Babybæring: Interview med slyngevejleder Kamilla fra Minikram.dk

Indeholder reklame (Slyngevejledning modtaget i gave).

Babybæring

Nu er det blevet tid til at komme lidt omkring emnet babybæring. Noget som jeg allerede inden fødslen havde en forventning (og forhåbning), om at komme til at gøre brug af. Både Casper og jeg var derfor forbi Minikram i Aarhus, hvor Kamilla har et showroom og hvor hun tilbyder slyngevejledning. Vi blev dengang introduceret til strækviklen, og jeg fik en Hanababy strækvikle med hjem, så jeg kunne øve mig inden Ebbe kom til verden.

Strækvikle

Jeg har brugt strækviklen lige fra dag 1 til Ebbe, for at vænne ham til at blive viklet. Den har i perioder været en rigtig stor hjælp, da han altid har fundet ro når han er kommet i den. Han har efterhånden taget en del lure i strækviklen.

Hvis man har dage hvor ens baby helst vil være på armen, er det virkelig dejligt at have dem i en vikle i stedet for. Det er masser af tryghed for dem og det er ikke nær så hårdt for en selv.

Fastvikle

Nu er jeg for nyligt begyndt at bruge en fastvikle, som jeg har købt hos Kamilla (den på billedet). Den er jeg blevet virkelig glad for at bruge, når vi skal på tur. Ebbe er begyndt at være mere opmærksom på, hvad der sker omkring ham, så han nyder at sidde og kigge ud. Jeg øver mig stadig på at få fastviklen bundet stramt nok, men det går lidt bedre for hver gang vi prøver.

Jeg havde glædet mig til at føje en fastvikle til samlingen, da jeg synes de er så smukke.

Babybæring: Interview med <strong>slyngevejleder</strong> Kamilla fra Minikram.dk 1

Interview med slyngevejleder Kamilla fra Minikram

Ud fra en spørgerunde på Instagram, har jeg stillet Kamilla nogle af jeres spørgsmål. Hun er nemlig ekspert i babybæring, så nu kan vi forhåbentlig alle blive lidt klogere på vikler og slynger. I kan også finde hendes YouTube videoer, med vejledning til de forskellige bære redskaber.

Hvis I ønsker en mere personlig vejledning, kan I besøge Minikram showroomet hver tirsdag på Storetorv i Aarhus. Der har hun et stort udvalg af bæreredskaber, ligesom I også kan finde på hendes webshop.

Babybæring: Interview med <strong>slyngevejleder</strong> Kamilla fra Minikram.dk 2

Vil du ikke starte med at fortælle lidt om dig selv, om Minikram og om din slyngevejledning?

Mit navn er Kamilla. Jeg er uddannet jordemoder og ELSKER arbejdet med gravide, fødende og nyfødte børn! Jeg er desuden selv mor til 2 børn og det er i den anledning, at jeg er blevet grebet af vikleriet, som har vist sig at være nærmest livreddende for vores lille familie.

Jeg er uddannet bærevejleder og har bred erfaring med vejledninger og workshops for børn med forskellige behov indenfor emnet.

I løbet af min anden barselsorlov besluttede jeg mig for at starte Minikram.dk, som udover at være en af mange bærerelaterede webshops, også er et showroom i Aarhus, hvor man kan møde op og få personlig og professionel vejledning og hjælp til at vælge sit næste bæreredskab. Her kommer kommende og nybagte familier og får hjælp til at finde det helt rigtige for netop dem og hjælp til at indstille og placere baby helt perfekt i bæreredskabet!

Hvornår kan man starte med at vikle sit barn?

Du kan begynde at vikle dit barn, ligeså snart du selv og baby er klar! Der vil væres store individuelle forskelle alt afhængig af, om du fx har fået kejsersnit, født for tidligt eller om du har erfaring med at bære fra tidligere.
Du kan faktisk starte så tidligt som i graviditeten, hvor du kan vikle din gravide mave! Det kan give både aflastning til den tunge krop, men også øvelse i at binde viklen allerede inden baby er kommet.

Hvordan kommer man i gang med at bruge vikle og kan man starte med en fastvikle?

Først og fremmest ja! Du kan godt starte med en fastvikle, hvis det er det du ønsker.
Hvis du er i besiddelse af en vikle, der egner sig godt til et nyfødt barn, så er det bare at kaste dig ud i det! Nogle nybagte forældre er helt trygge ved at finde vejen selv og ved hjælp af instruktionsvideoer (dem laver jeg iøvrigt også), mens andre ikke er trygge ved at placere baby i viklen uden hjælp. I disse tilfælde er det sådan en som mig, der kan hjælpe.

Bærevejledning skal betragtes som en investering. Det er vigtigt at komme godt fra start og lykkes det, kan bæring give jeres familie en roligere start på den nye tilværelse, da babybæring medvirker til at baby sover mere, græder mindre, øget tilknytning mm.

Babybæring: Interview med <strong>slyngevejleder</strong> Kamilla fra Minikram.dk 3

Hvad gør man hvis ens baby slet ikke gider strækviklen?

Det kan være en god ide at opsøge en bærevejleder, da der kan være mange årsager. Det kan være noget så simpelt som babys placering i viklen, som skal justeres. Viklen kan være for løs/for stram. Det kan være, at der skal forsøges på et andet tidspunkt, fx når baby er mæt og tilfreds, men i andre tilfælde kan det være en fordel at prøve med en baby, der er nær ved at falde i søvn. Der kan også være en del andre problematikker og der er således ikke noget enkelt svar på spørgsmålet, som meget bedre besvares individuelt, når der kan gåes i dybden med det.

Nu hvor vi går en koldere tid i møde, er der så en bestemt vikle du vil anbefale?

Nej, jeg vil altid anbefale at bruge det, der fungerer bedst for både baby og bærer. Fordelen ved den køligere årstid er, at man altid bare kan klæde sig bedre på enten under viklen eller udenpå. Om sommeren derimod kan det være nødvendigt at se sig om efter mere åndbare materialer, som fx bambus, hør og silke.

Hvor meget tøj skal baby have på i viklen her i efteråret og til vinter?

(Der er en der skriver at hendes baby hurtigt bliver varm og svedig i viklen, selvom baby kun har body og bukser på).

Der er ikke noget endegyldigt svar på dette spørgsmål, da der er så stor forskel på børn. Nogle er varme, nogle er køligere. Men som en tommelfingerregel siger man, at hvert lag vikle (eller hvad du bærer dit barn i) tæller som en stykke beklædning. Det kan være en ide at have let og luftigt tøj på, så man nemmere kan justere temperaturen ved fx. at tage en cardigan/jakke eller tørklæde omkring sig selv og baby ved behov.

Babybæring: Interview med <strong>slyngevejleder</strong> Kamilla fra Minikram.dk 4

Vil du nævne et par af de mest gængse viklemetoder og måske lidt om hvornår det er godt at bruge de forskellige?

Uha! Det findes et hav af bindinger.

En helt basic binding til strækviklen hedder PWCC (pocket wrap cross carry) og er den størstedelen bruger al den tid, de bruger strækvikle.

Når man går over til fastvikle starter de fleste ud med den binding der hedder FWCC (Front wrap cross carry). Det er også ud fra denne binding man vurderer, hvilken basestørrelse man bruger. Dvs. hvilken længde vikle man skal bruge for at have tilpas længde på til at kunne binde en forsvarlig dobbeltknude, men uden at have haler så lange, at man falder i dem.

Nå, udover de to basisbindinger vil jeg bare sige “klø på”! Hvis du føler dig helt tryg i at binde din fastvikle, så kan du bare kaste dig ud i at prøve noget nyt. Hvis du altså føler behov for det. Der er også nogen, som bare holder sig til den samme gode gamle binding og bruger den hele vejen igennem bæretiden. Det er helt op til en selv og hvilke behov man har og får med tiden.

Hvad vil du anbefale til rygbæring?

Det du føler dig tryg ved og god til.

Do’s and dont’s ift. at bære ergonomisk korrekt? (og sikkert?)

Do’s:

  • Frie og synlige luftveje (babys hage skal være fri af babys egen brystkasse)
  • Baby sidder godt, hvis du kan kysse baby i panden uden besvær (kyssehøjde)
  • Jævn og tæt støtte fra nakken og ned langs ryggen
  • Let rundet ryg (hvis baby er afslappet eller sover)
  • Knæ højere end numse
  • Støtte fra knæhase til knæhase
  • Du skal føle dig tryg ved din binding og dit bæreredskab og kunne slippe med hænderne uden at være nervøs for at tabe baby.

Dont’s:

  • Dæk aldrig babys ansigt til! (bæreredskab eller ej…)Brug aldrig et bæreredskab, der er i stykker.

Generelt er jeg ikke tilhænger af Dont’s. Jeg skal ikke bestemme, hvad andre forældre skal gøre og ikke skal gøre, så længe det de gør, er sikkert for deres barn. Dvs at de eneste specifikke råd jeg vil komme med er, at du altid skal sikre dig, at baby sidder sikkert i bæreredskabet, at bæreredskabet passer til baby i størrelsen og at baby kan trække vejret frit og ubesværet. Derudover kan man tale om forskellige måder at bære på, indadvendt, fremadvendt, på ryggen, på hoften, men alt handler om, at man som forældre kender sit eget barn bedst og vurderer, hvad der er den rette løsning for netop en selv og ens eget barn. Det er helt sikkert ikke det samme for naboens.

Er du i tvivl, så book en aftale med en vejleder, som kan hjælpe jer til at finde ud af, hvad der helt præcist er det rette for jer!

Babybæring: Interview med <strong>slyngevejleder</strong> Kamilla fra Minikram.dk 5

Hvordan stabiliseres nakke/hoved bedst i en ringslynge?

Hvis baby sidder godt med knæene højere end numsen og rundet ryg, vil babys hoved altid falde ind mod brystet af den der bærer og dermed ikke have behov for yderligere hovedstøtte. Nogle bruger den løse hale, snor den og fører den langs slyngens øverste kant bag babys nakke og fæstner den på ryggen, så den kan fungere som lidt ekstra nakkestøtte.

Til sidst, vil du så ikke fortælle hvorfor du synes det er godt at vikle sin baby og hvilke fordele det har?

Hvor skal jeg næsten starte og slutte.

Babybæring giver tryghed, nærhed og god mulighed for hud mod hud over længere tid. Det giver roligere børn, som græder mindre og sover mere end børn, der ikke bliver båret. Det er med til at øge tilknytningen mellem bærer og baby. Det kan øge chancerne for et vellykket ammeforløb. Det er praktisk. Det kræver ikke, at der er ekstra plads i bussen (til en vogn). Det giver frie hænder til andre gøremål og større søskende. Den kan praktiseres af alle, der ønsker det.

Læs også: Vuggemotor til slyngevuggen – Vores erfaring

 

Del med nogen du holder af
Kommentarer

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Andre interessante indlæg
Etablering af have og planlægning...
APP anbefaling: Shop og spar...
Graviditet: Min Fødselsplan
REJSE GUIDE – PARIS
Vores uge i en LMC...
Aarhus: Planter på Budget
Rejse guide – Malmø
Mest stillede spørgsmål: Hvor er...