Legetøj og aktiviteter til baby 3-6 måneder
Indlægget indeholder reklamelinks til Babysam, hvilket betyder at jeg får en lille procentdel af salget, hvis I køber gennem mine links.
Før Ebbe kom til verden, var jeg fast besluttet på at jeg ikke ville fylde vores hjem med legetøj. Altså ikke af æstetiske grunde (der findes heldigvis mange pæne opbevaringsløsninger), men fordi jeg har set alt for mange børneværelser, fyldt med ting der ikke bliver brugt. Nu hvor Ebbe har nået en alder hvor han skal aktiveres ret massivt i sine vågentimer, er jeg blevet klogere. Jeg har hvert fald fundet ud af, at der skal en del forskellige ting til, for at holde hans opmærksomhed i længere tid af gangen.
Jeg vil stadig rigtig gerne prøve at begrænse mine legetøjs indkøb. Derfor spurgte jeg på Instagram i dag, hvad der havde været det bedste legetøj til jeres babyer. Jeg vil nemlig gerne undgå at købe en masse, som ikke bliver brugt. Der kom rigtig mange svar, som jeg vil forsøge at dele nedenfor.
Først vil jeg dele Ebbes favoritter. De er nemlig stadig et hit det meste af tiden og jeg har fundet ud af, at en løsning også kan være, at pakke noget af legetøjet væk et par dage. Når man så finder det frem igen, så virker det pludselig nyt for ham.
Ebbes favoritter
Først og fremmest er der aktivitets stativet fra Done by Deer. Ebbe ligger selvfølgelig mest på maven nu (han er snart 5 måneder), men han bruger det stadig når nakken skal hvile og han ligger på legetæppet alene. Indtil 4 måneders alderen var stativet uundværligt. Det smarte ved netop dette stativ er, at det nemt kan justeres i højden Man ændrer bare på afstanden mellem de to sandsække.
Der hænger fra start et par knitre/rasle ting og et spejl på stativet og så kan man ellers selv fylde favorit legetøjet på.
Åh Lamaze – det farverige legetøj der springer i øjnene. Det var ikke det jeg havde drømt om at have hængende, men det har virkelig været populært med alle farverne og de knitrende elementer. Vi har sommerfuglen og sørøveren. Sørøveren hænger for det meste på autostolen i bilen.

Den røde bold er genial når de begynder at gribe og gerne vil have ting i munden. Den er nemlig nem at få fat i.
Aktivitetsbogen fra Done by Deer har en masse forskellige ting man kan udforske og putte i munden, samt et lille spejl. Den har vi ofte med på tur, da den kan underholde i længere tid af gangen, pga. de mange forskellige elementer.
Blæksprutten fra Jellycat elsker Ebbe at ligge med når han er træt. Han nusser de lange blækspruttearme og kommer dem i munden. De er nemme at få fat i og jeg tror at strukturen i dem, er rare at røre ved.
Sophie la Girafe har været god fra 4 måneders alderen, da den er nem at holde om og bide i, og så siger den en pivelyd når man trykker på den.
Øvrige aktiviteter
Udover at lege med Ebbe på legetæppet, så bruger vi rigtig meget musik til at stimulere ham. Vi hører “Albertes bedste børnesange” på Spotify, som vi enten synger for ham eller danser sammen til. Jeg har gemt vores favoritter på playlisten “Ebbes yndlings sange“.
Derudover laver vi tumlelege på gulvet, f.eks. hvor Ebbe hænger på hovedet eller laver koldbøtter. Jeg bruger app’en “Babygym”, så jeg er sikker på at tage rigtigt fat i ham.
Når vejret er godt går jeg altid en tur med Ebbe i viklen eller bæreselen. Det er han begyndt at få rigtig meget ud af. Han elsker at sidde og kigge rundt når vi er udenfor. Så ofte foregår gåturene når han er vågen og ikke når han sover i barnevognen.
Måltiderne er også blevet en aktivitet, nu hvor han er startet på grød og mos. Det laver jeg et separat indlæg om en af de kommende dage. Midt på dagen kan han også finde ro ved at sidde med en grøntsag eller en tvebak, som han gumler på.
Vi skifter mellem at tage ham med i brusebad og at give ham et karbad. Begge dele er også sjove aktiviteter for ham. I badekaret bruger vi Stokkes legetøjskopper, som kan lave brusebad osv.
Jeres anbefalinger til legetøj
I kom med virkelig mange anbefalinger i dag, så jeg har prøvet at samle de fleste gengangere, for at det blir lidt mere overskueligt. Men generelt har I anbefalet ting man kan bide i, ting der rasler og knitrer eller larmer og lyser.
V-Tech “Kravle og lærebold” og “Mariehønen”.
Oball “Wobble Boble” som motiverer til bevægelse og “Clickity Twist“.
B-Toys Babyradio, telefon og nøgler.
Baby Einstein Trommer og Xylofon.
Fisher Price “Smart hund” og aktivitetsborde.
Læs også: Ide til barsels- eller dåbsgave: Babyaftryk af fødder & hænder