Gode genbrugsbutikker i Sønderjylland - Ditteblog Loppefund

Sønderjylland: Gode genbrugsbutikker og tips til at finde de bedste loppefund

Efter en forlænget weekend i Sønderjylland, vil jeg lige dele mine bedste tips til gode genbrugsbutikker og loppefund i det sønderjyske. Jeg kan nemlig forstå på jeres beskeder, at der er flere der læser med herinde, som af og til kommer på de kanter.

Til jer andre deler jeg også mine bedste tips til at finde de bedste loppefund.

Læs også: Aarhus: De bedste steder at finde loppefund til hjemmet

Tønder

Jeg er mest opdateret på genbrugs butikkerne i og omkring Tønder, da vi er i mine forældres kolonihave hver sommer. Når vi er der, skal vi nemlig altid forbi alle mine yndlings genbrugs butikker, for at se om vi kan finde nogle skatte.

Vennemose antik og genbrug, Astronom Hansensgade 1, 6270 Tønder

Den her skal I besøge hvis I kommer forbi Tønder. Det er en gammel rå fabriksbygning på 600 m2 fyldt med møbler og interiør. Jeg har fundet mange gode ting der gennem tiden. Især er jeg glad for nogle gamle malerier som butikken havde overtaget fra en afdød lokal kunstner. Dem købte jeg et par stykker af sidste sommer, men der var stadig masser da vi var forbi denne gang.

OBS: Jeg er ret sikker på at de først åbner kl. 12, selvom der står 11 på hjemmesiden.

Vennemose antik og genbrug, Høgslundvej 2, 6270 Tønder

Lidt uden for Tønder ligger der en gård med samme ejere som førnævnte butik. Hele huset og laden er fyldt med loppefund, som er indrettet efter husets oprindelige funktioner. Så alle køkkenting er i køkkenet, spisestuemøbler i spisestuen og skriveborde osv. på kontoret. Det er næsten en oplevelse i sig selv og her kan jeg også virkelig anbefale at tage forbi.

Kirkens Korshær Genbrug, Ludvig Andresensvej 53

Den her genbrug er min mors favorit og den kan helt sikkert også noget. Folk står i kø når de åbner om torsdagen, da tingene simpelthen er så billige. Der er kun åbent torsdag og fredag eftermiddag, samt en enkelt lørdag om måneden. Det er en mere klassisk genbrugsbutik med alt fra tøj, sko, køkkensager og møbler.

Møgeltønder

Butik Slotsgaden, Slotsgaden 14, 6270 Tønder

Lidt uden for Tønder (4 km) ligger Møgeltønder, som er bedst kendt for Schackenborg Slot. På Slotsgaden (som er et besøg værd i sig selv), ligger der en kæmpe butik med antikviteter og loppefund. Den første del af butikken er nye ting med gammelt look. Ikke så spændende hvis I spørger mig.

Men på 1. sal og hvis man går ud gennem gårdhaven og om til den gamle hestestald, så er der fyldt med gamle møbler. De har det vildeste udvalg af gamle bænke og slagbænke som jeg var meget forelsket i. Vi har desværre slet ikke brug for sådan en, efter vi har fået lavet en indbygget bænk til spisepladsen. Ellers var jeg nok slået til på den her.

Bonus er at de har en webshop og leverer til hele landet.

Mormors lille café, Slotsgaden 9

Selvom det ikke er en loppebutik, må jeg også lige nævne Mormors lille Café. Den ligger nemlig lige overfor førnævnte butik. Her spiste vi lagkage og drak kaffe og den er virkelig et besøg værd.

Som sagt så er jeg mest opdateret på butikkerne i Tønder, da vi lige har været der. Næste gang vi besøger mine forældre tror jeg lige at vi tager en tur rundt i Sønderborg eller Aabenraa og får opdateret indlægget her med flere gode steder. Det er nemlig et års tid siden at vi var forbi butikkerne jeg kender i de byer, og jeg vil helst at mine anbefalinger er helt opdaterede.

Mine bedste tips til at finde specifikke loppefund

Jeg har fået et par spørgsmål til hvordan jeg finder de gode fund. Jeg havde nemlig allerede inden vi kørte mod det Sønderjyske, købt en Kåre Klint børnebænk til børneværelset og en gammel skoletavle til spisestuen, som vi skulle hente i samme omgang. Sidstnævnte kunne desværre ikke være i bilen, så den står hos mine forældre indtil de kommer på barselsbesøg.

Instagram

Jeg bruger rigtig meget Instagram når jeg leder efter noget specifikt. Jeg følger en del profiler som sælger brugte ting og så bruger jeg hashtags. Hvis det er populære varer, som f.eks. Kåre Klint bænken, så trykker jeg “følg” på det specifikke hashtag, så jeg er sikker på at se opslagene når der kommer nye. På den måde behøver man ikke engang følge bestemte profiler, men kan nøjes med at følge f.eks. #børnebænk eller #kåreklintbænk.

DBA

Den blå avis er også et godt sted at søge efter specifikke loppefund da udvalgte ofte er stort. Men priserne er desværre også steget en del derinde de seneste par år. Hvert fald hvis det er en populær vare. Men kan sagtens være heldig at finde ting som ikke længere har en værdi for sælger. Jeg har f.eks. købt det fine karlekammerskab til børneværelset derinde til 300,- og vores safaristol, som vi også fik til en rigtig god pris.

Marketplace

Facebook Marketplace er en samling af annoncer fra alle de forskellige salgsgrupper som er oprettet for specifikke byer. Den ligger inde i Facebook app’en. Både med skoletavlen og med Kåre Klint bænken har jeg (med min mors hjælp) haft held med at slå annoncer op med hvad jeg søger. Der er nemlig virkelig mange der har ting stående, som de ikke har sat til salg men egentlig gerne vil sælge. Det betyder ofte at de er mere villige til at sælge billigt. Her kan det anbefales at man ikke nødvendigvis skriver mærket/designet men bare uploader et billede af hvad man søger. Så kan der dukke ting og sager op til ret så gode priser.

Det var også på Facebook at jeg fandt de gamle metalskabe vi har i vores kontor til kun 50,-.

Jeg opdaterer indlægget her næste gang vi har været i Sønderjylland, men I må også meget gerne dele erfaringer i kommentarfeltet.

Læs også: Sønderjylland: Lazy Dog restaurant i Sønderborg

 

1 Comment
  1. På gågaden i Tønder finder man også Qupe, som er et skønt second-hand univers fyldt med lækre ting og sager⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.