Interview: Frivillig i Afrika

I dag kommer der et lidt anderledes indlæg her på bloggen. Jeg har nemlig taget en snak med Rikke, som jeg har læst til sygeplejerske sammen med. Hun har været i Afrika som frivillig og er netop taget afsted igen.

Jeg får ofte mange mails og beskeder fra andre der har læst til sygeplejerske, som ligesom jeg er i tvivl om, om de har taget den rigtige uddannelse. Derfor tænkte jeg, at det kunne være interessant at interviewe nogle personer som har taget uddannelsen, men som bruger den på en mere utraditionel måde. Jeg selv har jo været ret ekstrem og valgt at lave noget helt andet, men måske det kunne være spændende at få nogle flere vinkler på det emne.

Jeg vil dog lige nævne at indlægget her er relevant for alle der er nysgerrige på dét at arbejde som frivillig i f.eks. Afrika – ikke kun sygeplejersker.

Hej Rikke. Vil du ikke først fortælle lidt om dig selv?

Jeg hedder Rikke Andersen, jeg er 29 år gammel. Jeg bor i Randers, men er opvokset i Allingåbro (på Djursland).

Jeg har været uddannet sygeplejerske i snart 5 år, og jeg startede min karriere med, at arbejde på lungemedicinsk afdeling på Regionshospitalet Randers.

Hurtigt blev jeg nysgerrig efter, hvordan det mon var, at arbejde på plejecenter og desuden, hvordan det mon var i Norge. Jeg tog derfor orlov og tog til Norge i 3 mdr., for at arbejde på et plejecenter. Kvaliteten var en helt anden end i Danmark! Jeg var kommet til en kommune med dårlig faglighed og ressourcer, og dét kunne mærkes. Borgere døde uden der egentlig var en ordentlig plan eller afslutning. Desuden var jeg ansvarshavende sygeplejerske over for 120 borgere den første dag, inklusiv unge udviklingshæmmede og en del demente. I aftenvagt iøvrigt. Værsgo…

På trods af det blev jeg vild med plejecenter og jeg endte på plejecenter Kollektivhuset i Randers, da jeg kom tilbage til Danmark. Jeg er fortsat vikar på Randers Regionshospital.

Du har været i Afrika som frivillig hos Cindi’s Hope og skal snart afsted igen. Vil du ikke fortælle lidt om, hvad dit frivillige arbejde går ud på, hvilke opgaver du har og hvor dit ønske om, at arbejde som frivillig startede?

Min nysgerrighed omkring Afrika, kom i en alder af 10 år, vil jeg tro. Jeg har alle dage elsket, at se programmer om vilde dyr og ”vilde mennesker i junglen”. Afrika har altid fascineret mig, og jeg har altid godt kunnet tænke mig, at arbejde på et afrikansk børnehjem.

Jeg har dog aldrig turde tro på, at jeg skulle komme til Afrika. Men da jeg blev sygeplejerske, som er en uddannelse med en masse muligheder, og jeg havde prøvet at være i Norge, blev det pludselig muligt for mig. Jeg tog på safari i Kenya i 2016, da det også havde været et stort ønske, og så kunne jeg lige ”se landet an”.

Sidste år, 2017, besluttede jeg mig så for, at nu skulle det være med frivilligt arbejde. Nu var der ro på og økonomisk var der plads. Jeg fik orlov fra mit arbejde, tog kontakt til EXIS (en organisation der sender frivillige ud i verden), og bum, så var alt planlagt. Lynhurtigt. Jeg skulle til Kenya, til hovedstaden Nairobi og arbejde på børnehjemmet Cindi’s Hope i en fattig del af byen, East Leigh.

Børnene var enten flygtninge, havde ingen familie og/eller havde oplevet krig, voldtægt, var blevet misbrugte eller mishandlet. Men det kunne man nu ikke umiddelbart mærke på dem…

Jeg valgte, at være frivillig på børnehjem, da det altid har været min drøm. Jeg hjalp til i dagligdagen, legede med børnene, havde kreative timer samt læsegrupper, førstehjælpsundervisning og alt i alt prøvede jeg at give børnene ”noget andet”, end det de havde. Være kreative på en anden måde.

De vidste, jeg var sygeplejerske og derfor brugte de mig også nogle gange ift. eksem og hoste. Dog tog de ikke børnene til læge, som jeg anbefalede. Jeg holdt øje med dem og prøvede at sætte mig ind i deres tankegang ift. deres handlinger (eller mangel på samme).

Jeg fik også ryddet op i deres medicinskab, hvor der var endt helt forkert medicin (fordi de ikke vidste, hvad det var), som fx. stærk smertestillende, blodfortyndende injektioner mv. Alt muligt, der ikke skal bruges på et børnehjem, til børn eller af folk, der ikke ved, hvad det er.

Børnene var fantastiske. De var så kære, omsorgsfulde, fulde af liv og gejst for skolen, samt meget nysgerrige. Afrikanske børn er bare meget anderledes end fx. børn i Europa. Deres kultur og opvækst er så anderledes fra vores. Livet handler rigtig meget om uddannelse, for ”det er vejen frem”. Især i fattigdom. Og det bliver de fortalt, fra de er omkring 4 år. Så de er motiverede!

Så snart der er pause, står den på leg og der er opfindsomhed også på sit højeste. Selvom frivillige igennem tiden er kommet med ting de kan lege med, ender de ofte med, at lege med sten eller flette hår – gerne de frivilliges lange bløde hår.

Efter et par måneder på børnehjem tog jeg nogle uger på St. Marys hospital, også i Nairobi. Et fattig hospital, der primært behandler patienter fra slummen. Jeg valgte der, ikke at fortælle om min profession, fordi jeg kunne mærke, jeg ikke var tryg ved deres hygiejneforhold. Kvaliteten på hygiejnen var ganske forfærdelig. Ingen handsker ved blod, patienter med alle mulige forskellige sygdomme i samme rum, for mange mennesker mv. Og jeg havde ganske enkelt ikke lyst til, at fortælle, at ”det vil jeg ikke pga. jeres hygiejne” – så var det nemmere at sige, at jeg ikke havde kompetencerne. Så fornærmede jeg ikke nogen. Så jeg brugte meget tid på, at assistere på apoteket, ved tandlægen og ved kuvøserne med de utrolig søde og syge spædbørn.

Hvad har været den største oplevelse første gang du var afsted som frivillig og hvad har været noget af det hårdeste?

Da jeg var så længe i Afrika, så var det ikke kun børnehjemmet, der fyldte. Bare dét, at komme til lufthavnen, var en oplevelse i sig selv. Allerede der så jeg igen, hvor anderledes kulturen er. Så jeg har haft mange gode og spændende oplevelser i Afrika.

De største oplevelser er jo helt klart de gode stunder med børnene! At lære dem at kende, lære deres lege og grine med dem. Det er altså glæde helt ind i maven.

Men jeg tog også på Giraf center og fodrede giraffer, på safari og så en masse vilde dyr, på elefant børnehjem og på børnehjem for skadede dyr fra nationalparkerne. De oplevelser var helt klart også unikke. Fritiden kan bruges på meget!

Udover de gode minder, var der da også oplevelser på anden vis. Jeg var tæt på at blive røvet på gaden. Dét at begå sig i ekstrem fattigdom dag ud og dag ind og hele tiden være på vagt. Jeg blev angrebet af en bavian, mænd der vil giftes, forurenet luft, konstante maveproblemer og dét at bo i en lejlighed med 10 andre og intet alene-tid have. Vi boede i et middel klasse kvarter, men med udsigt til Afrikas største skum ”Kibera” og med en lille slum lige ved siden af vores bygning. Samtidig var der en rigtig dyr restaurant tæt ved et indkøbscenter ca. 800 meter derfra. Så et mix af oplevelser og følelser hele tiden.

Rent personligt kom jeg på prøve. Og det var også planen. Jeg fandt virkelig mine grænser og lærte meget om mig selv. Jeg sætter utrolig meget pris på ”livet her i Danmark”, efter jeg er kommet hjem igen.

Hvad får dig til at tage tilbage?

Jeg skal snart tilbage igen, og det glæder jeg mig til!

Denne gang i en kortere periode og hvor der er mere ferie. Jeg skal bo i en anden del af byen denne gang, hos en kammerat jeg fik, da jeg var dernede sidst. Det bliver ferie med pool, lækker mad og hygge. Men jeg skal også være frivillig på børnehjemmet. Denne gang har jeg aftalt det direkte med Cindi, ejeren af Cindi’s Hope. Hun er amerikaner og bor i USA, men jeg har mødt hende og vi kommunikerer nu igennem Facebook.

Noget af det, jeg sætter rigtig stor pris på ved ”det at være frivillig” er, at man kan få lov til at hjælpe andre. Jeg bruger energi på at samle donationer og finde sponsorer – på det niveau jeg nu kan. Dvs. jeg har indsamlet tøj, sko og penge. Derudover har jeg samarbejdet med en børnehave der laver smykker til børnene og Gyldendal har doneret læringsplakater til alle klasselokalerne. Det synes jeg er fedt. Og det er bestemt noget, der bliver taget godt imod!

Jeg savner børnene og jeg savner Afrika. ”Hakuna matata”-livsstilen er virkelig det modsatte af stressede Danmark. Og selvom der er de hårde sider, som fattigdom, nærgående mænd, forurenet luft osv., så er alt det skønne ved Afrika, bare så meget mere værd!

Hvad skal man gøre, hvis man gerne selv vil være frivillig i Afrika eller på Cindi’s Hope?

Hvis man gerne vil være frivillig, skal man som udgangspunkt være åben, imødekommende og omstillingsparat. Det gør ikke noget, man godt kan lide sine trygge rammer hjemme – det kan jeg også, og jeg har også brug for det – men man skal være nysgerrig nok, til at ville og kunne lægge det til side. Man skal både være okay med, at begå sig alene, men også at være social.

Man kan tage af sted med en organisation eller på egen hånd. Men skal man til Afrika for første gang, vil jeg anbefale organisation, da man ellers nemt kan blive snydt.

Ift. alder skal man ikke nødvendigvis være 18 år – 16 årige tager også afsted. Det kræver dog, man er moden og har nogle forældre, der tillader det. Frivillige med EXIS er fx. fra 16 år til 70 år.

Jeg undersøgte en masse, inden jeg tog afsted. Om byen, kulturen, folket, arbejde, transporten, valutaen, klima, hvilke ting jeg gerne ville se mv, hvor flere af de andre frivillige som jeg boede og arbejdede med, ikke havde undersøgt noget overhovedet. Rejser man med en organisation som fx. EXIS, får man også en del information tilsendt.

Man behøver ikke nogen bestemt uddannelse overhovedet. Det skal være viljen og lysten, der driver.

Selvfølgelig kommer den økonomiske side oveni. EXIS er en af de billigste organisationer i Danmark (information kan findes på deres hjemmeside www.EXIS.dk). Men der skal være penge til flybilletter, vacciner, forsikringer, ophold, transport, lommepenge mv. Det kan gøres for forskellige budgetter, også afhængig af ens hjemlige situation.

Mit eksempel: Jeg har bil, lejlighed, er færdiguddannet og har fast arbejde i Danmark. Jeg tog orlov i 3 mdr. og skulle betale for ophold i Kenya samtidig med alle mine faste udgifter derhjemme.

Hvis man ikke har mulighed for, at tage et par måneder ud af kalenderen, er der så en anden måde, hvorpå man kan hjælpe i Afrika eller på Cindis’s Hope?

Hvis man ikke har mulighed for, selv at tage til Afrika og hjælpe i nogle måneder, kan man enten tage en lille tur på nogle uger evt. kombineret med fx ferie, eller vælge at være aktiv hjemme fra Danmark. Jeg samler fx. ind og tager det med derned. Sidste gang indsamlede jeg stort set kun penge, som jeg tog med, og som jeg købte en del ting for dernede. En stor del af pengene blev fx. doneret til en vandpumpe. Man kan altså nå rigtig langt for få penge.

Man skal naturligvis have styr på, hvor pengene går hen. Det kan være svært, hvis man ikke selv har været afsted, og mange fristes derfor til, at hjælpe større landsdækkende indsamlinger i stedet.

Ellers er den nemmeste måde, at hjælpe netop Cindi’s Hope på, at donere igennem hjemmesiden: http://cindis-hope.org/ . Her kan man donere penge og ellers kan man vælge at donere tøj, bøger, tæpper, dyr til landbruget mv.

Tusind tak fordi du ville være med Rikke ♥

Hvis I har nogle spørgsmål er jeg sikker på at Rikke gerne vil svare på dem i kommentarfeltet – så spørg endelig løs. Jeg vil selvfølgelig også rigtig gerne vide om I synes om denne type indlæg, da det som jeg nævnte i starten er lidt anderledes end hvad der plejer at være herinde. I er også mere end velkomne til at dele egne erfaringer til emnet.

 

GemGem

2 Comments
  1. Spændende indlæg og Rikke GJORDE det 👍. Jeg har altid haft lysten og manglet motivationen, men kan jo læse mig til at jeg stadig kan nå det ☺️

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.