Jeg tænkte at jeg ville inddrage jer lidt mere i hele huskøbsprocessen, som Casper og jeg har været igennem de seneste mange måneder. Den fylder stadig en hel del i vores hverdag. Det er faktisk over et år siden at vi første gang begyndte at gå med konkrete flyttetanker og besluttede os for, at det var et hus og ikke en lejlighed vi gik efter. Det har været en lang proces som vi har lært en masse af.
Bankmøde #1
Helt tilbage i juni 2017 var vi en tur i banken, for at få et overblik over vores økonomi. Vi havde lavet den klassiske fejl, at vi var begyndt at kigge efter huse allerede inden mødet. Vi havde da også nået at være ude at se (og forelske os i) et, som viste sig at være over vores budget. Derfor kan jeg kun anbefale at starte ud med et bankmøde, for at finde ud af hvor meget man ca. kan få lov at købe for.
Ift. lånebeløbet er der rigtig mange ting der kan spille ind og udfaldet kan være meget forskelligt fra bank til bank. I mange kommuner er der f.eks. en retningslinje der siger at man selv skal have 5% af købsprisen til udbetaling. Men de forskellige banker kan hver især vælge at give dispensation. En grund til at give dispensation kan være at man er nyuddannet og dermed ikke har haft muligheden for at spare så mange penge op.
Andre ting der spiller ind og afgør hvor meget man kan købe for er; indkomst, gældsfaktor (gæld i forhold til indkomst), bankens og ikke mindst egne krav til rådighedsbeløb og nuværende og kommende faste udgifter (fx. dyre poster som bil og børn) osv.
Banken kan hjælpe en med et overblik over alt dette og give eksempler på, hvordan ens økonomi vil komme til at ændre sig, hvis man køber for så og så meget.
Vi fik et max beløb, som var et ca. beløb, som vi så kunne gå ud og lede efter vores drømmebolig indenfor.
Beliggenhed – at finde det helt rigtige sted
Efter at vi havde fået en afklaring på hvor meget vi kunne købe for, gik boligjagten for alvor i gang. Vi søgte virkelig bredt og en overgang gik søgningerne endda væk fra Aarhus og længere ned i landet mod Kolding og Sønderborg. Vi var meget i tvivl om hvor vi gerne ville bo.
Jeg skrev et indlæg med alternative beliggenheder til Aarhus, med inputs fra jer, med beskrivelser af forstader og områder uden for Aarhus. Vi syntes nemlig det var så svært med alle de små byer, som ingen af os kendte.
Jeg kan kun anbefale at gå på opdagelse i de områder I overvejer. Vi var ude for at se på en del forskellige huse. Hver gang havde vi sat ekstra tid af, til at gå rundt i nærområdet. I Gl. Egå havde vi f.eks. brug for at få en fornemmelse af hvor langt der var til indkøb og hvor trafikeret vejen omkring huset var. Hørning kendte vi slet ikke, så der gik vi meget rundt i hele byen, igennem de mange sti systemer, forbi institutioner, var i to forskellige supermarkeder (vigtigt), spiste is og prøvede bare at være i byen. Det hjalp os rigtig meget da vi skulle træffe den endelige beslutning.
Vi fik reserveret huset i Hørning hos mægleren.
Bankmøde #2
Vi bookede endnu et bankmøde (faktisk 2 – både et i vores egen bank og et i en anden). Formålet var at få lagt et mere specifikt budget over, hvordan vores økonomi ville se ud, hvis vi købte netop denne bolig. Det var også her at banken skulle sige endeligt ja, da det tidligere møde bare var et skøn.
Vi fik ja fra begge banker, men valgte at skifte til Middelfart Sparekasse, da de på nogle punkter var lidt mere medgørlige og forstående.
Vi skrev til mægler at vi gerne ville gå videre med huset og herfra gik det hele virkelig hurtigt. Vi fik tilsendt købsaftalen, som blev underskrevet elektronisk. Bagefter sørgede mægler for, at alle papirer blev sendt til både bank og advokat. (Både mægler og bank havde anbefalet nogle advokater og efter et hurtigt pristjek gik vi med mæglers advokat, da han allerede havde haft mange af de andre boliger i projektsalget).
Læs også: Huskøb: Vi har skrevet under på en købsaftale!
Advokat
Kort efter blev vi indkaldt til møde hos vores advokat. Han gennemgik den underskrevede købsaftale med os. Advokaten kan nemlig nå at trække aftalen tilbage inden for et bestemt antal dage, hvis der er grund til indsigelser.
Vi havde faktisk været lidt i tvivl om hvorvidt det var nødvendigt at bruge så mange penge på en advokat, når nu det var et projekt byggeri, hvor mange havde købt før os. Vi gik dog fra mødet med en følelse af, at de penge var godt givet ud. Han fik nemlig skrevet nogle ekstra ting ind i aftalen som vi ikke selv havde tænkt på.
Få dage efter mødet fik vi en mail om, at sælger havde godkendt advokatens ændringer og at handlen dermed var godkendt som endelig. Vi var officielt husejere!
Vi har haft Rune Bredtoft fra Rödstenen i Aarhus som advokat, hvilket vi varmt kan anbefale.
Læs også: Huskøb: Handlen er godkendt som endelig
Status nu
Nu begynder alt det sjove for vores vedkommende. Vi skal nemlig have møde med bygherren omkring de tilvalg vi vil lave. Når man køber et helt nyt hus er det rimelig skrabet som standard. Der er derfor en masse opgraderinger man kan lave, men også bare valg af forskellige materialer, gulve, fliser osv. Det møde skal vi have om et par uger.
Det andet møde er et køkkenmøde med HTH, som er vores køkken leverandør. Det er jeg især meget spændt på.
Jeg vil prøve at tage jer endnu mere med i processen fremadrettet. F.eks. kommer der endnu et bankmøde når vi kommer tættere på overtagelsen, som kommer til at handle om de forskellige lånetyper man kan vælge. Det er også her man endeligt vælger hvilken bank man vil låne penge hos, ud fra hvem der kan give de bedste renter.
Derudover skal vi have lavet en masse juridiske dokumenter som jeg også vil komme nærmere ind på, så processen omkring vores huskøb er langt fra slut endnu.
Jeg håber I har lyst til at følge med i det fremadrettet. I må endelig stille spørgsmål undervejs hvis der er noget jeg skal forsøge at uddybe. Jeg er jo langt fra ekspert, men jeg håber alligevel at jeg kan hjælpe med at tydeliggøre en købsproces en smule.
GemGem