Siden jeg skrev Det der skulle have været en graviditets dagbog… så har jeg været meget stille omkring det emne her på bloggen. I har simpelthen været så søde ikke at spørge videre ind til det, udover alle de søde kommentarer og beskeder der kom lige efter indlægget. I dag synes jeg alligevel at jeg har mod på at dele lidt om det igen, for det fylder selvfølgelig rigtig meget i min og Caspers hverdag. Altså vores ønske om at få en baby.
Status er, at der er gået lidt over et halvt år siden vi mistede ved en spontan abort og vi er endnu ikke blevet gravide igen. Grunden til jeg alligevel har lyst til at dele lidt mere om emnet, er at jeg synes det er vigtigt at sætte fokus på, at det kan tage lang tid at blive gravid, uden at der behøver være noget i vejen med en. Noget som vi hvert fald ikke har været opmærksomme på, før vi startede hele “projekt baby”.
Tilbage i December da jeg blev gravid havde vi prøvet i ca. et år. I starten mest på den måde at vi havde droppet prævention og snakket om, at det gerne måtte ske når det skete. Vi tog det ret afslappet. Efter et halvt år blev vi mere fokuserede på frugtbare perioder, ægløsningstests osv.
Kort før jeg opdagede at jeg faktisk var gravid, havde vi snakket med min læge om at blive undersøgt, da der på det tidspunkt var gået et år. Hun informerede os dengang om at det var meget normalt at den slags tog tid, men bekræftede os alligevel i at det kunne være en god ide at få det undersøgt, hvis ikke andet så for at give noget ro på tankerne. Det endte ikke med at blive aktuelt, da jeg jo blev naturligt gravid i december.
Efter den spontane abort og efter yderligere et halvt år, blev vi enige med min læge om at starte undersøgelserne. Det indebar blodprøver fra os begge, sædprøve, gynækologisk undersøgelse og scanning af underlivet. Nogle undersøgelser hos egen læge, nogle på Fertilitetsklinikken i Horsens.
Vi er lige i dag kommet hjem fra sidste del og har fået besked på, at alt er som det skal være hos os begge, og at de tror på at det nok skal ske naturligt igen. Virkelig en kæmpe lettelse og forhåbentlig noget der kan give lidt ro på tankerne. Dog ville de gerne henvise os til IUI behandling (inseminering), da der er lang ventetid og da vi så kan afgøre ved indkaldelsen om vi stadig vil eller om det er sket naturligt inden. Vi krydser selvfølgelig fingre for sidstnævnte, så lige for nu ønsker jeg ikke gode råd om behandlingssteder osv., selvom jeg ved at I vil os det bedste ♥
Jeg tror desværre, at der er mange der frygter, at der er noget i vejen, så snart der begynder at gå måneder uden at der sker noget. Præcis ligesom vi selv har frygtet. Man hører altid historierne om dem der kun behøver prøve en enkelt gang før den er der, men det er også vigtigt at fortælle historierne om at der kan gå 6 måneder, 1 år eller måske mere. Jeg forstår udemærket godt, at det kan være svært at snakke om, for det er jo et meget sårbart emne, når noget man ønsker så inderligt ikke sker. Men jeg må bare sige at både Casper og jeg har været virkelig glade for at vi har været så åbne omkring vores forløb. Vi undgår alle kommentarer og bemærkninger som “Er det ikke snart jeres tur?” og har i stedet muligheden for at dele vores oplevelse, når vi har lyst til at snakke om det. For jo, vi synes virkelig snart det burde være vores tur, men sådan foregår det desværre ikke.
Jeg har efterhånden hørt om op til flere, der selv efter de er blevet gravide eller har fået deres barn, har holdt deres forløb hemmeligt for deres omgangskreds. Altså sagt at det tog et par måneder, selvom det i virkeligheden havde taget dem meget længere tid. Jeg bebrejder dem slet ikke, for jeg forstår godt at det kan være svært at snakke om, og at snakken om et langt eller svært forløb kan fjerne fokus fra den glædelige nyhed. Jeg ved bare at det havde hjulpet os, hvis vi havde vidst at det er mere reglen end undtagelsen, at det tager lang tid at blive gravid.
Selvom jeg er glad for at vi har fået bekræftet at alt er som det skal være, så har alle undersøgelserne og ventetiden gjort de sidste måneder virkelig hårde. Fokus har været rigtig meget på om der var noget i vejen og jeg har virkelig tvivlet på min egen krop og fundet alle mulige signaler som nu viser sig ikke har haft nogen betydning.
Min pointe med indlægget her er vidst bare, at jeg håber vi kan få flere og flere til at åbne op for, at det kan være helt normalt når det tager tid at blive gravid og at det faktisk kan hjælpe andre at vi deler. Også selvom det bare er til de aller nærmeste.
Jeg havde en god oplevelse med at dele min historie herinde sidst, selvom den selvfølgelig er ret personlig, så nu trykker jeg udgiv igen ♥
(Billederne i indlægget er ret random, men jeg havde ikke lige nogen der var oplagte. Der kommer mere info om billedvæg, rammer og vægfarve i et seperat indlæg i morgen).