Min fødselsberetning del 1 – Hjemmefødslen

Nu har jeg endelig tid til at sætte mig ned og få skrevet på min fødselsberetning. Et indlæg jeg har glædet mig til at dele. Jeg har fortalt fødselshistorien en del gange efterhånden, til familie og venner, og hver gang dukker der noget nyt op. Enten noget jeg selv kommer i tanke om, eller detaljer som Casper nævner, som jeg slet ikke kan huske. Det hele flød ligesom bare sammen for mig imens det stod på. Derfor er det vigtigt for mig at få snakket forløbet igennem igen og igen, og jeg tror også det kan være rart at få det skrevet ned. For min egen skyld nu, men også som et dejligt minde senere. Jeg håber I har lyst til at læse med.

Læs også: Graviditetsdagbog uge for uge fra uge 9 til fødslen

Min fødselsberetning – en fødsel der var planlagt som en hjemmefødsel.

Mandag d. 15. juli 2019

Jeg var gået 6 dage over termin og selvom jeg prøvede at være virkelig tålmodig, så var jeg ved at gå ud af mit gode skind. Jeg havde uro i kroppen, så selvom jeg var træt, var det umuligt for mig at finde ro. Jeg sad og arbejdede ved computeren fra morgenstunden, men fik hurtigt ondt i mit bækken af at sidde oprejst. Jeg fortsatte derfor fra sofaen. Senere på dagen begyndte det at murre i underlivet og det føltes mest af alt som menstruationssmerter. Hen på eftermiddagen sagde jeg til Casper, som arbejdede hjemmefra, at vi måske burde få os en lur. Jeg havde på fornemmelsen at der kunne være noget på vej. Alligevel lyttede vi ikke helt til kroppens signaler, da vi ikke ville sætte forhåbningerne op, så vi droppede luren.

Hen på aftenen tog smerterne til og omkring kl. 21 var jeg ikke i tvivl om, at det var veer, der var begyndt. Jeg fortrød selvfølgelig med det samme, at vi ikke havde sovet i løbet af dagen. Vi gik i stedet tidligt i seng, men allerede der var smerterne for stærke, til at jeg kunne sove. Jeg satte et chiliplaster over skambenet, hvor smerterne var værst og det lindrede med noget varme.

Tirsdag d. 16. juli 2019

Omkring midnat begyndte vi at tage tid på veerne, for at få en fornemmelse af, hvor langt der var imellem. Tiden flød nemlig sammen for mig. Så selvom vi havde aftalt inden, at vi ikke skulle fokusere for meget på veernes intervaller, så havde jeg brug for at vide, hvor tæt vi kunne være på en fødsel. Jeg husker ikke nu, hvor lang tid der var imellem på det tidspunkt, men de var endnu ikke regelmæssige, så vi stoppede hurtigt igen.

Natten igennem havde jeg fuld fokus på min vejrtrækning, hver eneste gang der kom en ve. Det var så fedt at opleve at det rent faktisk virkede, alt det vi havde lært til fødselsforberedelsen med Meyermetoden. Casper støttede mig i at huske vejrtræknings øvelserne og i at blive ved med at fokusere på dem, selv når det gjorde aller mest ondt.

Hen på morgenen gjorde jeg igen brug af chiliplastrene, både foran og på lænden. Inden da havde jeg også forsøgt med en varmepude, men det var så meget nemmere med plastrene, som jo bliver siddende selvom man flytter på sig.

Jeg spiste en skål havregryn, hvilket var det sidste mad jeg fik de næste 16 timer.

Omkring kl. 6 spurgte Casper, om ikke jeg ville have et varmt bad. Syntes først det var verdens dårligste idé og blev lidt irriteret over, at han mente jeg skulle prioritere det, som om det var en helt normal morgen. Kan huske han sagde at jeg jo ikke vidste, hvornår jeg ville få et bad igen, hvilket jeg på det tidspunkt var ret ligeglad med. Jeg fandt alligevel overskud til at gå ud på badeværelset og jeg endte med at stå længe under den varme bruser, som var så rar på lænden.

Regelmæssige veer

Kl. 7 bad jeg Casper ringe til vores jordemoder (JM). Jeg syntes smerten var ved at være uudholdelig og veerne havde været mere eller mindre regelmæssige i et par timer. På det tidspunkt var jeg faktisk kommet i tvivl, om jeg ville kunne gennemføre fødslen uden smertestillende. Jeg havde brug for snart at vide hvor langt der var igen. Der var 6 minutter imellem veerne på det tidspunkt.

Casper fik vores JM i røret. Hun ville gerne at vi gav det lidt mere tid, da hun kunne være hos os på kun 20 minutter. Så vi skulle ringe igen når der var 4-5 minutter imellem veerne. Hun sendte en taxa ud med jordemoder kufferten, så den stod klar hos os når hun kom.

De næste 5 timer husker jeg som virkelig smertefulde og nok den hårdeste del af hele forløbet. Veernes intensitet tog virkelig til, og jeg havde brug for intens støtte fra Casper, for at kunne koncentrere mig om min vejrtrækning og på den måde mestre veerne. Jeg skiftede konstant stilling i sengen og havde det egentlig bedst stående, men var samtidig så udmattet at jeg havde brug for at ligge ned i ve pauserne. Ved nogle af veerne nåede jeg ikke at få mig rejst igen før de startede og måtte så tage dem liggende. Det var de værste.

Meyermetoden

Casper lavede tryk fra Meyermetoden på min lænd og på mine hofter, hvilket lindrede helt vildt. Kan huske at jeg blev helt panisk, når han ikke var klar til at trykke når der startede en ve. Stakkels mand der også havde ansvaret for at trykke start og stop på app’en, der talte, hvor langt der var mellem veerne.

Vores Jordemoder ankommer

Omkring kl. 12 begyndte jeg at få ondt i maven, hvilket selvfølgelig bekymrede mig en del. Så selvom veerne ikke var helt regelmæssige, ringede vi alligevel til vores JM igen. Der var vi nede omkring 4-5 minutter mellem veerne. Jeg var stadig i tvivl om jeg ville kunne gennemføre uden smertestillende, da jeg virkelig syntes at smerterne var voldsomme. JM ville derfor komme med det samme.

12.30 ankom vores JM og jeg blev undersøgt. Hun fortalte at jeg var 9,5 cm åben og næsten klar til at gå i fødsel. Jeg var selv så langt væk i mine smerter at jeg hørte det som en halv centimeter. Det var først da Casper fik ordenligt kontakt til mig og sagde “Hvor er du sej, 9,5 centimeter”, at jeg forstod at vi næsten var igennem den første hårde fase.

JM fik pakket kufferten ud, der blev lagt lidt afdækning på gulvet de steder, hvor jeg stod når der kom en ve og hun ringede til fødegangen for at sige at vi var i gang med en hjemmefødsel. De skal nemlig have en stue klar, hvis der bliver behov for at komme ind på sygehuset. JM mente at vi ville kunne holde fødselsdag en time senere.

Vejrtrækningsøvelser

Veernes intensitet var på det tidspunkt næsten uudholdelige og jeg fik nogle akupunktur nåle i, hvor smerterne var værst. Blev også tilbudt bistik, men dem havde jeg besluttet mig for inden, at jeg ikke ville have. Vi fortsatte med fuld fokus på vejrtrækningen og det fungerede simpelthen så godt for mig, at afslutte veerne med en kæmpe udånding, som vi var blevet instrueret i hos Meyermetoden. Casper mindede mig om at få afsluttet ved de værste veer og jeg kunne mærke, hvordan smerten bare ville fortsætte, hvis ikke det var fordi at jeg fik den afsluttet aktivt. Vildeste følelse at have den kontrol. Kan huske at jeg syntes JM ind imellem var lige lovlig hurtig til at ville have mig om i en anden stilling eller til at ville undersøge mig. Jeg skulle jo lige afslutte først.

Jeg blev undersøgt igen og desværre kunne JM mærke at Ebbe var begyndt at rotere sig forkert, hvilket kunne gøre det besværligt at få ham ud, og evt. ende ud i en stjernekigger fødsel. Hun ville give hjemmefødslen en chance indtil kl. 15, ellers mente hun, at det var mest forsvarligt at overflytte os til sygehuset.

De næste to timer gik derfor med mere ve arbejde, men der kom ikke nogle reelle presseveer. Vi forsøgte at få Ebbe roteret rigtigt med en stilling i sengen, hvor jeg skulle ligge med maven ud over kanten og det øverste ben vippende som en vægtstang udover, imens både JM og Casper holdt mig, så jeg ikke faldt ned. Der skulle jeg tage 2-3 veer og bagefter gøre det samme på modsatte side. Så smertefuldt. Det hjalp desværre ikke.

Overflytning til sygehuset

Kl. 15 gik vi med til en overflytning til sygehuset, da mine kræfter efterhånden også var brugt op. Jeg levede stadig på den portion havregryn fra om morgenen og havde ellers indtaget en hel flaske Ribena saftevand – den helt store økonomi flaske. Hold op der er god energi i sådan en stærkt opblandet saft. Casper derimod havde haft appetit til vores indkøbte fødselssnacks. Han havde varmet pølsehorn og jeg forstår nu, hvorfor det ikke er en god fødselssnack. Måtte venligt, men bestemt, bede ham gå ud og børste tænder efter at han instruerede mig i vejrtræknings øvelser midt i en ve, med virkelig voldsom pølse ånde.

JM ringede efter en ambulance, Casper fik samlet vores ting til hospitalet (vi havde pakket i tilfælde af en overflytning) og jeg fik shorts på og kom ned af trappen og ud i ambulancen. Casper kørte efter i vores bil.

Fortsættelse følger…

Læs også: Graviditet: Om fødselsforberedelse, ammehjælp, slyngevejledning og velvære i graviditeten