Fælles økonomi, budgetter og (pensions) opsparing

For et par uger siden delte jeg lidt tanker om vores økonomi på Instagram. I var mange der var interesserede og flere spurgte ind til, om jeg ikke ville dele lidt mere om emnet. Især hvordan vi deler udgifter efter vi har købt hus og fået barn sammen. Det vil jeg selvfølgelig gerne.

Fælles økonomi eller lige deling af udgifter

Allerede da vi flyttede sammen i vores første fælles lejebolig, oprettede vi to fælles konti. En madkonto og en budgetkonto. Sidstnævnte hvor alle fælles faste udgifter blev trukket. Det var altså ikke en klassisk “fælles økonomi”, da vi stadig havde hver vores lønkonto, budgetkonto og opsparing. Men det gjorde det nemt når der skulle betales husleje, indboforsikring, el, varme osv.

Til madkontoen havde vi hver især et kort, så vi begge havde mulighed for at handle ind for vores fælles penge. I starten var vi begge studerende, men da jeg begyndte at arbejde som sygeplejerske røg vores boligstøtte og jeg betalte derfor dét mere til fælles udgifterne. Den løsning fungerede rigtig godt for os dengang, da vi havde relativt få udgifter før hus og barn.

Økonomi efter huskøb

Efter vi købte hus fortsatte vi egentlig den model. Casper var i mellemtiden blevet færdiguddannet og havde fået fuldtidsjob. Jeg havde deltidsjob, men med min virksomhed ved siden af. Så vi betalte lige mange penge ind til fællesudgifterne. Det var et ønske fra min side af, da jeg godt kunne “være med” på det beløb, selvom Caspers indkomst var højere. Vi havde stadig hver vores lønkonto og dermed ikke det samme disponible beløb til lommepenge, når alle udgifter var betalt. Men jeg havde det godt med at vi betalte det samme, da jeg ikke ønskede at det skulle gå ud over Casper at jeg kun arbejdede deltid.

Økonomi efter barn

Da vi fik Ebbe ændrede både udgifter og indkomst sig. Jeg var på deltids barsel (fik barselsdagpenge, men ikke fuld sats grundet min virksomhed) og der var pludselig en stor post i babyudstyr, legetøj, bleer osv. Madbudgettet steg også en del.

Da min barsel var slut ændrede indkomsten sig igen, fordi vi valgte at jeg skulle hjemmepasse Ebbe. Det har betydet at min indkomst kun har bestået af det hjemmepassertilskud de tilbyder i kommunen, hvilket er på 4000,- efter skat.

Vi har derfor løbende delt udgifterne mere op, så de passede til forholdene på vores indkomst. Det er en fælles prioritering at hjemmepasse Ebbe og derfor har det været meget naturligt for os, at køre en mere fælles økonomi i denne periode. Så pt dækker Casper de fleste udgifter på budgetkontoen, som går til huslån, bil, el, forsikringer osv. Imens jeg dækker mine egne faste udgifter, det meste af madbudgettet og udgifter til Ebbe. Sidstnævnte betyder at børnepengene er regnet ind i min samlede indkomst.

Fælles økomomi, budgetter og (pensions) opsparing

Budgetter

Hjemme hos os er det Casper der står næsten 100% for at holde styr på økonomien. Det gør han fordi det interesserer ham og fordi han er god til det. Han bruger Excel til at lægge budgetter og til at få et overblik over vores indtægter og udgifter. På den måde kommer der for det meste ikke nogle uforudsete regninger i løbet af året.

Januar vil være en oplagt måned at starte et budget på, hvis man endnu ikke er kommet i gang. Vil anbefale at starte med at kontakte sin bank, for at få lavet nogle opdelte konti. Det gør det så meget nemmere at holde styr på ens forbrug, når alt ikke ryger fra samme konto. Derefter handler det om at få et overblik over alle ens faste udgifter. Kig et år tilbage og skriv ned hvad der har været af faste betalinger. Når man har lavet et overblik, skal det fulde beløb for året deles op i 12 måneder og så skal der laves en fast indbetaling til ens budgetkonto.

Man behøver virkelig ikke at være en haj til Excel, for at få styr på sin økonomi. Men hvis man gerne vil have en skabelon, kan I f.eks. finde en ovre hos Moneymum, hvor man efter download kan plotte sine egne tal ind.

Fælles økonomi

Opsparing

Vi har faktisk ikke nogen fælles opsparing lige pt, men kører bare med hver vores. Nu hvor vi ikke har været ude at rejse grundet Corona, er opsparingspengene mere gået til større køb i hjemmet. Det er jo fælles, men så har vi skiftet lidt til at betale eller også har vi delt beløbet op. F.eks. til den store reol i stuen, til et kalkfilter og hvad vi ellers har købt af større ting. Det har fungeret godt for os, da ingen af os går så meget op i, hvem der betaler mest. Vi ser det lidt som en fælles opsparing, selvom der er to.

Pension

Jeg betaler ind til en privat pensionsordning gennem mit firma, men ikke i nærheden af hvad Casper betaler ind gennem sin løn. Så det er en post, hvor der er plads til forbedring, når der på et tidspunkt efter hjemmepasning kommer lidt luft i økonomien igen.

Det kan være en god ide at tage en snak om hver enkelts pensionsopsparing. Noget der heldigvis er kommet en del mere fokus på de seneste år. Hvor vigtigt det er for kvinder der tager størstedelen af barslen, at sikre sig en god pensionsordning. Altså at betale ind under ens barsel, hvor der ikke automatisk bliver betalt ind, som der gør fra ens løn.

Fælles økonomi eller ej

Vi har heldigvis været meget enige hele vejen igennem og økonomi har aldrig været et ømt emne for os eller et emne der har ledt til skænderier. Men jeg tænker uanset at det er vigtigt at tage en god snak om, hvordan man hver især har det bedst med at opdele økonomien. Om den skal deles ligeligt efter udgifter, komme an på indtægter eller om der skal tages hensyn til særlige forhold, som f.eks. barsel, nedsat tid, hjemmepasning osv.

Pt er sidstnævnte meget naturligt for os, fordi det er et fælles valg at prioritere hjemmepasning af Ebbe. Men jeg glæder mig bestemt til, at kunne bidrage mere til vores fælles udgifter igen. Jeg tror aldrig det er sjovt at være den der betaler mindst. Samtidig er jeg glad for løsningen, hvor vi har hver vores lønkonto med “lommepenge”. På den måde skal man aldrig føle at man skal spørge om lov til at købe noget.

Læs også: Huskøb: Testamente og andre vigtige juridiske dokumenter

 

8 Comments
  1. Jeg tænker der er så mange måneder at gøre det på og man bare skal finde det som fungerer.
    Ligesom du skriver at I ikke går så meget op i, hvem der betaler mest til fælles ting, så går vi ikke så meget op i hvem der bruger flest penge. Her ryger alt indkomst ind på fælles løsnkonto. Derfra bliver der overført er beløb til budget og madkonto. Resten er lommepenge og opsparing. 🙂

  2. Hos os er der 100 % fælles økonomi. Vores løn kommer ind på en fælles lønkonto og bliver derefter fordelt rundt til budgetkonto, opsparingskonti mm.,
    Vi har heller ikke lommepenge eller andet der er vores “eget” alt bliver taget fra den fælles kasse ☺️
    Vi har endnu ikke oplevet, at det har givet os nogle udfordringer – vi har gjort det sådan her i 12 år ☺️
    Der har været perioder, hvor min mand tjente mest – og lige nu tjener jeg mest.
    Vores pensionsindbetalinger er nærmest ens – omkring 18 %, så indtil videre nøjes vi med det ☺️
    Jeg styrer 100 % vores økonomi – min mand interesserer sig slet ikke for det 🤷‍♀️ Han deltog kun i det obligatoriske møde med banken, da vi købte hus 😅 Han vil gerne sparre med mig og er lidt mere “ “risikovillig” i forhold til vores realkreditlån end jeg er- men hvis jeg sover “bedst” med en bestemt løsning, så må jeg gerne vælge den 😅
    Nogle synes det er lidt sjovt, at vi er så meget fælles, men det har aldrig givet anledning til en eneste uoverensstemmelse i forhold til tøjjon, cafeture med veninder mm – det fungerer virkelig fint for os ☺️

  3. Vi har fælles økonomi. Minsandten har ligesom din Casper lavet et dejligt visuelt budget i Excel, på den måde kan jeg også forstå alle posterne. Jeg er med til de store beslutninger omkring lån, og vi taler ofte omkring prioriteringer af vores fællesøkonomi.

    Jeg får også tit en ny god idé, som min mand så kører igennem budgettet for at regne ud, hvordan det ville kunne lade sig gøre for os.

    Apropo økonomi og barsel, så er vi vildt glade for at min mand på sit nye job har væsentligt bedre vilkår end tidligere. Både for ham og kommende børn, men økonomisk kan det faktisk hænge samme. Med den nye ordning. Gid mænd havde bedre barselsrettigheder generelt.

  4. Engang blev alt noteret i en notes bog, men nu gør jeg det i et Excel ark. Det er inddelt efter katgorier fx husholdning, tøj og fornøjelser. Jeg gennemgår boner, mobilpay og netbank. Så kan jeg holde styr på, hvad jeg har brugt penge på og om jeg skal spare i næste måned.
    Efter jeg er flyttet sammen med kæresten har vi fået madkonto og jeg overfører faste beløb til udgifterne, da han er ejer af lejligheden.

    Det giver ro, overblik og forståelse for økonomien, hvis man fx ønsker at spare op til noget.

  5. Vi har følgende set- up;
    Hver vores lønkonto og egen opsparing.
    Fælles budgetkonto, madkonto og opsparingen.

    Hvis der bruges penge fra fællesopsparingen så snakker vi om det – men den benyttes som udgangspunkt til renovering af vores hus, opsparing til sommerhus og andre større ting.

    For os fungere så fint og der er ingen udfordringer i de mange kontier.

    Vi snakker meget åbent med hinanden omkring vores økonomi.

  6. Vi har altid ment, at den eneste “lige” måde at dele økonomi ikke handler om at betale det samme i udgifter, men derimod have det samme i “lommepenge”.

    Det er den eneste måde, hvor begge parter får lige muligheder økonomisk og kan leve på samme måde ift., at kunne give (hinanden) gaver, invitere den anden ud, købe ting til sig selv osv.

    Vi har skiftes til at tjene mest. Men vi har begge altid haft det samme i lommepenge, betalt det samme til madkontoen og så har forskellen været i, hvor meget vi har betalt til budgetkontoen.

  7. Min mand og jeg laver madplan i Excel ud fra tilbudsavisen og hvad vi har af “lagervarer”. På den måde kan vi nemt se hvordan vi får mest muligt for pengene og får brugt vores rester.
    Vi overfører hver især det samme beløb til madkontoen til d. 1. og de penge vi ikke får brugt, når måneden er omme, overfører vi til en fælles gavekonto, som vi så bruger fra til fødselsdage, jul osv. Det har også virkelig været rart ikke at skulle tænke på dén post 😊

  8. Vi har 2/3 fællesøkonomi. Det vil sige vi begge overfører 2/3 af vores indtægt til det fælles budget som så dækker alle vores faste udgifter og giver os lidt fælles opsparing. Resten er så lommepenge, egen opsparing og til sjov. Det fungerer godt her. Børnepengene ryger så ind på min konto, da jeg står for de fleste indkøb til baby (men altid i samråd med min mand).

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.