Etablering af have og planlægning af staudebed
Indeholder reklame for Landhave og Champost.
Så er der kommet en helt ny kategori på bloggen – HAVELIV. Hvis I har fulgt med på Instagram de sidste par uger, havde I nok også set det komme. Det er nemlig noget der fylder meget hos os lige for tiden. Sidste sommer havde vi ingen have, da der stadig bare var byggeplads rundt om huset. Så det er virkelig noget vi har set frem til i år. At etablere vores helt egen have.
Etablering af have
Sådan en nybygger have er ikke særlig spændende når man overtager den. Vi har egentlig også været i tvivl om, hvor meget vi skulle gøre ud af den, udover at bygge en træ terrasse. Men efterhånden som vi begyndte at nærme os foråret, kunne jeg mærke at jeg havde lyst til at gøre noget ekstra ud af selve haven også. Jeg tænker at jo mere vi gør det til vores eget, jo længere tid har vi også lyst til at blive boende her. For jeg har bestemt kigget misundeligt på de haver der hører til gamle villaer, som er vilde og frodige. Men jeg tror faktisk også, at vi kan gøre vores rigtig fin. Også selvom den er helt nyetableret.
Jeg håber I har lyst til at følge med.
Haveplanen
Vi startede med at tegne selve haven på vores gamle skoletavle i stuen. Det er en “ønske plan” og indeholder alle de ting vi drømmer om, at vores have skal indeholde på sigt. Vi må se hvor meget vi når i år og hvor langt vi kommer for vores budget.
Oppe ved huset er træterrassen som vi netop er blevet færdige med. Der kommer hegn op mellem husene, som er nogle vedligeholdelsesfrie hegn. Dem har vi købt sammen med naboerne.
Hækken plantede vi er efteråret og det er en klassisk ligusterhæk, som vi håber bliver tæt og fin med tiden.
I midten af haven har vi to højbede fra Landhave. I det lille skal vi have plantet en masse krydderurter og spiselige blomster. I det andet bliver der plantet smukke lavendler.
På modsatte side har vi købt en lille sandkasse til Ebbe. Til sommer vil vi have en parasol til terrassen, som også kan give skygge over sandkassen.
Vi mangler stadig at købe bålfad, æbletræ og måske et gyngestativ, som også har plads til vores sansegynge.
Planlægning af staudebed
Nederst i haven skal der være et langt staudebed i hele havens bredde. Jeg har haft min veninde Anne til at hjælpe med hvad bedet skal indeholde og hvor de forskellige planter skal placeres. Det er en god ide at planlægge bedet på forhånd, så man sikrer at der er noget pænt at kigge på, til alle årstider. Derudover skal man også tænke på planternes højde. De høje planter skal stå bagerst i bedet.
Jeg drømmer om et vildt og lidt rodet bed, med stauder der kommer igen år efter år, som ikke skal tages op af jorden til vinter. Vi har valgt stauder i farverne lyserød, hvid, gul og lilla.

Indkøbsliste
Her får I lige et overblik over, hvad vi har valgt at haven skal indeholde. Jeg har købt planter hos hhv. Plantorama (de har både click&collect og levering, hvilket er rart i denne tid) og Billig Blomst.
Staudebed:
- Sommerfuglebusk
- Syren
- Høstanemone
- Pæoner
- Løjtnantshjerte
- Kæmpe verbena
- Roser (Queen of Sweeden)
- Stolt kavaler
- Stjerneskærm
- Marguerite
- Løvefod
Højbede:
- Forskellige krydderurter
- Spiselige blomster (frø)
- Lavendler
Plantekasser:
- Bambus (som afskærmning ved terrasse)
- Kirsebær laurbær (som afskærmning foran huset)
Krukker:
- Forårsløg og tulipanløg, som efter afblomstring (til efteråret) sættes i staudebedet.
Øvrige:
- Æbletræ
- Blåregn til hegnet mellem husene på havesiden
- Klatrerose til hegnet mellem husene foran huset
- Klematis x 2 til stolperne på carporten foran huset
Klargøring af staudebed
Hvis I tjekker mit højdepunkt “Have” på min Instagram profil, så kan I se hvordan jeg har etableret selve staudebedet. Jeg har nemlig været i gang med at fjerne græstørv, kultivere jorden og snart skal jeg have blandet jordforbedring fra Champost i bedet.
På søndag begynder vi at plante de forskellige stauder i jorden og så skal jeg selvfølgelig nok lave et opfølgende indlæg, med en guide til det hele.
Læs også: Aarhus: Planter på budget #2