Vuggemotor til slyngevuggen - Vores erfaring - Ditteblog

Vuggemotor til slyngevuggen – Vores erfaring

Reklame for Membantu – Vuggemotor til slyngevugger.

Børns søvnrutiner eller mangel på samme, er virkelig et godt samtaleemne, når man er i rum med andre mødre. Det er ofte det snakken går på, når jeg er i mødregruppe. Selvfølgelig, fordi det fylder helt vildt meget, når ens baby ikke vil sove. Omvendt kan det give det vildeste overskud, når de tager en god lang lur.

Vi skruer lige tiden tilbage til da Ebbe var omkring 4 uger gammel, og vi for alvor begyndte at mærke, hvad det ville sige at have en baby. De første uger havde han, som de fleste nyfødte, nemlig sovet de fleste af døgnets timer. Men det ændrede sig.

Hvis I har fulgt med på Instagram kan I sikkert huske en masse stories, hvor han sov ovenpå mig. Det var nemlig det eneste sted jeg kunne få ham til at sove i længere tid af gangen. Virkelig hyggeligt, men også virkelig udmattende i længden. Vi havde fra start brugt vores slyngevugge til ham i dagtimerne. Jeg syntes dog kke rigtig at den fungerede for os, som jeg havde hørt at den fungerede for andre.

Mor tip #1 – Vug slyngevuggen kraftigt op og ned

En dag i mødregruppen faldt snakken på slyngevuggen og på, hvor fantastisk den var. Jeg fik sagt at jeg desværre ikke rigtig oplevede den effekt, som de andre oplevede. De spurgte ind til om jeg mon vuggede “vildt nok”, da de havde erfaring med, at der virkelig skulle vugges kraftigt op og ned. Jeg havde helt klart været alt for forsigtig. Så allerede samme dag kunne jeg lave et opslag i vores FB gruppe for mødregruppen. Et billede af en sovende Ebbe, efter at jeg havde vugget ham kraftigt op og ned.

Så langt så godt.

Jeg havde efterfølgende stor succes med at få Ebbe til at falde i søvn i slyngevuggen og lod ham sove de fleste af hans lure i dagtimerne i den. Problemet var bare at jeg altid skulle sidde på spring, klar til at vugge ham igen ved de mindste lyde. Hvis jeg kom for sent, nåede han nemlig at vågne helt op. Det gjorde at jeg egentlig ikke rigtig havde noget frihed selvom han sov. Der var flere dage, hvor jeg f.eks. ikke nåede i bad, før Casper kom hjem sent om eftermiddagen. Jeg ved godt det ikke er jordens undergang, men det er bare for at sige lidt om, hvordan hverdagen forløb.

Mor tip #2 – Anskaf en vuggemotor til slyngevuggen

På et tidspunkt så jeg nogle stories på Instagram, omkring Membantus motor til slyngevuggen. Først nævnte jeg det lidt for sjov til Casper, for det virkede ærlig talt lidt desperat. Men desperat det blir man altså, når ens baby ikke vil sove mere end 30 minutter af gangen. Vi nåede derfor selv dertil, hvor vi ville give vuggemotoren et skud. Hos Membantu kan man både købe og leje en motor og vi startede med at leje den, for 250,- om måneden og et depositum på 1500,-. Det var før samarbejdet her kom i stand.

Da først motoren var bestilt kunne jeg næsten ikke holde ventetiden ud før den kom, da mine forventninger virkelig var høje. Jeg skrev flere gange til Casper i løbet af dagen, om han ikke lige kunne tracke pakken igen, for at se om den var kommet videre. Jeg var så udkørt og ikke mindst frustreret på Ebbes vegne, over at han ikke fik den søvn han havde brug for.

Motoren kom og jeg husker den dag så tydeligt. Vi hang den op med det samme og Ebbe startede ud med at tage den længste lur længe, på 3 stive timer. Jeg havde et telefonmøde med min agent Amalie den dag og det var så befriende at kunne sidde og arbejde, samtidig med at Ebbe endelig fik noget tiltrængt søvn. Den levede bestemt op til mine (høje) forventninger.

Kan huske at jeg om aftenen sagde til Casper, at jeg følte jeg havde fået en “fridag” fra barsel. Det gav så meget overskud med noget mig-tid, hvor der var tid til et langt bad, til arbejde, til en lur osv. Uden konstant at skulle være klar til at vugge ham i søvn, ved hvert lille tegn på opvågning.

Vuggemotor til slyngevuggen – Rabatkode

Motoren har 5 vugge niveauer og vi bruger oftest et mellem-niveau (niveau 3). Hvis han er meget urolig bruger vi niveau 5 og skruer ned på 3 når han er faldet til ro. Når vi er sikre på at han er faldet i dyb søvn, slukker vi for motoren.

Det er tydeligt at den konstante vuggebevægelse kan noget helt særligt i forhold til at få ham til at falde til ro. Det er også det jeg oplever, når jeg har ham i en vikle ind mod kroppen og går rundt. Begge dele kan virkelig anbefales, hvis I har urolige babyer eller babyer der kæmper med at falde i søvn.

Man kan som sagt starte med at leje motoren som vi gjorde, eller man kan købe den. I kan finde info på begge dele hos Membantu. Hvis I ønsker at købe motoren kan I bruge rabatkoden Ditteblog10 og få 10% rabat i hele oktober måned.

Ebbes søvnrutine – 3 mdr. gammel

Søvnrutiner hos små børn er sikkert meget forskellige, men I er alligevel en del der virker interesserede i, hvordan vi gør med Ebbe. Den seneste måned har der været ret meget rutine over hans søvn og det er kun enkelte dage der undviger.

Vi vågner som regel omkring kl. 6 når Casper står op. Der blir Ebbe ammet liggende og vi falder næsten altid i søvn igen. Vi står op omkring kl. 7-7.30.

Omkring kl. 9 sover han sin første lur, hvilket altid er i slyngevuggen. Det bliver sjældent mere end en time, men jeg kan nå i bad, få ryddet op og generelt blive klar til en ny dag.

Efter han vågner fra den korte lur, går der kun en times tid før han er klar til at blive puttet igen. Det er altid i barnevognen og her sover han 2-3 timer udenfor. Det er den længste lur han tager i løbet af dagen.

Eftermiddagen består af korte lure, enten sammen med mig i sengen, hvis jeg også trænger til at slappe af, eller i slyngevuggen.

Omkring kl. 19 bliver han puttet i slyngevuggen igen, og så håber vi altid, at han vågner op igen, inden vi skal i seng. Det gør han for det meste, så han lige kan blive ammet til natten og forhåbentligt sove et langt stræk, imens vi også får noget søvn. De fleste nætter sover han fra 22-05 i slyngevuggen. Hvis han vågner før, kommer han over i vores seng og sover videre.

Vuggemotoren kan bruges til de fleste hængende vugger. Vores vugge er fra Naturessway (med en afstiver i). Når ens baby vejer 7 kg (tror faktisk Ebbe har ramt 7 kg, men vil gerne lige have ham vejet for at være sikker), så kan man bruge den fjeder der følger med vuggen, i stedet for dem i metal. Det gør den lidt pænere og mere lydløs.

Bekymringer ved vuggen og motoren

Jeg håber at indlægget her kan hjælpe nogle trætte forældre til at få lidt mere overskud, ligesom motoren har givet os. Jeg syntes som sagt det virkede en anelse desperat til at starte med, men hvorfor ikke gøre det lidt nemt for sig selv? Egentlig var min største bekymring ved motoren (og vuggen generelt) at “vænne ham” til bevægelsen, men det har slet ikke været noget problem. Vi sørger bare for at variere hans lure. F.eks. ved at han også falder i søvn i barnevognen, imens den står stille.

Oftest er det om aftenen at han er urolig, hvilket vidst er meget typisk ift. mavegener. Her er vuggen og motoren virkelig guld værd.

Læs også: Tjekliste: Mine musthaves til baby de første to måneder

 

6 Comments
  1. Kører vuggen gennem hele hans lur? Vi har lige købt en, og er lidt nervøs for at han bliver søsyg når han ligger for længe🙈😅

    1. Haha. I dagtimerne gør den. Tror faktisk bare de elsker bevægelsen, så det tror jeg ikke du skal være bange for 🙂

  2. Uhh det er målet!!! Dygtige Ebbe. Jeg ammer minimum hver anden time også om natten og er ved at være lidt træt😂🙈

    1. Åh det kan jeg godt forstå, det er hårdt. Har desværre ikke opskriften til det – det er vidst bare faser og vi har også perioder med mange amninger 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.