at han kunne ligge mod min hud.
Fødselsdag
Med hovedet ude var det bare at vente på næste ve og jeg husker at det føltes som en evighed før den kom, da det selvfølgelig gjorde ondt at have ham halvt ude. Endelig kom der endnu en presse ve og jeg fik presset ham det sidste stykke. Det eneste jeg kan huske er lettelsen da han er ude og den varme, ret tunge krop, der blev lagt mod min.
Kl. 20.08 d. 160719. Vi var blevet forældre.
Sådan som han lå kunne jeg ikke rigtig se hans ansigt, men jeg kunne mærke hans lille krop. Den føltes større end forventet. Jeg kiggede op på Casper som var meget rørt. Det havde han været gennem det meste af fødslen. Noget jeg slet ikke havde opdaget, da jeg havde været så meget “inde i mig selv”.
De næste par minutter blev Ebbe tørret af og fik et tæppe over sig, men lå ellers mod min hud. Han fik en lille strikket hue på hans lidt deforme hoved, som havde taget form af sugekoppen. Noget der heldigvis hurtigt rettede sig. Jeg fik rykket ham så jeg kunne se hans ansigt. Det var helt krøllet og foldet sammen til at starte med, men rettede sig også langsomt ud. Hans hud så blå ud, men JM forsikrede mig om, at alt var som det skulle være. Casper klippede navlestrengen og så fik vi ellers lov at ligge og nyde vores lille dreng i et par timer.
Vægten
Jeg var så spændt på at høre hvor stor han var og da Casper lagde ham op på vægten var der ingen der sagde noget. Måtte spørge flere gange, men JM syntes Casper skulle sige det og Casper troede han havde set forkert. Men den var god nok. 4334 gram og 56 cm. 500 gram mere end hvad han var skønnet til.
Vi kørte hjem 4 timer efter fødslen. Med vores lille store dreng. Vores Ebbe ♥
Tanker om fødslen
Fødslen er uden tvivl det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, men også det vildeste og det største. Jeg følte mig så meget i kontrol med den fødselsforberedelse vi havde fået og de mestrings strategier vi havde øvet, og jeg nåede mit mål om at komme igennem uden andet smertestillende end naturlig smertelindring og lattergas. Synes simpelthen det er så vildt hvad kontrollerede vejrtrækninger kan gøre for en.
Samarbejdet mellem Casper og jeg betød også virkelig meget for oplevelsen. Vi arbejdede sammen om at have kontrol og han var den bedste støtte for mig.
Selvom fødslen trak ud og endte på en helt anden måde end vi havde tænkt, så er vi begge enige om at det har været en rigtig god oplevelse. Vi er glade for de mange timer vi nåede at få hjemme, selvom det ikke endte med en hjemmefødsel. Vi er også enige om at vi prøver med en hjemmefødsel igen næste gang.