De første veer
Jeg har glædet mig til at dele min fødselsberetning med jer. En ukompliceret andengangsfødsel.
Vi kan jo meget passende starte hvor min graviditetsdagbog sluttede. Nemlig en uge over tid, hvor jeg fik lavet en hindeløsning hos min jordemoder. Det næste døgn var der intet tegn på veer og jeg fik faktisk ikke engang plukkeveer. Jeg syntes derfor det var lidt unødvendigt at have været igennem de smerter det gav at få lavet hindeløsningen og var derfor i tvivl, om jeg havde lyst til at få lavet endnu en..
Vi aftalte med mine forældre at de skulle komme op til os dagen efter hindeløsningen. Det var bededagsferie og jeg havde brug for at få noget ro. Både på min krop der var træt og øm, men også ro i hovedet over, at de kunne være hos Ebbe hvis fødslen gik i gang. De kom hen på eftermiddagen og nærmest samtidig begyndte jeg at mærke plukkeveer. Jeg lå på sofaen og det nev og murede. Jeg tror simpelthen min krop (og mit hoved) endelig kunne slappe af fordi de kom.
Da vi spiste aftensmad kom veerne med jævne mellemrum og jeg måtte koncentrere mig om min vejrtrækning. Dog turde jeg ikke helt tro på, at det rent faktisk var veer. Men de tog ligeså stille til i styrke og jeg lagde mig derfor på madrassen i stuen og begyndte at tracke på en ve app. Det gjorde jeg en times tid fra 19-20. De varede alle omkring et minut og der var mellem 6 og 10 minutter imellem. Så ikke regelmæssige, men kraftige nok til at jeg ringede til min jordemoder. Vi havde nemlig aftalt at jeg skulle ringe i god tid, da jeg gerne skulle nå ind på sygehuset for at have to gange antibiotika behandlinger grundet en streptokok bakterie.
Jordemoderen syntes det var lidt for tidligt i forløbet og ville gerne at vi så det an en times tid mere. Fra 20-21 gik veerne helt i sig selv og jeg skrev derfor en sms til hende om, at vi ville gå i seng og at hun ikke skulle vente oppe (jeg var i kendt jordemoderordning forresten).
Veerne begyndte efterfølgende igen og omkring kl. 23 begyndte jeg at tracke veer på app’en igen. De varede 1 minut og der var 6 minutter imellem. Jeg brugte mine vejrtrækningsøvelser fra Meyermetoden og kunne kontrollere dem ved at geare op og ned det bedste jeg havde lært, samt afslutte dem med et dybt suk. Det fungerede så godt.
En time senere, omkring midnat, var veerne virkelig intense og der var pludselig kun 4 minutter imellem. Jeg ringede derfor til jordemoderen igen (havde måske strukket den lidt for længe, men ville ikke ringe forgæves endnu engang). Vi aftalte at vi skulle køre til Horsens med det samme hvor hun ville møde os.
Ankomst til Horsens sygehus
Vi var i Horsens en halv time senere, omkring kl. 01. Vi kom ind på en modtagelses stue, hvor jeg blev undersøgt. Jeg var omkring 6 centimeter åben, med regelmæssige veer og i aktiv fødsel. Jordemoder forventede at det ville gå hurtigt herfra. Vi fik en fødestue med det samme og jeg fik lagt venflon og opstartet antibiotika.
Pressefasen
Kort efter startede de første presseveer. Jeg var 9 cm åben og jeg havde fået at vide, at jeg gerne måtte give efter for dem når de kom. Jeg fik at vide at der formentlig max ville gå 15 minutter før han var ude. Jeg havde gode presseveer og det var fedt at opleve, at kroppen arbejdede med mig. Med Ebbe var mine presseveer næsten ikke eksisterende, så det var dejligt med lidt hjælp denne gang.
Jeg blev tilbudt lattergas hvilket jeg tog imod, men jeg kunne ikke rigtig holde ud at have masken på når jeg samtidig skulle koncentrere mig om mine vejrtrækninger, så den blev hurtigt slukket igen. Vejrtrækningsøvelserne var bare mere effektive.
Jeg ligger ned i sengen med løftet hovedgærde, da jeg husker fra Ebbes fødsel at jeg bedst kunne presse på ryggen. Jordemoderen vil dog gerne have mig ud i nogle flere stillinger og jeg prøver blandt andet at ligge på siden. Jeg har virkelig kraftige presseveer her, men da jeg bliver undersøgt får jordemoder mistanke om, at baby ligger med uregelmæssig hovedstilling. Han er altså begyndt at rotere præcis som Ebbe gjorde og der er derfor ikke rigtig nogen fremgang i at få ham ud.
Jeg bliver guidet i at komme op at stå og jeg tager de næste presseveer i en squat stilling ind over sengen, hvor Casper står overfor mig og holder mig i armene. Han er forresten uundværlig under hele forløbet. En kæmpe støtte under alle veerne og ikke mindst i pauserne hvor han serverer saft og hvad jeg ellers har brug for.
Heller ikke squat stillingen har effekt og jeg kommer derfor tilbage i sengen, hvor jeg tager de næste veer imens vi “trækker tov”. Jordemoder forsøger at rotere babys hoved manuelt, men uden held. Jeg har her presset i en time og jordemoder kalder en ekstra ind til sparring. Her er klokken lidt over 3 og de påsætter en monitor da jeg har presset så længe.
Jeg får stor ros for min presseteknik som de siger er meget effektiv. Jeg får ham nemlig langt frem ved hver presseve, men han glider tilbage igen. Det giver mig lidt ekstra styrke med den ros. At få at vide at jeg gør det helt rigtige. Så de næste veer er virkelig effektive og han roterer, samtidig med at han bliver stående fremme i pauserne. Pga den pludselige fremgang fjerner de monitoren igen og det er bare en kæmpe lettelse at vide at han snart er ude.
De sidste minutter føles som en evighed. Altså minutterne imellem presseveerne. Jeg venter bare utålmodigt på at få lov at presse igen, da han står så langt fremme nu, at det virkelig gør ondt. Det absolut mest smertefulde tidspunkt. Jeg er samtidig så bange for at briste og jeg spørger flere gange om det mon er sket. Det er det ikke og de forsikrer mig om, at de passer på mig. Med varme klude og at de nok skal sige til når jeg skal gispe. Da tidspunktet kommer går jeg helt i panik og råber at jeg ikke kan huske hvordan man gisper. Paniske hjerne altså. De to jordmødre og Casper står alle tre og gisper i kor bag deres mundbind. Simpelthen så komisk, men lige hvad jeg havde brug for i øjeblikket. Jeg følger jordemoderen og får til sidst presset ham det sidste stykke ud. Kæmpe kæmpe lettelse. Over at jeg klarede det. Over at det ikke trak yderligere ud. Og over at det ikke endte med sugekop som med Ebbe.
Kl. 04 var han ude og han kom op på min mave med det samme.
Mit målbillede. At få det lille fedtede og varme menneske op på min mave. Bedste følelse i hele verden efter sådan en kamp.
Han græd lidt men ikke nok og skulle derfor med jordemoderen over og have C-pap. Jeg husker det som meget kort tid før han var tilbage på min mave. Imens skulle jeg føde moderkagen, hvilket jeg (ligesom sidst) havde glemt alt om. Det gik heldigvis uden problemer.
Jeg bliver tjekket for bristninger og der er heldigvis ikke behov for at blive syet. Jeg kunne slet ikke overskue mere smerte på det tidspunkt. Jeg kommer op af sengen lidt efter, hvor jeg til min store forskrækkelse bløder rigtig meget så snart jeg rejser mig. Også for meget. Så jordemoderen får en ekstra ind for at vurdere om jeg skal have et ekstra stik for at livmoderen trækker sig sammen. De trykker så hårdt mod min livmoder og rent instinktivt presser jeg deres hænder væk. Så smertefuldt. Måske fordi jeg bare ikke kunne overskue mere smerte lige der. I mit hoved var det overstået så jeg kunne slet ikke samarbejde. De vurderer at afvente et ekstra stik og observerer mig i stedet løbende.
Vi blev på fødestuen i 3 timer og fik opstartet amning, som han klarede så flot helt fra start. Han blev målt og vejet og selvom han ikke slog Ebbes kampvægt, så vejede han alligevel 4212 g og var 54 cm. Store dreng. Jordemødrene i den kendte ordning havde skønnet ham til alt fra 3800 g og 4200 g. De var ret uenige.
Jeg var ret høj på adrenalin de næste timer, men Casper derimod var helt udmattet og faldt i søvn i stolen ved siden af os. Vi blev overflyttet til mor-barn afsnittet kl. 7, hvor han også kunne få en seng. Her var vi 1,5 døgn til observation grundet streptokok bakterien.Jeg nåede nemlig kun at få en enkelt dosis antibiotika, så han var derfor i risikogruppe for infektion. Der kom heldigvis ikke nogen reaktion og vi kunne derfor trygt tage hjem.
Hjem for at møde storebror.