Mælkefri kost og refluks

Mælkefri kost
Som et led i behandlingen af Uffes refluks, startede jeg på mælkefri kost for snart to måneder siden. Man ved nemlig at næsten 50% af alle børn med refluks reagerer på fødevareproteiner – ofte er det mælkeproteinet. Derfor er det ofte noget af det første man igangsætter ved mistanke om refluks.
Det at jeg har undgået mælkeprotein har haft en virkelig god effekt på Uffe. Han er stadig plaget af sin refluks og han bliver også behandlet på anden vis. Men da jeg forsøgte at indtage mælkeprodukter efter 6 ugers pause, reagerede han voldsomt på det.
Lige da jeg besluttede at skære mælkeprodukter fra, tænkte jeg egentlig ikke at det ville være sådan et stort projekt. Jeg tænkte at det mest var min morgenmad der skulle udskiftes. Men jeg blev hurtigt klogere. Der findes nemlig mælkeprotein i rigtig mange fødevarer. Så hvis du står og skal i gang med at skære mælkeprodukter ud af din kost, eller nærmere bestemt mælkeprotein. Så vil jeg komme med mine tips og erfaringer i indlægget her.
Jeg er bestemt ikke ekspert på området. Jeg deler bare mine egne erfaringer og nogle af de tips jeg løbende har fået i indbakken. Husk derfor altid at tjekke ingrediens listen selv. Selvom jeg nævner et produkt i indlægget her, kan de skifte råvarerne ud løbende eller jeg kan have taget fejl. Det er derfor på eget ansvar.

Mælkefri eller laktosefri
Lad os lige tage basics først. Mange tror nemlig at det er nok at købe laktosefri produkter når man skal på mælkefri kost, men det er desværre misforstået. Faktisk indeholder modermælk også laktose, som er mælkesukker. Det er ikke det refluks børnene ikke kan tåle. Det er selve komælks proteinet man skal skære fra.
Det kan mælk hedde:
Som skrevet ovenfor, så vil jeg anbefale at gøre det til en vane at tjekke alle ingredienslister før man indtager noget. Jeg har lavet en liste med hvad mælkeprotein kan hedde på ingredienslisten:
Animalsk fedtstof, Animalsk olie, Smørolie, Bagermargarine, Margarine, Minarine, Risbagemel (i bagerbrød), Inddampet mælk, Mælkebestanddele, Mælketørstof, Tørmælk, Mælkepulver, Skummetmælkspulver, Sødmælkspulver, Mælkeprotein, Lactalbumin, Kasein, Kaseinat, Calciumkaseinat, Kaliumkaseinat, Natriumkaseinat, Valle, Valleprotein, Vallepulver.
Hvis der står “Kan indeholde spor af mælk” betyder det at produktet er produceret samme sted, som fødevarer der indeholder mælk. Så der er sjældent decideret mælk i produktet. Jeg undgår derfor ikke disse produkter. Men tal gerne med den behandler der har igangsat diæten, om det er noget du må indtage.

Fald gruber
Selvom jeg synes at jeg altid tjekker alt, så har der alligevel været nogle faldgruber i starten. I må endelig skrive i kommentarfeltet hvis I er faldet over andre. Altså fødevarer man ikke lige regner med indeholder mælk.
Jeg kan nævne: Zendium tandpasta, leverpostej (vallepulver) og mange slags pålæg/pølser.
De væsentligste udskiftninger jeg har lavet
- Til min kaffe bruger jeg Naturlis Oat Barista der er god at skumme.
- Til morgenmad spiser jeg Naturlis Joe’kurt som er en yoghurt erstatning. Vær opmærksom på at mange veganske yoghurt er lavet på Soja, hvilket mange refluks børn også reagerer på.
- Jeg bager selv boller da meget bagerbrød indeholder vallepulver. Rugbrød køber jeg og går efter Kohbergs der mærker deres ‘vegansk’.
- Jeg bruger Naturlis smørbar i stedet for smør.
- Til frokost bruger jeg pålæg som makrel på dåse, torskerogn, vegansk pålæg, kogte nye kartofler, røget makrel, ægte mayo, æg, hummus osv.
- Til aftensmad laver vi retter som vi plejer, ofte fra måltidskasser. Her erstatter vi bare madlavningsfløde, creme fraiche osv med veganske alternativer.
- Her til grill sæsonen kan jeg anbefale en dressing til kartoffelsalat fra K Salat. Den hedder “Klassisk dressing til kartoffelsalat” og kan blandt andet købes i Super Brugsen (ligger ved de færdige kartoffelsalater).

Tips til snacks uden mælkeprotein
- Bland selv slik (købt evt online og tjek ingrediens listerne)
- Mørk chokolade indeholder som regel ikke mælkeprotein, men husk at tjekke hver enkelt.
- Toms guldbarre med mørk chokolade
- Nødder, tørret frugt og figenstænger
- Kartoffel chips og popcorn (uden smør)
- Bugles chips original
- Nogle slags mariekiks og Digestive kiks
- Oreo kiks
- Bastogne kiks
- MyChoice kiks med mørk chokolade
- Naturlis is med cookie dough
- Veganske croissanter på frost (Coop)
- Karen Wolff drømmekage
- Mazarintærte fra Rema1000 og Netto
- Rittersport marcipan
Øvrig erfaring
Kan anbefale at blive medlem af Facebook gruppen “Mødre på mælkefri kost” hvis der skulle opstå spørgsmål undervejs eller man mangler inspiration. Der er virkelig meget erfaring at hente derinde.
Jeg blev anbefalet at afprøve det i 4 uger, men der er meget delte meninger om hvor længe det er nødvendigt for at kunne vurdere en effekt. Igen vil jeg anbefale at tale med sin behandler om dette. Også ift hvornår og hvordan det kan være en ide at ‘provokere’ med mælk, for at se om barnet reagerer.
Man kommer hurtigt ind i en god rutine synes jeg. Egentlig synes jeg det sværeste er at undvære takeout eller at spise ude. Har fået anbefalet Café Harepus i Aarhus som er 100% vegansk, men ellers synes jeg det er lidt svært hvor man kan tage hen. De takeout steder vi har her i byen har desværre ikke det største veganske udvalg. Så tips til gode restauranter, caféer eller måske endda bestemte retter på menukortene er også meget velkomne i kommentarfeltet. Jeg tænker at jo flere tips I gider komme med, des mere brugbart bliver indlægget her, for dem der skal i gang med en mælkefri diæt.
Læs også: 2 måneder som mor til to (handler også om refluks)