Om spontan abort: Det der skulle have været en graviditets dagbog
D. 10. januar 2018
Det er 2 dage siden min menstruation skulle være startet og selvom min cyklus altid har været enormt præcis, tør jeg alligevel ikke håbe på, at jeg kan være gravid. Vi har forsøgt at blive det i ca. 1 år og er faktisk kommet dertil, at vi har aftalt med lægen at komme ind til en samtale. Jeg ved godt at det kan være helt normalt ikke at blive gravid efter første eller andet forsøg, men det bekymrer mig unødigt meget, så min læge syntes også det var en god ide med en samtale. Det var dog før jul vi snakkede om det, hvor Casper og jeg aftalte, at vi lige ville tage én cyklus mere med, før vi bestilte en tid.
I alt den tid vi har prøvet har jeg aldrig taget en graviditets test, netop fordi min menstruation altid kommer på præcis samme cyklus dag, så der har ikke været nogen uvis ventetid, ligesom nu. Men hver eneste gang jeg er på toilettet frygter jeg at min menstruation er kommet og at den bare har været forsinket fordi jeg stresser over, om jeg nu også kan blive gravid. Jeg beslutter mig derfor at bestille en test online, som vil blive leveret allerede næste dag.
D. 11. januar 2018
Testen er kommet med DAO tidligt om morgenen. Jeg havde dog været oppe at tisse, så jeg vidste ikke om jeg skulle vente en dag med at teste, da det helst skal være med morgen urinen. Jeg beslutter mig alligevel for at prøve, da jeg har bestilt 2 for en sikkerheds skyld.
Testen er negativ…
D. 12. januar 2018
Jeg er kommet i tanke om, at det måske er alt for tidligt at teste. Jeg har hvert fald stadig ikke fået min menstruation, så i stedet for at tage en test mere, vil jeg lige vente en dag.
Vi tager ud til Caspers far for at spise og se X-Factor og der blir serveret både gin/tonics og vin til maden som altid, hvilket jeg takker pænt nej tak til, hvis nu. Det ligner altså ikke mig, så de har garanteret allerede lugtet lunten.
D. 13 januar 2018
Det er blevet lørdag morgen og jeg tager test nr. 2. Der er halvanden streg… Halvanden! Åh det er alt for forvirrende og nervepirrende det her. Jeg googler helt vildt og det lader til at mange har prøvet at få et resultat med halvanden streg, men med meget forskelligt slutresultat. Casper og jeg går derfor ned på apoteket, køber en af de dyre tests og skynder os hjem. Test nr 3.
DEN ER POSITIV!
Jeg er 5 dage over tid ift. min menstruation, så vi vidste det jo på en måde godt, men vi havde bare ikke turde håbe på det. Vi er så glade og jeg skynder mig at sende en snap til min gravide veninde, fordi jeg bare måtte dele det med nogen, selvom jeg godt ved at det er meget meget tidligt.
Jeg henter diverse apps for at kunne følge med og jeg er allerede i graviditets uge 5 (4+4).
Uge 6
Jeg er gået ind i uge 6 og er begyndt at læse andres graviditets dagbøger, hvor jeg allerede kan genkende en masse fra mig selv. Mine bryster er sindsygt ømme (og store) og jeg må op i en str. 40 i den Ganni skjorte jeg ikke kunne leve uden. Jeg plejer altså at bruge 36.
Jeg har heldigvis ikke snerten af kvalme, men jeg er træt med træt på. Jeg sover til 9.30 næsten hver eneste morgen og sover snildt 2-3 timer i løbet af dagen også. Det plejer jeg aldrig. Det er selvfølgelig fordi jeg er sygemeldt med håndleddet at jeg har tiden til det og derfor har muligheden for at lytte til min krop og give den det den har brug for; søvn.
Vi snakker rigtig meget om hvornår vi skal sige det til vores nærmeste familie og venner. Casper mener det er alt alt for tidligt, men jeg vil egentlig have det godt med at fortælle det til dem, som alligevel vil vide besked hvis der går noget galt med graviditeten. Der er jo stadig en stor risiko så tidligt i forløbet. Vi aftaler dog at bestille en tid til en tidlig scanning, da vi begge har behov for at få bekræftet graviditeten af nogle professionelle og først derefter vil vi fortælle nyheden til vores forældre.
Jeg ringer også til min læge, for at høre hvornår hun gerne vil se mig. Det vil hun i graviditetsuge 9, men da de åbenbart holder 2 (!) ugers vinterferie, skal vi helt hen i graviditetsuge 11. Great. Så er jeg bare endnu mere glad for at vi fik bestilt tid til en tidlig scanning.
Uge 7
I denne uge havde vi endelig tid til scanning. Jeg havde bestilt tid hos Signes Scannings klinik i Aarhus C, hvilket viste sig at være et rigtig godt valg. Vi blev taget rigtig godt imod, startede med en samtale omkring hvordan de første uger var gået og så informerede hun os om, at jeg muligvis var et par dage kortere henne end vi regnede med, i og med at jeg havde testet negativ på den første test. Hun gjorde os opmærksom på, at der derfor ikke nødvendigvis ville være noget galt, hvis vi ikke kunne se hjerteblink allerede i dag. Jeg blev scannet og der var dannet et fint hulrum i min livmoder, som er første tegn på at alt er godt. Dernæst kunne hun se selve blommesækken, men (som forventet) ingen hjerteblink. Det var lidt et antiklimaks, for vi havde virkelig glædet os til at få bekræftet at alt var godt og måske få et billede af vores lille embryo (det hedder det når det er så småt) med hjem. Men hun beroligede os virkelig meget og vi gik derfra med en ok følelse og en ny scannings tid i uge 8.
Jeg skulle direkte videre til middag med to af mine tætte veninder, og jeg havde besluttet inden, at jeg ville fortælle det efter scanningen. Nu var jeg kommet ret meget i tvivl om jeg stadig skulle sige det, efter at scanningen ikke viste hjerteblink. Men jeg endte med at fortælle dem det, selvom det stadig var meget tidligt. Det var virkelig dejligt at dele det med dem ♥
Nu hvor flere af mine veninder havde fået nyheden, skulle vores familie selvfølgelig også have besked. Vi havde købt Liebe krus til alle bedsteforældre, bare for at fortælle det på en lidt sjov måde. Caspers far og hans kæreste blev inviteret på aftensmad, hvor han fik kruset og blev selvfølgelig så glad for nyheden, der vidst havde været længe ventet.
Vi skulle også til Sønderjylland i denne uge for at fejre mine forældres fødselsdag, så de fik krusene i fødselsdagsgave. Min far syntes bare det var et flot krus og forstod ikke helt hentydningen, før min mor fik tårer i øjnene og fik fremstammet “Er det rigtigt???”. Også en længe ventet nyhed hos dem. Mine brødre og svigerinder var også hjemme til fødselsdag og fik det også at vide. Det var virkelig dejligt at fortælle det.
Vi har stadig tilgode at fortælle det til Caspers mor, da det ikke har passet med at se hende i denne uge.
Uge 8 Uge 7
Igår havde vi endelig tid til scanning igen. Det har været en virkelig lang uge og jeg har været så nervøs for at alt ikke var som det skulle være. Jeg havde drukket rigeligt med vand inden scanningen, da jeg sidste gang fik at vide, at det ville være nemmere at se noget hvis blæren ikke var tømt. Jeg kom op på briksen og scanningen startede. Jeg kunne ikke se noget blink på skærmen. Min jordemoder bad mig om at gå ud for at tisse da hun i stedet ville scanne mig nedefra. Jeg blev sindsygt nervøs for at der virkelig ikke ville være noget hjerteblink. Jeg gik ud og tissede og kom tilbage for at blive scannet med metode nr. 2. Få sekunder efter så vi de første blink. Selv jordemoderen åndede lettet op, da hun åbenbart også havde været noget nervøs over ikke at kunne se noget. Hun havde heldigvis skjult det godt.
Embryoet blev målt til 5,3 mm hvilket gør at jeg altså ikke er i uge 8 som først beregnet, men i uge 7. Så det giver jo lige lidt rod i denne dagbog 😉 Man starter altid med at regne fra sidste menstruations første dag, men da ægløsningen ligger individuelt i ens cyklus, er det ikke altid helt præcist. Så ny terminsdato: d. 24. september ♥ Vi fik et fint lille scannings billede med hjem til køleskabet.
Stadig ingen kvalme eller sjove cravings, men stadig masser af træthed.
Uge 8
Jeg begyndte at få en del smerter i underlivet. Jeg havde tidligere oplevet “murren” svarende til begyndende menstruations smerter, men det her var værre. Casper lavede en varmepude til mig og jeg prøvede at holde mig i ro på sofaen, men smerterne tog til og kom som kramper. Da jeg gik på toilettet så jeg til min forskrækkelse at jeg var begyndt at bløde. Meget. Jeg ville lige se det lidt an inden jeg ringede til vagtlægen, da jordemoderen havde sagt at blødning var normalt i starten af en graviditet, men hvis det blev voldsomt og ligefrem løb ned af benene, skulle man søge læge. Jeg lå skiftevis i fosterstilling med kramper på sofaen og sad på toilettet. Blødningen stoppede ikke, tværtimod. Jeg besluttede mig derfor at ringe til vagtlægen. Lægen kunne ikke hjælpe “med sådan noget” en søndag eftermiddag, så han anbefalede mig at tage to panodil og blive på sofaen, indtil jeg kunne ringe til egen læge dagen efter. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at google en masse, og det jeg kom frem til var, at når der både var stærke smerter og kraftig blødning (kraftigere end menstruation), var der tale om en spontan abort.
Vores drøm om et lille september barn blev knust og det var virkelig en forfærdelig følelse, at blødningerne bare blev ved og der ikke var noget vi kunne gøre.
Mandag morgen ringede jeg til min egen læge og beskrev mine symptomer. Hun så ikke nogen grund til at jeg kom ind til en konsultation, medmindre jeg gerne ville snakke om det, da det var tydeligt at jeg havde haft en tidlig spontan abort. Jeg havde mest brug for at være hjemme og være sammen med Casper, så vi endte faktisk med slet ikke at tage forbi lægen.
Blødningerne og smerterne fortsatte i næsten to uger, og det var en forfærdelig konstant påmindelse om at have mistet. Selvom det var meget tidligt, så er der så mange drømme og håb der bliver knust.
Det er et ret personligt emne og måske endda lidt for personligt at dele herinde, men samtidig så fandt jeg bare selv rigtig meget trøst i at læse om andres erfaringer og oplevelser imens det stod på. Blandt andet Danicas fine indlæg. Desuden er det jo noget rigtig mange oplever, så hvorfor egentlig skjule det og kun fortælle det til de aller nærmeste? Derfor har jeg valgt at dele det med jer, her en måneds tid efter, hvor det hele er kommet lidt på afstand ♥
Læs også: Lad os snakke lidt om at det kan være helt normalt at være lang tid om at blive gravid
Abonner
56 Kommentarer
Ældste