Graviditets dagbog uge for uge
Jeg har simpelthen glædet mig så meget til at kunne dele vores nyhed med jer der følger med; Ebbe skal være storebror til april. Jeg er gravid og vi skal have endnu en lille baby.
Det har været så svært at dele så meget ud og samtidig gå og gemme på sådan en stor hemmelighed. Samtidig har de første mange uger af graviditeten være præget af ekstrem kvalme døgnet rundt, hvilket har gjort det svært for mig at opretholde samme aktivitet og gejst på mine kanaler. Det har været tydeligt på mine “tal” at I har kunnet mærke det, for der har heller ikke været samme engagement på mit indhold fra jer. MEN jeg tror det er ved at vende nu. Jeg har det godt, jeg har overskud til at dele ud igen og jeg glæder mig til at tage jer med i endnu en graviditet. Præcis som sidst, hvor jeg opdaterer indlægget her uge for uge. Vi starter i uge 10.
Jeg har nemlig ikke skrevet dagbog de første mange uger. Faktisk har jeg kun lige magtet at være mor. Knap nok kone, selvstændig, veninde og hvad jeg ellers har af “hatte”. Kvalmen har været så ekstrem, så når Ebbe har sovet lur har jeg også lagt mig til at sove. Så snart Casper er kommet hjem fra job, har han taget over. Og om aftenen har jeg ikke været vågen til længere end 21. Selv om natten har jeg været plaget af kvalmen. Så det er først nu, i uge 10, at det er lettet og jeg har haft overskud til at starte indlægget her op.
Men først måske en lille forhistorie. Casper og jeg har lige siden Ebbe var helt lille, været enige om at vi gerne ville have vores børn tæt på hinanden. Samtidig har det virket ret urealistisk, eftersom det ikke tidligere har været nemt for os at blive gravide. Første gang prøvede vi 1,5 år med en spontan abort til følge. Bagefter gik der yderligere 9 måneder før jeg blev gravid med Ebbe. Denne gang nåede vi kun lige at aftale at vi ville begynde at prøve og så blev jeg gravid. Kæmpe overraskelse. Kæmpe glæde. Vi var i sommerhus på Samsø da jeg fandt ud af det. Jeg havde taget en graviditetstest med hjemmefra, fordi jeg var gået en dag over tid. Det gør jeg aldrig. Så på en måde vidste jeg det, men det virkede alligevel for godt til at være sandt. Men den var god nok. Imens Casper var nede at handle tog jeg testen. To virkelig tydelige streger. Casper kunne heller ikke forstå det. Vi havde virkelig regnet med at det ville tage tid igen.
Termin ligger pt på d. 22. april. 3 måneder før Ebbe bliver 2 år.
Læs også: Lad os snakke lidt om at det kan være helt normalt at være lang tid om at blive gravid
Uge 10
I dag er simpelthen 2. dag uden middagslur i virkelig mange uger. Det betyder at energien er ved at vende tilbage og kvalmen er stort set aftaget. Lige bortset fra om aftenen når jeg skal i seng. Jeg tror det skyldes træthed og generel ubehag på det tidspunkt. Men det er simpelthen så dejligt at have fået noget frihed tilbage. Jeg gider ikke bruge Ebbes eneste lur på at sove. Nu kan jeg f.eks. bruge tiden på at opdatere indlægget her. Mig tid.
Vi har været til en tidlig scanning hos Signes scanningsklinik for to uger siden. Efter den fortalte vi faktisk om graviditeten til en del omkring os. Den er ikke som sådan hemmelig. Men jeg vil alligevel gerne vente til efter nakkefoldsscanningen med at dele det på min Instagram og herinde. Det føles bare bedst sådan. Dog har jeg allerede svært ved at skjule det. Maven vokser virkelig hurtigt her 2. gang. Ikke på den der flotte stramme måde som sidst desværre. Men det er tydeligt at jeg er gravid allerede.
Jeg har købt en lille dukke til Ebbe med henblik på at forberede ham bare lidt på hvad en baby er. Måske er det helt åndsvagt når han er så lille. Men mit hjerte smelter når han aer den på hovedet eller giver den en krammer. Jeg er meget spændt på hvordan han kommer til at reagere på at være storebror så tidligt. Faktisk er det noget af det der fylder mest for mig i den her graviditet. Hvordan det blir at være mor til 2. At skulle dele opmærksomheden mellem dem. Men selvom jeg ved det blir hårdt, så tror jeg også at det blir en kæmpe gave. Hvert fald på sigt.
Uge 11 + 12
Åh jeg blev lige slået lidt tilbage. Kvalmen var bestemt ikke væk alligevel og dagene har været meget som de første mange uger. Ingen energi og ekstrem kvalme. Især de dage hvor jeg ikke har haft mulighed for at hvile midt på dagen. Så der er ikke meget at berette fra de seneste to uger.
Uge 13
Vi havde tid til nakkefoldsscanning i dag (14/10-20). Jeg var ret nervøs op til og har haft svært ved at sove i nat. Selvom maven er vokset, så var jeg bange for at der ikke ville være liv. Ebbe blev passet af min mor imens, da man ikke må have børn med til scanningen. Det viste sig at være en meget god ide.
Jeg blev scannet og vi så med det samme at der var hjerteblink. Kæmpe lettelse. Baby var aktiv og lå og tog sine små søde hænder op til ansigtet og slog ud med armene når der blev puffet for meget til maven. Sygeplejersken der scannede bekræftede at både hjernens og hjertets udvikling så ud som det skulle og nakkefolden blev også målt til at være normal. Vi spurgte om vi kunne være så heldige at se kønnet, fordi det kunne vi ved 1. trimester scanningen af Ebbe. Men det var desværre for tidligt sagde hun. Jeg blev vurderet til at være et par dage længere fremme end den første (tidlige) scanning viste. Så 13+0 og med en terminsdato d. 21/4-21.
Vi åndede lettede op og jeg begyndte at tage mit overtøj og sko på igen. Sygeplejersken satte sig ved computeren og begyndte at skrive diverse tal ind. Jeg troede vi var færdige, men der var også nogle blodprøver der skulle tjekkes. Blodprøver jeg havde fået taget ved lægen i uge 8.
Blodprøverne viste desværre at der er forhøjet risiko for Downs syndrom (blandt andet). Tallet lå på 1:139. Derfra hørte jeg ærligt ikke særlig meget mere af hvad sygeplejersken fortalte. Jeg havde været lige ved at gå derfra i den tro at alt bare var perfekt. Det var det så ikke. Hun begyndte at snakke om moderkage biopsi allerede på mandag, om risiko for abort og om alle mulige statistikker, som jeg slet ikke kunne forholde mig til. Hun spurgte om hun skulle booke en tid til biopsien med det samme. Der brød jeg sammen og vi blev hurtigt enige om, at vi ville få papirerne med hjem for at læse om mulighederne og så skulle vi selv kontakte dem når vi var klar.
Efter nogle timer har vi nu besluttet at vi ikke ønsker en moderkage biopsi. Jeg har i stedet fået en tid til en NIPT blodprøve allerede i morgen. Den kan ikke give et lige så præcist svar, men til gengæld er der ingen risici forbundet med prøven. Jeg er blevet tilbudt at få taget en helt ny slags NIPT blodprøve, som stadig er på forskningsbasis. Den skulle kunne vise flere sjældne sygdomme end kun de tre gængse, som den almindelige NIPT test kan. Jeg ved ikke meget mere end det, men jeg skyndte mig at takke ja. Vi vil selvfølgelig gerne have alt den information vi kan få om vores lille baby, men medmindre den fejler noget livstruende, så tror jeg ikke det kommer til at ændre noget for os. Men det er selvfølgelig en helt anden snak, som vi slet ikke er oplyste nok omkring, til at kunne tage stilling til på nuværende tidspunkt.
Jeg har grædt rigtig meget i dag, fordi det kom som et stort chok for mig nu hvor selve scanningen gik så fint. Casper tog resten af dagen fri fra job og Ebbe var så sød at sove en 3 timers lang middagslur, så Casper og jeg også kunne gå omkuld på sofaen. Her til aften ser vi lidt mere lyst på det hele og håber selvfølgelig på det bedste. Vi ved ikke helt hvornår vi skal dele det med jer. Jeg havde glædet mig til at dele nyheden om graviditeten efter en (vel)overstået scanning. Pludselig ser tingene anderledes ud, men jeg har egentlig stadig lyst til at dele. Både fordi vi tror og håber på et godt udfald men også fordi jeg synes det er vigtigt at få frem. Jeg kunne nemlig forstå på sygeplejersken at det sker for rigtig mange. At man bliver sendt videre til biopsi eller blodprøve. Oftest finder man ikke noget og man får et sundt og raskt barn, selvom nakkefolden eller blodprøven har været afvigende fra normalen.
Uge 13 fortsat
I dag (15-10-20) har jeg været til samtale med en overlæge på Horsens sygehus og jeg har fået taget den nye NIPT blodprøve. Casper var ikke med da vi ikke havde mulighed for at få Ebbe passet med så kort varsel. Men vi fik en god snak om hvad der skal ske hvis blodprøven viser at babyen kan fejle noget mere alvorligt. Så skal vi have lavet moderkage biopsien alligevel. Fordi det ikke “bare” er Downs syndrom man frygter. Det kan være langt mere alvorlige sygdomme, som f.eks. hjertefejl der skal kæmpes med oveni de mentale udfordringer. Men for nu skal vi vente svar på blodprøven. I op til 10 dage…
Uge 14
Åh endelig kom dag 10 og vi har fået svar på NIPT testen. Et GODT svar. Vi fik jo taget både en almindelig NIPT test og en ny der stadig forskes i. Begge prøver var helt normale. De er selvfølgelig ikke 100% sikre, som en moderkage biopsi ville have været. Men de er så godt som og sygeplejersken jeg snakkede i telefon med sagde, at det syntes hun bestemt vi skulle stole på. Også fordi begge prøver viste det samme.
Kæmpe lettelse. Nu kan vi rigtig begynde at glæde os og jeg kan forhåbentlig bedre nyde graviditeten. Det har virkelig været en svær ventetid og det har været svært at forholde sig til en voksende mave, samtidig med en så uvis fremtid.
Faktisk fik vi også kønnet at vide ud fra NIPT testen. Jeg havde sådan haft på fornemmelsen at der gemte sig en lille pige i maven. Men Casper var sikker på at det var en dreng. Han fik sørme ret. Ebbe skal have en lillebror ♥
Uge 16
Jeg har været til 1. jordemoder besøg i dag på Skanderborg sundhedshus, hvor vi bliver fulgt. Da vi ønsker at føde hjemme er vi kommet i det der hedder “Kendt jordemoder ordning”, hvilket betyder at vi kommer til at møde 3 jordemødre gennem graviditeten. Så vidt muligt er det en af de tre der kommer ud til os til fødslen. I sidste graviditet besluttede vi os ret sent for en hjemmefødsel, så der nåede vi ikke rigtig at komme ind i den ordning. Dog endte vi faktisk med at føde med en jordemoder, som vi havde mødt til en konsultation. Det vigtigste for mig er egentlig bare at have Casper med som min fødselspartner – så er jeg sikker på at det nok skal gå, uanset hvilken jordemoder der kommer ud til os. Bare der kommer en 😉
Til konsultationen i dag blev jeg mærket og lyttet på. Livmoderen vokser som den skal og vi kunne fint høre hans hjertelyd. Derudover fik vi en god snak om, hvordan de forholder sig til Corona situationen og fødslen. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig inden april, men som det ser ud nu, så skal jeg ikke have mundbind på under fødslen. Jordemoderen og en eventuel studerende vil have mundbind på ved undersøgelser og under selve fødslen, men jeg skal ikke. Det var jeg meget lettet over. Derudover skal Casper, hvis han har symptomer til fødslen, kunne fremvise en max 3 dage gammel negativ Corona test. Så jeg tænker det er noget med, at vi må isolere os op til terminsdagen for at være sikre på at han ikke bliver smittet. Vi ved selvfølgelig ikke om det er der baby melder sin ankomst, men det er da værd at prøve. Det er nemlig min værste frygt – at Casper ikke kan være med. Hvis jeg derimod bliver smittet har jeg stadig lov til at føde hjemme. Men så tager jordemoder de nødvendige værnemidler på. Også meget betryggende at vide. Men vi skal altså ikke testes hver anden dag fra uge 39+5, som jeg har hørt man gør i flere andre byer.
Kvalmen er endnu ikke helt forsvundet og i dag har jeg også haft migræne lige fra da jeg vågnede, hvilket ikke har gjort det bedre. Casper måtte tage Ebbe og jeg har ligget bundet til sengen og sofaen hele dagen. Jeg har tidligere snakket med min læge om medicin i sådan en situation. Jeg plejer nemlig at tage tro, da det ofte kan hjælpe mig hvis jeg tager det tidligt nok i anfaldet. Men min læge sagde at jeg ikke måtte tage treo under graviditeten. Da jeg snakkede med min jordemoder om det i dag, sagde hun at det måtte jeg gerne her i 2. trimester, men ikke i 3. Så det skyndte jeg mig hjem for at gøre, men der var det allerede alt for slemt til at det havde nogen effekt. Dog rart at vide til en anden gang og måske I også kan bruge den info. Jeg ved godt der findes decideret migræne medicin, som man må tage imens man er gravid. Men det gælder desværre ikke den type jeg plejer at tage og som jeg kan tåle.
Uge 20
Tiden flyver afsted og den her graviditetsdagbog bliver virkelig forsømt. Der er åbenbart gået 4 uger siden sidste opdatering. Men det siger også bare lidt om forskellen fra første graviditet til denne. Med Ebbe talte jeg dage og vidste præcist hvor langt jeg var. Jeg læste i mine graviditets apps (jep, i flertal) nærmest dagligt og jeg tænkte generelt bare rigtig meget på at jeg var gravid. I denne graviditet er det helt anderledes og jeg tjekker nærmest kun min app, når nogen spørger hvor langt jeg er. Det betyder ikke at jeg glæder mig mindre denne gang. Måske endda tværtimod, for jeg har en bedre ide om hvad der venter os forude. Nemlig den største kærlighed som vi er så heldige at få lov at opleve endnu engang.
Nu er jeg halvvejs i graviditeten og siden sidst er kvalmen forsvundet, jeg har fået mere energi og har det generelt bare rigtig godt her i 2. trimester. Jeg mærker små puf og bevægelser hver eneste dag og det er en dejlig lille reminder om det lille liv der vokser. Det startede i uge 18.
Jeg har fortsat meget hovedpine og så har jeg døjet med uro i benene. Sådan ret voldsomt så snart jeg lagde mig i sengen om aftenen. En følger anbefalede mig Magnesium citrat til hovedpinen og selvom det ikke har hjulpet på det, så er det som om det har taget det værste af uroen. Bare lige et tip hvis I er flere der døjer med det. Jeg har før taget Magnesium, men citrat præparatet skulle bedre kunne optages. Læs gerne selv op på det, jeg har nemlig ikke sat mig synderligt meget ind i det.
Om en uge skal vi til misdannelsesscanning og jeg er både spændt og nervøs efter nakkefoldsscanningen, som var noget af en forskrækkelse. Forhåbentlig er alt godt derinde.
Nå ja og sidste lille ting. Graviditetsbilleder… Sidst fik jeg både taget professionelle billeder og så tog Casper også billeder af maven (næsten) hver uge. Denne gang har vi ingen billeder taget. Det er jeg faktisk lidt ked af, for jeg tror jeg vil være glad for minderne senere. Især hvis det er sidste gang jeg er gravid. Vi forsøgte at tage nogen igår, men der var intet der spillede og jeg blev i dårligt humør over det. Det var sådan en underlig følelse af, at jeg egentlig føler mig godt tilpas i min krop som den er lige nu. På trods af en blød mave, graviditetsbrok og strækmærker. For jeg har jo været gravid før, så jeg synes den gør det så godt den kan. Men når jeg så min krop på billederne, var det bare slet ikke foreneligt med hvad jeg følte. Og det var jo ikke ligefrem det der var meningen med billederne. Så jeg slettede dem alle igen, pånær et. Bare for at have et. Måske vi har bedre held næste gang.
Uge 23
Siden sidst har vi fået veloverstået misdannelsesscanningen. Det var lidt en speciel oplevelse, da jeg blev nødt til at tage scanningen alene. Grundet sygdom i familien, kunne vi nemlig ikke få Ebbe passet, så Casper måtte være sammen med ham imens. De tog dog med og ventede i venteværelset imens. Jeg havde brug for at have dem i nærheden efter vores oplevelse til nakkefoldsscanningen. Alt var heldigvis som det skulle være og der lå en lille aktiv fyr i min mave.
Jeg mærker liv mange gange om dagen nu og Casper har også mærket de første små puf uden for maven. Det er den bedste følelse og gør det hele meget mere virkeligt. Vi snakker stadig rigtig meget om hvad baby skal hedde og jeg gad godt at vi snart fik navnet på plads. Jeg har et navn som jeg er vild med og som passer rigtig godt sammen med Ebbe, men Casper kan ikke helt affinde sig med det. Samtidig kan han ikke finde på et han hellere vil have, så det er ikke så nem en opgave denne gang.
Min iskiasnerve er begyndt at drille. Præcis ligesom sidste graviditet. Det er ikke så slemt endnu, men hvis det bliver værre vil jeg opsøge noget akupunktur. Det havde jeg rigtig god effekt af sidste gang. Jeg har brug for en del pauser i løbet af dagen og kan hurtigt mærke ømhed i kroppen hvis jeg har været meget aktiv. Det er især min lænd der driller. Af samme årsag har jeg netop fundet min graviditetspude frem fra sidste graviditet. Den giver mig nemlig masser af støtte om natten og hjælper mig til at sove bedre.
Uge 26
Denne graviditet flyver virkelig afsted og jeg når næsten ikke at opdatere herinde. Men de sidste 3 uger har været plaget af en del smerter fra min iskias. Jeg har haft virkelig svært ved at aktivere Ebbe, da jeg ikke har været i stand til at sidde på gulvet og lege eller til at løfte ham. Det gør det ret svært at virke engageret i en leg. Først prøvede jeg faktisk akupunktur igen. Dog kun en enkelt behandling, så det er svært at sige om det ville have haft effekt med flere gange. Men fordi der slet ingen effekt var, besluttede jeg mig for at gå direkte videre til noget andet. Det er trods alt dyre behandlinger og i sidste graviditet havde jeg effekt første gang. Jeg har i stedet været til osteopat 2 gange. Første gang blev det faktisk værre, hvilket viste sig at være en normal reaktion på behandlingen. Efter 2. behandling er smerterne stort set forsvundet. Der skal ikke så meget til før de kommer igen, så jeg skal stadig passe på med løft osv. Men det er virkelig en lettelse at være sluppet af med de smerter. Jeg gik hos en studerende for at det ikke blev alt for dyrt. Derudover får man også tilskud fra Danmark til behandlingerne.
Noget andet og lidt mere opløftende end iskias smerter, er at vi har fundet et navn til baby. Det er så dejligt. Faktisk endte vi på det jeg tidligere har skrevet om at vi overvejede. Ikke at jeg har nævnt selve navnet, men jeg har nævnt at jeg var vild med et, som Casper var lidt i tvivl om. Men nu har han forenet sig med det og han er glad for vores beslutning. For mig gør det virkelig en stor forskel at vi har et navn. Føler mig på en måde mere forbundet til ham nu. Jeg glæder mig til at dele det, men det bliver nok først når han er kommet til verden.
Uge 27
Vi er så småt gået i gang med at gøre plads til hans garderobe, puslebord mm. Det bliver et kombineret kontor og babyværelse, da det primært skal bruges til at skifte og amme i om natten. Så har Casper stadig et sted at sidde og arbejde uforstyrret om dagen. Det at gå i gang med værelset betyder også virkelig meget for mig. Jeg tror det er fordi der er så meget andet der tager fokus fra graviditeten denne gang. Så er det rart at have gang i noget der minder en om hvad der snart skal til at ske.
Uge 29
Jeg er gået ind i 3. trimester og indtil videre har jeg det bedre end jeg har haft hele graviditeten. Ingen iskias smerter og kun plukveer hvis jeg begiver mig ud på længere gåture. Energien er også okay til at klare hverdagen med Ebbe hjemme, men det hjælper selvfølgelig også at han sover lur midt på dagen, hvor jeg kan hvile kroppen.
Vi er kommet langt med babys værelse og der står nu det fineste hjemmelavede puslebord, som jeg kan gå og indrette. Det er så hyggeligt at finde baby ting og nips frem igen og det gør kun at jeg glæder mig endnu mere til april. Jeg er også kommet ret langt på to-do listen, som mest indebærer nogle ting der skal købes. Vi har jo det meste fra Ebbe, men lidt ekstra tøj, nogle sutter med navn til begge drenge, en ekstra puslepude, en bamse magen til den Ebbe elsker, en ekstra babynest (reklamelink) da Ebbe stadig bruger sin og en suttesnor med navn. Meget lavpraktisk. Vi mangler “kun” de store (dyre) ting, som søskendevogn, seng, højstol og babyalarm. Der er heldigvis god tid endnu og det er ikke noget vi ikke kan undvære den første tid, hvis vi ikke skulle nå helt i mål med listen.
I denne uge skal jeg til 2. jordemoder besøg og jeg glæder mig til at møde endnu en af de tre, som vi formentlig kommer til at føde med (kendt jordemoder ordning grundet hjemmefødsel).
Uge 31
Nu ligger der snart en helt færdigudviklet baby i maven og det er virkelig beroligende at tænke på. Nu skal vægten bare øges og det tænker jeg ikke umiddelbart bliver noget problem, når man tænker på hvad Ebbe vejede da han kom ud (4334 g).
Besøget hos jordemoder gik fint, men desværre mødte jeg ikke en af de tre mulige der kommer ud til hjemmefødslen, da hende jeg havde en aftale hos, selv skulle på barsel. Der var oprindeligt planlagt et fælles møde for flere andengangsfødende + fædre, netop også så man kunne møde jordemødrene i den kendte ordning. Men det bliver formentlig ikke til noget grundet Corona. Så jeg tror desværre ikke vi får så meget ud af at være med i ordningen, som vi kunne have fået under normale omstændigheder. Men vi er bare glade for at det stadig er en mulighed at føde hjemme.
Uge 33
I denne uge har jeg været til 3. trimester lægebesøg, hvilket har vendt lidt op og ned på resten af graviditeten. Eller i hvert fald fødslen. Fik lavet en urinprøve, som er rutine ved disse besøg. Der var protein i og jeg skulle derfor komme til kontrol igen et par dage senere. Samtidig ville de sende prøven til dyrkning. Lægen nævnte symptomerne på svangerskabsforgiftning, men mente ikke jeg skulle være nervøs når mit blodtryk var fint og jeg ikke havde væske i kroppen. Den næste urinprøve et par dage senere var heldigvis blank.
Men lidt senere samme dag fik jeg svar på dyrkningen. Det viser sig at jeg har GBS (gruppe B streptokokker). En bakterieflora som op mod 30% af alle kvinder er bærere af, uden at have symptomer. Men når man er gravid kan bakterien overføres til barnet ved fødslen, hvilket kan give infektion.
Desværre betyder det for os, at den hjemmefødsel vi havde planlagt og glædet os til, ikke kan blive til noget. Jeg skal nemlig have IV antibiotika under fødslen og det giver man ikke i eget hjem. Desuden skal baby observeres for infektion i 48 timer efterfølgende.
Så lige nu er jeg lidt ramt over at de forestillinger jeg har gjort mig omkring fødslen ikke kan blive til noget. Selvfølgelig kan man aldrig planlægge en fødsel 100% og ingen ved om hjemmefødslen var blevet til noget, hvis ikke de havde fundet GBS. Vi havde jo også planlagt hjemmefødsel med Ebbe, som i sidste ende endte på hospitalet. Men jeg skal hvert fald lige omstille mig til tanken om en hospitalsfødsel og til at skulle være indlagt (og undvære Ebbe) i dagene efter.
Jeg havde især glædet mig til en langsom start ligesom sidst. Hvor vi bare kunne være hjemme uden at tænke på hvornår vi skulle køre mod hospitalet. At det ikke ville blive en stressfaktor at få nogen ud til at være hos Ebbe. Derudover havde jeg set frem til tiden efter. At kunne blive liggende i egen seng efter fødslen og at Ebbe kunne komme hjem til os så snart vi var klar. Det har været mit målbillede og det skal ændres nu.
Det positive er at der nu er mulighed for at få smertestillende under fødslen hvis jeg får brug for det. Og så selvfølgelig at jeg og lillebror får den behandling der er brug for. Det er jo det vigtigste trods alt.
Uge 37
Der har været en lang pause siden sidste opdatering. Simpelthen fordi uvisheden omkring hjemmefødslen har fyldt så meget. Jeg har selv søgt en masse information omkring GBS siden jeg fik beskeden over telefon fra min læge. Men først i dag har vi haft mulighed for at snakke det igennem med vores jordemoder.
Hjemmefødsel er ikke 100% udelukket som det ser ud lige nu. Det er nemlig sådan at jeg kan have slået GBS bakterien ned med den penicillin behandling jeg allerede har taget, men man kan også risikere at den kommer igen (fordi det er en relativt almindelig bakterie). Derfor dyrker man ikke urinen løbende op til fødslen, da svaret er for usikkert.
Men på mange sygehuse har man fået et apparat der kan give svar, på kun 1 time, om man stadig bærer bakterien. Desværre er det apparat forsinket på Horsens sygehus – de skulle have modtaget det her i marts. På blandt andet Skejby og Horsens sygehus bruger de det allerede. Hvis de når at få det inden jeg går i fødsel, kan jeg altså blive screenet og inden for 1 time få at vide om vi kan tage hjem og føde eller om vi skal opstarte IV antibiotika med det samme. Det betyder også at baby ikke skal have unødig behandling, da man med sikkerhed vil vide, om der er behov for at igangsætte en antibiotika kur. Lige nu giver man nemlig antibiotika forebyggende, hvilket jeg har det virkelig svært med, hvis der reelt ikke er et behov.
Så på en måde er vi ikke blevet meget klogere på hvad der skal ske. Vi krydser bare virkelig fingre for at de når at få det nødvendige udstyr. Helt klart mest i forhold til at undgå antibiotika, hvis det ikke er nødvendigt, men også med et lille håb om en hjemmefødsel.
Pyh det blev langt. Og måske lidt kedeligt. Men det fylder virkelig meget hos os og måske nogen af jer der læser med kommer til at stå i samme situation.
Lillebror blev forresten skønnet til lidt over gennemsnittet denne gang. 3100 g ca. Han ligger med hovedet nedad, men han er stadig til at rokke med. Så han har ikke lagt sig helt fast i bækkenet endnu.
Siden sidst har jeg også været til to osteopat behandlinger, da min iskias igen giver smerter. Desværre uden den store effekt denne gang. Så jeg glæder mig til at den står på deltids barsel fra på fredag. Der går Casper nemlig på påskeferie og efterfølgende holder han fri alle formiddage for at køre Ebbe ind i institution. Så er jeg kun alene med Ebbe om eftermiddagen når Casper arbejder. Jeg har dog stadig lidt arbejde ved siden af, da jeg ikke kommer til at gå 100% på barsel. Men det kommer helt sikkert til at være mere afslappende end lige nu, hvor jeg er ved at være kørt godt træt.
Uge 39
Så er der kun 7 dage til termin. Det er så vildt at tænke på, at han kan melde sin ankomst any time! Jeg har netop været til JM (måske for sidste gang) og han er skønnet til at veje omkring 3700 g. En stor baby hvis jeg går over tid igen. Præcis som Ebbe var. Han ligger med hovedet godt nede i bækkenet, men med plads til at bevæge sig. Det er åbenbart normalt ved flergangsfødende at de ikke kommer til at stå helt fast i bækkenet, da der er mere plads at gøre med. Så i princippet kan han sagtens være klar til at komme ud.
Hjemmefødslen er nu helt aflyst. Det apparat som de muligvis kunne nå at få på Horsens Sygehus, til at screene for GBS. Det når de ikke at få før sommerferien. Så jeg skal komme ind på sygehuset så snart jeg mærker tegn på fødsel, for at starte op på antibiotika. Hvis jeg når at få to doser med 4 timers mellemrum inden jeg har født, så kan vi tage hjem når vi vil og selv observere for symptomer på infektion. Så vi behøver ikke nødvendigvis blive der to døgn. Hvis jeg ikke når at få to doser, anbefaler de som minimum et døgns indlæggelse til observation.
Jeg er egentlig bare lettet over at have fået en afklaring. Jeg syntes det var svært ikke at vide om hjemmefødslen måske kunne blive noget. Nu kan vi koncentrere os om at det blir en fødsel på hospitalet.
Min krop har det bedre end den har haft i meget lang tid, fordi jeg endelig har tid til at give den ro og hvile. Ebbe er nemlig startet i dagpleje og det er Casper der står for indkøring. Så jeg kan slappe af hele formiddagen og i Ebbes lur. Det betyder også at jeg har meget mere overskud til at lege med ham om eftermiddagen. Virkelig dejligt.
Så på nogle punkter kunne det være fint at vente en uges tid eller to med fødslen, så jeg lige får et break og Ebbe falder godt til i dagplejen. Samtidig så glæder jeg mig bare så meget til at møde lillebror, at han gerne må komme nu.
Uge 40
Så har jeg ramt terminsdagen. 21. april. Hvert eneste lille niv eller murren får mig til at tro at det måske kan være nu at fødslen går i gang, hvilket kan være en lidt stressende tilstand at være i. Prøver at slappe så meget af jeg kan. Går tidligt i seng og sørger for at hvile flere gange i løbet af dagen. Så jeg forhåbentlig er veludhvilet når han er klar til at komme ud. Det der egentlig stresser mig mest denne gang, er at fødslen potentielt kan gå i gang om natten. Vi skal nemlig ind på hospitalet relativt hurtigt for at opstarte antibiotika, men vi skal jo lige nå at have nogle til at komme og se efter Ebbe inden vi kører afsted. Det vil bare være så meget nemmere hvis det var i dagtimerne. Det finder vi forhåbentlig snart ud af.
Om en uge har jeg en opfølgende tid hos min jordemoder, hvor jeg får lavet en hindeløsning hvis det er muligt. Jeg har læst mig frem til at der er lige store chancer for at der sker hhv. ingenting, at det giver smertefulde plukkeveer og at det sætter fødslen igang. Håber selvfølgelig på det tredje. Men aller mest at han er kommet inden da. Med Ebbe gik jeg en uge over tid og der startede veerne af sig selv.
Uge 41
I dag har jeg været til jordemoder for at få lavet den hindeløsning vi aftalte i sidste uge. Vi har aftalt at jeg kan få lavet endnu en om to dage, hvis den første ikke har effekt. Derefter vil det være tid til at snakke om igangsættelse, hvilket virkelig skræmmer mig. Jeg vil så gerne at fødslen går i gang af sig selv. Det kunne den jo sidst.
Hindeløsningen var ret smertefuld synes jeg, men også bare forbundet med en masse følelser. Om at det er ved at være oppe over, at jeg snart skal præstere en fødsel og at vi snart skal være forældre til to. Jeg brugte mine vejrtrækningsteknikker fra Meyermetoden imens jordemoderen gjorde hvad hun skulle og efterfølgende brød jeg helt sammen. En kombi af at det var smertefuldt og at jeg bare er virkelig følelsesladet lige pt.
Vi har aftalt med mine forældre at de kommer op til os i morgen, for at give mig noget ro ved at de er her. Hvis nu fødslen skulle gå i gang, så de kan tage sig af Ebbe med det samme.
Læs også: Tjekliste: Mine musthaves til baby de første to måneder