Reklame: Indeholder produkter modtaget i gave og reklamelinks.
Nu er det to måneder siden, at vi blev færdige med vores træ terrasse. Efterfølgende har vi været i fuld gang med at indrette terrassen og gøre den til et hyggeligt sted at være. Jeg tænkte derfor det var på tide, med en lille gennemgang af, hvad terrassen indeholder og hvad jeg har haft fokus på i indretningsprocessen.
Læs også: DIY guide: Træ terrasse
Links
Først en masse links, så I altid kan finde alt info i indlægget her, hvis der er noget I gerne vil vide hvor I kan købe.
Havemøbler fra Hübsch, Solseng fra Coop (reklame link), Hynder og puder fra Ellos, Udekøkken fra Harald Nyborg (malet med Gori træbeskyttelse i farverne ‘Dried Oregano’ og ‘Strandeng’, Hegn fra Kompositterrasse.dk, Espalier fra Jem&Fix, Bedkanter fra Jem&Fix, Syltekrukker fra diverse loppemarkeder, Måtte fra Søstrene Grene, Grill fra Morsø, Krukker fra Billig Blomst og Plantorama, Plantekasse fra Landhave, Parasol + fod fra Havemøbelland, Krydderurte stativ fra Plantorama, Blåregn fra Plantorama.
Indretning af terrassen
Ligesom det kan være udfordrende, at give indretningen indenfor personlighed og varme i et nybygget hus, så kan det også være det udenfor. Man har ikke en gammel rå mur som baggrund eller en kroget og hyggelig have at indrette omkring. Men det er ikke umuligt at skabe en hyggelig oase og jeg synes selv at vi er godt på vej.
Planter
Man kommer langt med en masse krukker med sommerblomster og krydderurter. På væggen har jeg plantet krydderurter i et stativ, for at få noget grønt op på den hvide facade. Det samme har jeg gjort i hjørnet, hvor jeg har hængt to ‘sølvnyresnerle’ i hængekrukker. I hjørnet har jeg krukker med et oliventræ, en rose, en træpæon (som senere skal plantes ud i haven) og perlagonier. Op af hegnet har jeg plantet en blåregn, som med tiden vil klatre sig stor og flot op ad husmuren.
Yderst på terrassen har jeg plantet bambus i en stor plantekasse på hjul, som fungerer som lidt ekstra afskærmning. I det andet hjørne har jeg hostaer i krukker, som bliver store og flotte og som kommer igen år efter år.
Tekstiler
Udover planter er tekstiler med til at skabe hygge og varme. Som jute måtten og de fine mønstrede hynder. Når vi sidder ude om aftenen har vi også en kurv stående med varme plaider, som vi nemt kan tage frem.
Indretning
Jeg har haft fokus på at indrette nogle små zoner, som tager udgangspunkt i, hvad vi bruger terrassen til. Havemøblerne står længst mod øst, for at vi kan sidde i den sidste aftensol og spise aftensmad.
Solsengen står i sol hele formiddagen og over middag og med bambus som afskærmning når man ligger og soler sig.
Udekøkkenet er tilpas stort så det både kan indeholde vores grill og så der er plads til afsætning. Med krydderurterne lige over, så de er nemme at bruge når man griller.
Sandkassen står lige op af terrassen, så vi altid er tæt på, når Ebbe leger. Den er ikke med på billederne her, men jeg viser snart lidt flere glimt fra haven også.
Jeg ville egentlig lave et samlet indlæg, som også omhandlede haven. Men vejret er så gråt og kedeligt i dag, så den venter jeg lige med at vise. Har åbenbart ingen billeder af haven i min kamerarulle. Men jeg tænker det er på tide med en lille oversigt over, hvad vi har plantet og hvordan vi har indrettet den.
Vi elsker terrassen og bruger den virkelig meget. Både til måltider, leg med Ebbe, når vi har gæster på besøg og til madlavning. Vi har virkelig fået et ekstra rum til huset.
Vi drømmer lidt om at bygge en overdækning på halvdelen af terrassen. Både for at vi kan bruge terrassen endnu mere.. Det vil nemlig forlænge ude sæsonen en del. Men også for at inddele terrassen endnu mere i forskellige zoner. Måske det er et projekt til næste forår.