Mine bedste råd til et smukt og ensartet feed på Instagram – Ditteblog

Mine bedste råd til et smukt og ensartet feed på Instagram

I dag skal det handle om noget som jeg selv går ret meget op i, nemlig Instagram feeds. Jeg elsker selv at følge profiler hvor man kan se at der er en rød tråd gennem alle billeder og jeg tænker selv meget over, om mit feed er pænt når man ser billederne samlet på profilen. Derfor har jeg samlet mine bedste tips til et smukt Instagram feed i indlægget her.

Læs også: Kamera: Sony A5000

Udstyr

Jeg bruger selv udelukkende min mobil til at tage billeder til Instagram, hvor imod jeg kun bruger kamera billeder til bloggen. Det er selvfølgelig meget individuelt hvad man synes er pænest ud fra hvilket udtryk man ønsker, men jeg synes man skal vælge, da en blandet billedkvalitet kan forstyrre helheden.

Lys

Lys er virkelig noget af det vigtigste når man tager billeder og jeg undgår altid fuldstændig at tage billeder når der er mørkt og behov for kunstig lys. Efteråret og vinteren er dermed ikke ligefrem mine yndlings årstider, da det kan være ret udfordrende at nå at tage billeder imens der er naturligt dagslys. Direkte sollys er heller ikke godt til billeder, så det er med at finde det perfekte tidspunkt på dagen eller det perfekte sted, hvor der hverken er for mørkt eller for oplyst.

Igen er det selvfølgelig en smagssag, da nogen kan lide at have tændte lamper og levende lys med på billederne, men til min smag bliver farverne for gullige af det og jeg foretrækker derfor naturligt lys til alle mine billeder, så der også er en sammenhæng der.

Redigering

Selve redigeringen må næsten være det der betyder mest ift. om man får et ensartet udtryk på alle sine billeder. Jeg bruger altid app’en VSCO til at redigere mine billeder. Man kan bruge en gratis version af den, men jeg har købt et abonnement som låser mange flere filtre op.

Først og fremmest skal man finde et filter til den stemning man ønsker ens feed skal udstråle. Skal det være mørkt, lyst, farverigt, nedtonet, blåligt eller noget helt andet. Her er det virkelig bare at prøve sig frem, og gerne på en del forskellige billeder. Et filter som ser godt ud på mad billeder gør sig ikke nødvendigvis godt på ens hudtone. Så hvis man tager billeder af mange forskellige situationer (mad, outfit, interiør, beauty osv), så er det bare at prøve sig frem, indtil man finder et der ser godt ud på alle sine billeder.

Jeg skifter af og til filtre når jeg trænger til at der skal ske noget nyt i mit feed, men de filtre jeg har været glad for at bruge gennem tiden er dem i kategorien A, HB, S og F.

Når man har fundet det filter man vil bruge kan man vælge at skrue op og ned for filteret og bagefter justere billedet manuelt ud fra hvad der passer til det enkelte billede.

Jeg plejer at justere exposure (lys), contrast, saturation (farve), white balance (temperatur) og fade. Herefter kan man gemme sin redigering så man nemt og hurtigt kan redigere sine øvrige billeder på præcis samme måde og dermed opnå den smukke sammenhæng mellem alle sine billeder.

Sammenhæng

Det kan være svært at forestille sig hvordan forskellige billeder vil se ud ved siden af hinanden, så for at undgå at poste billeder for så at slette dem igen, bruger jeg app’en UNUM. Deri kan man nemlig planlægge hvilken rækkefølge ens billeder skal postes i. Man kan rykke rundt på sine billeder indtil man er tilfreds med sit feed, man kan midlertidigt slette billeder for at se hvordan ens feed vil fremstå uden det valgte billede, og man kan bruge app’en til at planlægge posts, captions og hashtags.

Tema

Det her punkt kæmper jeg selv lidt med da det at have en livsstils profil, dækker over rigtig mange forskellige “temaer”. Jeg forsøger dog at fokusere primært på interiør, outfits og mad, men allerede der er der mange meget forskellige billeder, som kan være med til at give et rodet feed.

Hvis man kan finde en niche og holde sig til den, tror jeg helt sikkert at det vil gøre noget rigtig godt for ens profil. Selvfølgelig skal man poste det man har lyst til, men hvis man gerne vil have god respons på sine billeder, kan man vælge at se på hvad ens følgere godt kan lide at se hos en. Kig en måneds tid tilbage i feedet og tjek hvad der har performet godt. Ved mig er det klart boligbilleder, så det vil jeg forsøge at fokusere endnu mere på når vi flytter.

Læs også: Michelles guide; Sådan kan du tage ENDNU bedrebilleder + mine 5 tips til et flottere Instagram feed

 

2 Comments
  1. Virkelig god inspiration! Har selv bøvlet lidt med det, og stillet mig tilfreds med instagrams filtre, men nu har jeg fået min helt egen ‘rutine’ i VSCO. Tusind tak! 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.