DIY guide til indbygget garderobeskab med IKEA PAX - Ditteblog

IKEA HACK: DIY guide til indbyggede garderobeskabe med PAX og Billy

Nu er det vidst på tide at jeg kommer med en DIY guide til, hvordan vi har lavet vores indbyggede garderobe- og entré skabe i huset. Det er virkelig blevet populært med permanente, indbyggede løsninger og jeg forstår godt hvorfor. Det ser bare lidt mere gennemført ud, end hvis der f.eks. var luft omkring skabene.

Der er selvfølgelig mange snedkerfirmaer man kan bestille til at lave den slags, men vi besluttede os for at spare de penge og kaste os ud i projektet selv, dog med hjælp fra min far.

DIY GUIDE

Vores garderobeskab er bygget af IKEA PAX skabe og vores entré skab af IKEA Billy reoler. Fremgangsmåden til et indbygget skab er den samme på begge løsninger, så derfor har jeg valgt at lave denne samlede guide.

INDKØB:

  • Skabsstel (PAX er IKEA’s garderobestel og BILLY er et mindre dybt skab, som man typisk kender som reoler, men hvor man også kan få låger til).
  • Skabslåger (Vores er Flisberget i garderoben og Oxberg i entréen)
  • Greb til låger
  • En elektrisk sav med skinne
  • En boremaskine
  • MDF plader
  • Træ lægter
  • Skruer
  • Sandspartel + spartel
  • Sandpapir
  • Overmalbar akrylfuge
  • Forankringsgrunder til MDF
  • Grunder til låger
  • Maling
  • Fod- og loftpanel

Fremgangsmåde

SKABENE SAMLES

Først skal skabene samles og sættes sammen så de står helt stabilt op ad hinanden.

Herefter kan skabene monteres på bagvæggen, men med alt indmad vejer PAX skabene virkelig meget, så det undlod vi faktisk at gøre i garderoben. Mest fordi vores står ca. 5 cm fra bagvæggen grundet nogle radiatorrør der også skulle være plads til. Det vigtigste er at de står stabilt.

I entréen har vi monteret Billy reolerne til bagvæggen på en tværgående trælægte, som vi senere bruger til at skrue knager i.

SKABENE INDRAMMES MED TRÆ LÆGTER

Herefter skal der sættes trælægter op omkring hele skabet. Det er dem MDF’en skal monteres på. Husk at tykkelsen på din MDF plade bestemmer hvor langt ude trælægten skal sidde, ellers vil MDF pladerne ikke sidde plant med forsiden af skabet. Hvis MDF pladen er 2 cm tyk, skal der være 2 cm fra skabets forside til trælægterne.

MDF INDDÆKNING

MDF pladerne skæres til. Min bror havde en smart elektrisk sav med skinne som vi kunne låne, hvilket er en god ide så det bliver præcist og lige skåret. Tjek evt. de forskellige byggemarkeder hvor man kan leje værktøj.

OBS: Som I kan se har vi bygget omkring loftslisten, men vi skulle have taget listerne ned, for at kunne lave en pænere afslutning. Vi havde ikke tænkt på at vi skulle have en loftliste på inddækningen til sidst.

MDF pladerne skrues fast til trælægterne. Husk at forbore huller i MDF’en inden du skruer skruen i, så skruen dykkes helt ned i MDF’en og bliver nemmere at skjule efterfølgende.

SPARTEL OG GRUNDER

Når rammen om skabet er færdigt skal alle samlinger og skruehuller spartles med sandspartel og efterfølgende pudses med sandpapir. Det kan være nødvendigt at gøre af flere omgange, da det er et vigtigt punkt at være grundig omkring. Vi var nok lidt for utålmodige og det kan altså ses når man skal til at male, hvis der ikke er spartlet og pudset grundigt.

Herefter skal MDF’en males med forankringsgrunder, hvorefter det er klar til maling.

MALING

Vi har malet både MDF og låger med Dyrups Træ og Metal maling, som er en ekstra stærk maling der er god til møbler, paneler, låger osv. MDF’en er malet direkte på forankringsgrunderen og lågerne er først grundet, hvorefter de har fået en let slibning med noget helt fint sandpapir, inden de er blevet malet.

Lågerne har vi malet med pensel, både fordi den låge vi har valgt har en del udskæringer, men også fordi jeg synes det giver det pæneste resultat med helt fine penselstrøg.

Vi har brugt malertape på bagsiden og kun malet lågerne på forsiden, da de skulle have to lag udover grunderen, hvilket var et ret stort projekt i sig selv.

Farven vi har brugt i både entré og garderobe er “Gray Marble” fra Dyrup.

AFSLUTNING

Til sidst kan de færdigmalede låger monteres. Vi har sat greb på fra HTH, som matcher vores greb i køkken og bad.

Lågerne dækker ikke den hvide sokkel på skabet, så der har vi afsluttet med et fodpanel, ligesom i toppen med en loftliste.

Billeder fra entréen

Fremgangsmåden i entréen har som sagt været stort set den samme som til garderoben, men nedenfor kommer der lige nogle få trin, som er anderledes.

Vi har købt to Billy reoler, og brugt samtlige hylder i det ene skab og ladet det andet skab være tomt, så der kunne hænge jakker. Det gør at skabet uden hylder ikke er stabilt, da det kun holdes sammen af den tynde bagbeklædning. Derfor tog vi midterhylden og monterede den bagpå, så den kunne holde skabet stabilt.

For at få skabet til at flugte med det indhak vi havde i entréen, har vi to tværgående lægter på bagvæggen, som har den tykkelse som skabet manglede for at flugte. De to lægter er også brugt til at hænge knager i efterfølgende gennem bag beklædningen, så lægterne hænger i den højde vi ville have knagerne.

Ellers er fremgangsmåden præcis den samme som beskrevet ovenfor med garderobeskabet.

Læs også: Før og efter indretning med farver i nybyggeri

 

6 Comments
  1. Jeg har et spørgsmål til lågerne til soveværelset. Det består af en film på skabet, har I slebet den helt væk først, så grundet og så malet?

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.