Q&A #2 (Svar på Instagram spørgsmål)

Jeg måtte selvfølgelig også prøve den nye spørge funktion på Instagram og I var heldigvis søde at sende en masse gode spørgsmål min vej. Hvis der er noget jeg skal uddybe eller I kommer i tanke om flere spørgsmål må I endelig bare skrive en kommentar ♥

Hvad arbejder du med til dagligt?

Jeg arbejder deltid i @novamobleraarhus som er en interiør butik, hvor jeg arbejder med salg, indretning, sociale medier mm. Der har jeg 3-4 arbejdsdage om ugen og de øvrige dage bruger jeg på bloggen.

Jeg er uddannet sygeplejerske men det kan I læse mere om her: Om at vælge sin uddannelse fra – Beslutningen om at stoppe som sygeplejerske

Hvad er dine fremtidsplaner karrieremæssigt?

Lige nu har jeg ikke nogen konkrete planer for min karriere, da jeg nyder min hverdag som den er lige nu, hvor der er frihed til at springe ud i nye ting hvis muligheden skulle byde sig. Det skræmte mig i starten ikke at have en plan, men lige nu er jeg rimelig rolig omkring hele min arbejdssituation.

Hvad er dit drømmejob?

Mit drømmejob er nok ikke et konkret job, men et job hvor jeg kan have en masse frihed ligesom jeg har lige nu. Jeg elsker at arbejde med sociale medier og at være kreativ med billeder, så det håber jeg bare at jeg kan blive ved med. Helst for mit eget brand på den ene eller anden måde. Jeg er virkelig blevet vild med at være selvstændig og kunne styre min egen hverdag, så jeg vil helst ikke tilbage til helt faste 37 timers rammer.

Læs også: Q&A: Mine svar

Hvad drømmer du om i forhold til dit arbejde som blogger/influencer?

Jeg drømmer om at arbejde med endnu flere spændende brands og kunne rigtig godt tænke mig at lave et design samarbejde på et tidspunkt. Gerne inden for interiør.

Jeg vil desuden rigtig gerne have mere kontakt med jer der læser med. Det er virkelig noget af det bedste når I skriver kommentarer eller interagerer på den ene eller anden måde, så det vil jeg rigtig gerne arbejde på, at der kommer endnu mere af.

Hvad blev der af OHSOMEDIA?

Ohsomedia lever stadig, der har bare været stille noget tid fordi Michelle og jeg arbejder på noget nyt til vores side. Vi har lidt tekniske udfordringer, men jeg tror snart I får mere at vide. Den drøm lever også stadig.

Er din iMac 21″ og er du glad for den/kan du anbefale den?

Jeg kan faktisk ikke huske hvor stor skærmen er, men jeg mener den er større end 21″.

Jeg er virkelig glad for selve skærmen og det at sidde og arbejde ved så stor en skærm. Det gør en kæmpe forskel i forhold til størrelsen på min bærbare. Desværre har vi købt en ret langsom model, så jeg vil anbefale at investere lidt ekstra i indholdet. Min tålmodighed rækker ikke altid helt til dens tempo, så vi skal have købt et eller andet som skal indsættes i harddisken (jeg ved ikke noget om det) for at den bliver hurtigere at arbejde ved.

Hvad har været det afgørende i jeres valg af ny bolig?

Det er virkelig svært at svare på, fordi vi var så meget i tvivl om hvilket hus vi gerne ville have. Jeg tror også jeg har skrevet et indlæg om, at det nok ikke er vores drømmehus vi har købt, men at det også er helt okay, da vi er førstegangskøbere og er begrænset af vores budget. Men når det så er sagt, så glæder vi os jo rigtig meget til vi skal flytte og det er blandt andet lokalområdet der spillede en vigtig rolle. Der er mange jævnaldrende der enten lige har fået eller gerne vil have børn, der er stier til institutioner, legepladser og indkøb og så tager det under et kvarter at komme med offentlig transport ind til Aarhus. Så ja, mange afgørende ting, men helt klart mest beliggenheden/området, da vi håber på at blive så glade for stedet at vi om et par år kan skifte huset ud med vores drømmehus, men uden at skulle skifte byen ud.

Hvad forventer du bliver det bedste og det dårligste ved at flytte ud af byen?

Det bedste tror jeg bliver roen. Jeg er ikke specielt god til at der altid er mennesker omkring mig (det blir der stadig lidt fordi vi flytter i rækkehus, men ikke helt så ekstremt, da der trods alt ikke bor nogen over os). Derudover glæder jeg mig også til lidt mere nærhed ift. at kende sine naboer, drikke en øl over hækken og lige kunne låne noget af hinanden. Det er der slet ikke noget af i vores nuværende opgang.

Det sværeste bliver nok at noget af spontaniteten ryger. Selvom vi kun er et kvarter fra Aarhus, så tror jeg bare der skal planlægges lidt mere hvis vi lige skal ud at spise, mødes med nogle venner osv.  Det er noget af det vi prøver at nyde lidt ekstra lige nu og indtil vi flytter.

Hvad er din top 5 over ting at lave i Aarhus?

#1: At starte dagen med en lækker brunch. Jeg synes Aarhus har så mange lækre muligheder.
#2: En løbetur i Marselisskoven, omkring væddeløbsbanen, Mindeparken og langs vandet ved Tangkrogen. Den tur giver så meget energi.
#3: Loppemarked på Ingerslev i kombination med kaffe og et rundstykke på Go’kaffe en søndag morgen.
#4: At skifte hjemmekontoret ud med en hyggelig café og god kaffe, f.eks. på den nye La Cabra ved Banegården.
#5: At bruge byens arrangementer som VM kampe på storskærm på havnen, Food Festival til september, Aarhus Festuge, SPOT festival, street food markeder, Fed Fredag i Friheden osv.

Hvor er dine yndlings sommerspots i Aarhus?

Sjette Frederiks Kro med efterfølgende dyp i havet på Den Permanente.
Ballehage strand (min favorit)
Caféer med gårdhaver; Juliette, Åland, Langhoff&Juul.
Vin Danmark på havnen – bedste sted at nyde et glas vin og spise tapas med udsigt over lystbådehavnen.

Prøver I stadig at få en lille baby?

Det gør vi, men det er desværre en længere proces for os ♥

Hvis I skulle have et kæledyr, hvad skulle det så være?

Vi drømmer begge to om at få en hund, og har gjort det i mange år. Af racer er vi vilde med mops, fransk bulldog og chowchow. Grunden til vi ikke har fået en, er at man ikke må i vores lejlighed hvor vi bor til leje, men det ændrer sig jo heldigvis når vi flytter til december. Så må vi se hvad der kommer først; baby eller hundehvalp. Vi er hvert fald enige om at de ikke skal komme samtidig og vi håber selvfølgelig mest på det første.

Hvad er noget af det som du og Casper kan blive allermest uenige om?

Jeg har virkelig tænkt over den her, men jeg tror jeg er kommet frem til, at det må være når han går for meget op i regler og principper og jeg ser lidt mere løst på tingene. Et virkelig åndsvagt eksempel som jeg lige kan komme på, var sidst vi ryddede op i kælderen og havde bestilt afhentning af storskrald – i reglerne står der at tingene først må sættes ud på dagen når de skal afhentes, men jeg ville bare gerne have orden i kælderrummet og derfor sætte det i kælderen uden for vores kælderrum (hvilket viceværten hader) eller på gaden med det samme. Det kom der en diskussion ud af. Vi joker ofte med at han burde arbejde som ordensmagt – han har nemlig også travlt med om folk overholder færdselsregler. Går helst kun over vejen hvor der er fodgængerfelt osv 😉

Men ellers må jeg lige sige at Casper virkelig er jordens mest tålmodige menneske, så når vi diskuterer er det oftest fordi jeg er sulten og dermed uretfærdig 😉

Er der nogle ting eller emner, som du bevidst har fravalgt at dele på bloggen og hvorfor?

Jeg tror ikke der er specifikke emner jeg har fravalgt, men jeg tænker meget på ikke at blive alt for privat. Jeg synes der er en fin grænse mellem det at være personlig og privat, som jeg prøver at overholde, både for min og for Caspers skyld. Dog udgav jeg dette indlæg som jeg tænker er mere ovre i det private, men det blev også nøje gennemtænkt og jeg spurgte Casper “om lov” først.

Det bedste sted i Aarhus at købe boligting?

Balsalen i Frederiksgade er min favorit interiør butik. Den skal I besøge hvis I endnu ikke har været der. Butikken er virkelig lille, men hun har de fineste nøje udvalgte ting til boligen. Her om sommeren har hun også åbnet et større lokale i samme gård og så er selve gårdhaven også fyldt med unikke fund. Den ligger i en lille baggård lige overfor Baresso på Frederiksgade.

Hvad drømmer du om at gøre eller prøve, men som du ikke har fået gjort endnu?

Jeg vil vildt gerne på en roadtrip ferie. Enten ned gennem Europa eller i USA. Førstnævnte helst uplanlagt hvor man bare stopper når man finder et sted man synes om og blir der indtil man gerne vil videre. Casper er ikke så glad for at køre bil som jeg er, så jeg tror det vil kræve lidt overtalelse at holde ferie på den måde.

Hvad er din holdning til kropsbilleder/idealer i forhold til sociale medier?

Jeg har det grundlæggende sådan at folk må lægge det ud de vil, på de sociale medier, og at det er en selv der skal lære at navigere rundt i det og filtrere det fra der bliver for meget. Det er selvfølgelig meget nemmere sagt end gjort, men jeg synes selv jeg er blevet bedre til at stoppe med at følge profiler der giver mig negativ energi i forhold til mit eget selvbillede, men også at tænke over at de billeder der bliver lagt ud, selvfølgelig er taget fra den helt rigtige vinkel osv. For hvert billede jeg lægger ud er der jo også taget omkring 20 der ikke fungerede.

Jeg synes selvfølgelig det er hårdt at tænke på at helt unge piger (og måske en dag mine egne børn) skal vokse op og blive eksponeret for forvrængede kropsidealer, men jeg ved ærlig talt ikke hvad man skal gøre ved det. Det seneste år især er der dog kommet rigtig meget fokus på at vise det ufiltrerede og “uperfekte” frem, hvilket måske kan hjælpe lidt på det, selvom jeg må sige at det ikke er de profiler jeg selv følger flest af.

Hvem ser du op til?

Jeg beundrer virkelig det liv Emili og hendes mand har skabt for deres familie. De er selvstændige og har dermed en meget fleksibel hverdag, som gør det muligt for dem at bruge rigtig meget tid med deres børn. Jeg synes Emili har en skøn tilgang til børneopdragelse generelt og tænker at jeg kommer til at søge rigtig meget inspiration på hendes blog når det en dag bliver min tur til at være mor.

Michelle er sådan en der altid får mig til at ville være en bedre udgave af mig selv rent arbejdsmæssigt. Jeg synes hun er så sej til det hun gør og jeg kan kun drømme om at føre mit eget univers lige så langt som hendes. Føler mig meget heldig over at hun er blevet en af mine veninder.

Derudover ser jeg bare generelt op til folk der springer ud i deres drømme i stedet for at lade det blive ved tanken. Jeg synes det er så sejt når der bliver taget nogle chancer. Min fætter har f.eks. lige startet et firma oveni fuldtidsjob, hus renovering og 3 børn. Sådan noget beundrer jeg virkelig.

Hvordan redigerer du dine billeder på Instagram?

Jeg redigerer alle mine billeder i VSCO app’en som jeg har brugt i mange år. Filtrene skifter jeg med et par måneders mellemrum når jeg trænger til at se på noget nyt. Kan kun anbefale at købe hele pakken og så lege med de forskellige udtryk.

Link til sneakers (reklamelink): Reebok Daytona DMX.

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.