Huskøb: Handlen er godkendt som endelig
“Handlen er godkendt som endelig” – den mail fik vi fra vores advokat i tirsdags. Burde et tillykke ikke have være på sin plads? 😉
I var gode til at gætte. Vi har nemlig købt et hus i Hørning og nu er handlen endelig godkendt af både bank, advokat, sælger og selvfølgelig os. Vi flytter (sgu) ind 1. december hvis alt går efter planen.
Jeg har jo lovet at fortælle lidt mere så snart det hele faldt på plads, så det vil jeg selvfølgelig gøre. Først og fremmest måske en lille forklaring på hvordan vi endte med nybyg, rækkehus og Skanderborg kommune – tre ting vi ikke havde regnet med for bare et par måneder siden.
Vi har jo kigget rigtig meget på 60’er og 70’er huse og det er helt klart sådan et jeg har drømt om at komme til at bo i. Problemet er bare at vores budget ikke rækker til de drømme vi har for sådan et hus. Der ville skulle indgås alt for mange kompromiser enten til beliggenhed eller til hvor meget vi ville kunne renovere for. Ingen af os er interesseret i at bo i et halvfærdigt hus, indtil der igen ville være penge til at renovere et rum, så efter at vi havde set på en del huse der skulle renoveres, blev vi bare enige om, at det ikke var lige nu. Det har især været svært for mig, da jeg godt kan mærke at jeg synes det ville være meget mere spændende at skulle flytte ind i et gammelt unikt hus, men jeg prøver at huske mig selv på, at vi som førstegangskøbere ikke nødvendigvis skal have drømmehuset allerede. Det er okay at det først kommer senere. Hellere det end at vi står med et halvfærdigt hus som stresser os og alligevel ikke gør os glade.
Når alt det så er sagt, så glæder vi os rigtig meget til at flytte i vores ny hus. Også selvom det er nybyg. Det bliver en større udfordring at gøre det personligt og hyggeligt end hvis det var et gammelt hus, men det er en udfordring jeg glæder mig til at tage op.
Det med at det er et rækkehus har også udfordret mig en del. Men igen må jeg bare huske mig selv på, at vi er førstegangskøbere. Jeg tror jeg har haft et lidt forskruet billede af hvad der er normalt (jeg blamer Instagram), fordi der er så mange der flytter i kæmpe villaer til at starte med. Når jeg lige tænker over det synes jeg faktisk det er meget fint at vi starter stille ud, med et hus der har minimal vedligeholdelse og en fin lille begynder have. Så kan vi se om det er noget for os.

Hvorfor så Hørning? Vi har jo virkelig været i tvivl omkring beliggenhed, samtidig med at vi har været ret sikre på hvad området skulle indeholde. Naturområder i cykelafstand, indkøbsmuligheder, offentlig transport, skoler og institutioner. Da I var flere der nævnte Hørning kiggede vi en del nærmere på byen, og fandt hurtigt ud af, at den havde alt det vi søgte. Selvom den ligger i Skanderborg kommune, er det kun 11 km fra Aarhus og toget tager mindre end et kvarter.
Da vi var ude at se huset (byggegrunden) gik vi også rundt i området og byen og vi kunne begge to godt se os selv der.
Selve huset er et to-plans rækkehus med en skøn sydvendt terrasse. Der er bryggers, toilet og køkken alrum i stueetagen og bad + 4 (!) værelser på 1. sal. Jeg får som sagt mit eget lille blogger kontor og så kommer vi til at lave en walk-in løsning i værelset ved siden af soveværelset.
Lige nu er der kun støbt en sokkel, så der er ikke så meget at vise frem endnu.
Jeg glæder mig så meget til at skulle indrette vores helt eget hus. Især til at vælge materialer, køkken, bad osv, hvilket vi snart skal have et møde med bygherren omkring. Jeg tager selvfølgelig jer så meget med i processen som muligt.
Skriv endelig hvis I har nogle spørgsmål ♥ (Ikke til vores nuværende lejlighed, jeg får virkelig mange henvendelser på den og jeg har ikke noget at gøre med hvem der får den).
Læs også: Flyttetanker: Alternative beliggenheder til Aarhus