Ændring af babys søvnrutine: Slut med at vågne kl. 5

Det skal handle om søvn i dag, da det er noget jeg kan mærke har stor interesse blandt jer der læser med. Det er altid lidt nervepirrende at trykke udgiv på sådan et indlæg, da jeg frygter at det bliver modtaget som et “se mit barn, han sover godt” indlæg. Det er slet ikke hensigten. Jeg deler ud fordi jeg håber at vores erfaringer kan hjælpe, hvis der sidder nogen og læser med, som kæmper med søvnrutinerne.

De sidste par måneder er Ebbe begyndt at vågne tidligere og tidligere. På det seneste har han været i en fast rytme, hvor hans (og dermed vores) dag er startet på slaget 5. Vi har indtil nu været enormt heldige med hans søvn, så det har nærmest virket forbudt at beklage sig. Men kl. 5 er altså bare for tidligt for os. Så da det havde stået på i en måneds tid, besluttede vi os for at gøre noget ved det.

Læs også:

Søvnrutiner & søvnhjul : Baby 5 måneder

Søvnrutiner baby 6-7 måneder: Fra slyngevugge til tremmeseng

Baby 10 måneder: Amning, måltider og døgnrytme

Søvnhjul

Som I måske ved fra tidligere indlæg, har jeg lige siden Ebbe fik en nogenlunde fast søvnrytme, brugt “Søvnhjul” fra “Helens bog om mad og søvn” (reklamelink). Søvnhjul er nogle hjul der viser et eksempel på en døgnrytme, for et barn i en given alder. Pt bruger vi søvnhjulet for 9-10 måneder, hvor Ebbe skal have to lure i løbet af dagen og puttes omkring kl. 20.

Det har fungeret så godt for os, indtil vi begyndte at komme ud af rytmen. Han begyndte som sagt at vågne tidligere og tidligere. Først var det kl. 6 hver morgen, hvilket var okay for os. Men da det begyndte at blive kl. 5, syntes jeg det var svært at få dagen til at hænge sammen. Hele dagen blev ligesom skubbet i den forkerte retning. Han blev puttet tidligere til 1. lur. Nogle dage allerede kl. 8, hvor han allerede havde været vågen i tre timer. Derudover vågnede han tidligt fra 2. lur og var derfor svær at holde vågen til længere end kl. 19 om aftenen.

Ændring af døgnrytme

Men hvordan ændrer man så lige en døgnrytme?

Vi startede med at være konsekvente omkring putte tidspunktet om aftenen. Altså ved at strække ham til kl. 20 hver aften, uanset hvornår han var vågnet fra 2. lur. Det havde ingen effekt overhovedet og betød kun, at han sov færre timer om natten. Fordi han stadig vågnede kl. 5.

I stedet begyndte vi at rette hele døgnrytmen ind og det har virkelig givet pote.

Mit mål var at hans formiddagslur igen skulle ligge omkring kl. 10 og eftermiddagsluren omkring 14.30 (søvnhjulet siger 13.30, men han sover en længere formiddagslur og derfor er det for tidligt). Det er nemmere sagt end gjort og det kræver en del tilvænning. Jeg begyndte at strække vågentiden med 15 minutter ekstra for hver dag der gik. Det tog mig 9 dage at få hans første lur til at ligge kl. 10. Da først den gjorde det, var det bare at fastholde rytmen og være vedholden med alle lurene og aften putningen.

Søvntræning?

Jeg er tidligere blevet “beskyldt” for at søvntræne. Jeg vil lige nævne at jeg ikke går ind for klassisk søvntræning. Jeg får helt ondt i maven af at læse om, hvad det går ud på. Ebbe har ikke ´været ked af det eller dårligt tilpas på noget tidspunkt. Det jeg gør handler om at aktivere og aflede fra trætheden, så rytmen ændres. Jeg ville aldrig presse ham til en ny rytme, hvis han blev ved med at vise træthed. Man kan aflede meget med leg, snacks, tumleri, legeaftaler osv. Altså en masse skift i aktiviteter, så baby ikke begynder at kede sig og dermed husker på at de faktisk er trætte.

Konkret eksempel på ændring af døgnrytmen

Jeg vil lige vise et helt konkret eksempel på Ebbes døgnrytme over de 9 dage, fra da jeg startede med at ændre den, til at det gav resultater.

Fredag:

Vågner: 5.00
Lur kl. 9-11
Lur kl. 14.30-15
Puttes kl. 20

Lørdag:
Vågner 5.30
Lur kl. 9.15-11
Lur kl. 14.30-16
Puttes kl. 20

Søndag:
Vågner 5.40
Lur kl. 9.30-11.45
Lur kl. 15-16 (i bilen)
Puttes kl. 20

Mandag:
Vågner 5.50
Lur kl. 9.50-11.50
Lur kl. 15.10-17.10 (vækket)
Puttes kl. 20 (Sov 20.30)

Tirsdag:
Vågner 5.30
Lur kl. 9.40-12.10
Lur kl. 15.30-17
Puttes kl. 20 (Sov 20.30)

Onsdag:
Vågner 6.20
Lur kl. 9.45-11.15
Lur kl. 14.50-16.20
Puttes kl. 19.45 (Sov kl. 20)

Torsdag:
Vågner 5.30
Lur kl. 9.30-10 (i klapvogn)
Lur kl. 13.40-15.50
Puttes 19.50 (Sov 20.05)

Fredag:
Vågner 5.20 (får vand og sover til 6.10)
Lur kl. 10-11.15
Lur kl. 14.50-16.20
Puttes 20.00 (Sov 20.15)

Lørdag:
Vågner 6.00 (får vand og sover til 8.10)
Lur kl. 10.30-11.50
Lur kl. 14.45-15.40
Puttes 20.00 (Sov 20.15)

Som I kan se sover han længere og længere om morgenen for hver dag, selvom putte tidspunktet er den samme. De første dage tog vi ham ind til os når han vågnede om morgenen. Vores taktik var at lade ham ligge og finde tryghed med en tung hånd ovenpå sig, uden at vi snakkede til ham. For at lade ham vide at det stadig var meningen han skulle sove. Han accepterede det i et kvarters tid, men begyndte så at rode rundt. Vi ændrede taktik og begyndte i stedet at give ham noget vand når han vågnede “for tidligt”. Altså lod ham ligge i sin egen seng, på sit eget værelse. Igen uden at snakke til ham. Det hjalp og han lagde sig selv til at sove igen bagefter, uden at vi skulle putte ham.

Siden da har han fået en rimelig fast rytme, hvor han vågner mellem kl. 6.30 og 7.30 hvilket virkelig er skønt. Jeg havde ikke selv turde håbe på, at det ville gå så hurtigt at få ændret hans rytme.

Andre tiltag til en bedre søvn

Udover at ændre på hele døgnrytmen, så har vi også tænkt meget på, at skabe det bedste sovemiljø for ham. Det har blandt andet været:

Eget værelse: Det er længe siden han kom på eget værelse. Det har jeg skrevet om i nogle af de indlæg jeg henviser til øverst. Men det har været altafgørende for, at han overhovedet begyndte at sove igennem om natten og har gjort det siden han var få måneder gammel. Ingen tvivl om at jeg også godt gad at samsove. Det lyder så hyggeligt og trygt hvis det fungerer. Men Ebbe vågnede konstant af vores lyde og duften af min mælk. Så det fungerede ganske simpelt ikke for os.

Sommerdyne og junior dyne: Vi er for nyligt skiftet til juniordyne, da han altid sparkede sin babydyne af. Det har gjort det nemmere at putte ham og han er dejlig varm hele natten. Nu hvor temperaturen har været så høj de sidste par uger, har vi også skiftet til en sommerdyne. På den måde kan han have en dyne over sig, uden at få det for varmt. Dynen er fra Fossflakes (reklame) og vi har modtaget den i gave (Hans almindelige dyne er også derfra og den har vi selv købt. Synes de er så lækre).

Ventilator: Vi har købt en ventilator til Ebbes værelse, til de dage hvor det er ekstra varmt. Det har endnu ikke været nødvendigt at have den tændt om natten, men hvis han sover lur indenfor om dagen er den tændt imens han sover.

Mørklægnings gardiner: Senere i dag bliver der målt op til mørklægningsgardiner, så det er ikke noget vi har endnu. Men jeg har hængt et mørkt tæppe foran vinduet de sidste par uger, for at undgå at der blev alt for tidligt lyst på hans værelse om morgenen.

Inspiration

Jeg er helt med på, at nogle ikke ønsker at ændre på børns søvnrutiner. Det vil jeg selvfølgelig lade være helt op til jer selv. Men hvis der sidder nogen og læser med, som ikke trives med at deres børn vågner tidligt. Så håber jeg det kan give en tro på, at det kan være muligt at ændre på det. Jeg har hørt sætningen “Alle børn har en fase hvor de vågner kl 5” lidt for mange gange. Jeg tror nemlig ikke på, at det behøver være sådan for alle. Helt ok hvis man ikke ønsker at ændre på det eller hvis man har forsøgt uden held. Jeg vil bare gerne dele min erfaring, hvor det er lykkedes.

Hvis man beslutter sig for at prøve at ændre søvnrytmen, vil jeg anbefale at man finder et tidspunkt hvor der er overskud til det. Evt. i en ferie hvor man er to. For det er hårdt at aktivere en baby så massivt, som det kræver når man skal ændre en rytme.

Læs også: Aarhus guide: Børnevenlige steder at spise og opleve

 

6 Comments
  1. Her har vi prøvet præcis det samme, men intet virker. Baby vågner tidligt uanset (kl. 04:30-05:00). Det har vi blot måtte acceptere, at sådan er HAN, og det er helt OK. Men det er skønt, at det er lykkedes for jer (og Ebbe), og så så hurtigt. Nyd det ? I øvrigt må man altså gerne ‘beklage’ sig, selvom der findes børn, der sover dårligere end ens eget. Alle ‘kæmper’ med et eller andet, er det ikke søvn, så er det måske maden, motorikken eller noget helt tredje.

    1. Øv. Men tak fordi du deler – måske har vi bare været heldige at det har virket her. Det er godt at få nogle flere nuancer på det, så det ikke bliver et nederlag for andre, hvis det ikke virker. For ja, det er nemlig helt ok. Og alle kæmper med noget forskelligt 🙂

  2. Så fedt du deler, og jeg er helt enig i, at man kan/skal søvntræne, hvis der er noget, der ikke fungerer for forældrene eller barnet. Det synes jeg faktisk, vi som forældre har et ansvar for. Vi har altid haft en regel om, at vi IKKE står op med vores datter, hvis hun vågner inden kl 6. Hun er stadig dødtræt og er svær hele morgenen, så vi vil hellere brug lidt tid på at få hende til at sove igen, selvom det måske kun er for en halv eller hel times søvn mere. Så kommer hun med ind i sengen hos os eller vi går rundt og vugge hende lidt i søvn igen.
    Vi har altid brugt søvnhjulene og søvntrænede også, da hun var helt lille og sov korte lure og hadede barnevognen – i dag sover hun lange lure i barnevognen. Så en hård kamp kan betale sig.
    Så ja, ville bare sige jeg er enig ???

    1. Det lyder som en god regel. En ting er nemlig at det kan være lidt hårdt at stå så tidligt op, men det værste er netop et pylret og træt barn der ikke har udsovet
      Det er så dejligt når man kan få det vendt 🙂

  3. Hej Ditte. Jeg overvejer at købe søvnbogen, men op til hvilken alder går søvnhjulet?
    Min datter er 11 måneder og jeg ved ikke helt om det giver mening at gå i gang med søvnhjulet, hvis bogen kun “guider” til barnet er 12 mdr…
    ps i øvrigt virkelig dejligt at du deler så mange ting om Ebbes hverdag, dejligt når man er førstegangsmor med en jævnaldrende 🙂

    1. Hej Tine
      Dejligt det kan bruges ☺️?? Det søvnhjul jeg bruger nu hedder 12-18 mdr. Der er rytmen:
      Vågen kl. 7
      Lur kl. 12-14.30
      Puttes kl. 20
      Der står ikke så meget om søvnhjulene i bogen (udover billeder af hjulene) – men der er selvfølgelig mange andre gode tips ☺️ Jeg har den faktisk ikke selv – har bare haft den lånt på biblioteket (oldschool) ?

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.