Annonce

2 måneder som mor til to

mor til to

2 måneder

Jeg tænker at vi fortsætter indlæggende her, som en lille føljeton. Hvor jeg hver måned giver en lille status på hverdagen som mor til to. Det er nemlig også her jeg kan svare lidt mere uddybende på nogle af de spørgsmål der kommer på Instagram. F.eks. har I spurgt ind til hvordan jeg “barnevogns træner” og hvordan vores hverdags rutine ser ud. Så I er altid velkomne til at spørge.

Læs også: 1 måned som mor til to

refluks

Status på refluks

Uffe er to måneder i dag, så lad os lige starte med en lille status på ham. Vi var jo til udredning med ham hos en børnelæge i Silkeborg som jeg havde fået anbefalet. Hun var meget grundig og tog os alvorligt, hvilket var så dejligt at opleve. Hun mener ud fra de symptomer vi beskriver og det hun ser, at han har silent refluks. Altså hvor han får smerter af at mavesyren kommer op i spiserøret efter måltider (meget kort beskrevet, men I kan google jer frem til mere uddybende, hvis I mistænker det samme).

Det første man oftest gør ved mistanke om refluks, er at mor går på mælkefri diæt. Det var jeg allerede startet på inden vi havde en tid hos lægen. Derudover anbefalede hun opstart af mælkesyrebakterier, som vi også allerede var begyndt at give ham. Hun syntes (ligesom vi) ikke at vi skulle opstarte ham i medicin, da vi allerede oplevede en lille bedring efter en uge på mælkefri diæt. Medicinen kan nemlig give bivirkninger i form af forstoppelse og uro. Så vi fortsætter egentlig bare med de tiltag vi allerede var gået i gang med. 

Børnelægen tjekkede også hans tungebånd, som ikke er vurderet til at være stramt. Derudover fik han lavet prik test for at teste for blandt andet mælkeallergi. Han slog ikke ud på den, men derfor kan han stadig reagere på mælkeprotein (blandt andet). Vi har endnu ikke besluttet om jeg skal prøve at undlade andre fødevarer. F.eks. æg som mange også reagerer på.

Vi er startet til Osteopat, hvor han indtil videre har fået to behandlinger. Spændinger kan nemlig også forværre (eller endda være skyld i) refluks. Vi kan tydeligt se forskel på hans mave efter behandlingerne. Den er meget blødere og mindre udspilet. Vi går hos Mette hos Aarhus Osteopati og han skal formentlig have en tredje behandling.

Hvis I står i samme situation kan jeg anbefale at følge med i Facebook grupperne “Forældre med refluksbørn” og “Mødre på mælkefri kost”. Der er meget hjælp at hente fra andre der har været igennem det samme.

Vi oplever stadig en klar bedring i forhold til hvordan Uffe havde det for bare 4 uger siden. Han græder ikke uafbrudt i flere timer længere, men han græder stadig meget af hans vågentid. Han har det helt klart bedst når der er helt ro omkring ham. Han har brug for virkelig meget tryghed og vil helst bare sove hos mig. Har læst at det er meget typisk refluks børn. Både fordi de har behov for at sove mere eleveret, men også fordi de bliver meget nemt overstimuleret. Deres “glas” er i forvejen halvt fyldt grundet deres problematikker, så der skal ikke meget til før det flyder over. Det var vores osteopat der beskrev det sådan og jeg synes det giver rigtig god mening.

Mor til to

Søskende bånd

Ebbe er stadig ved at falde til i storebror rollen. Det er stadig svært for ham om eftermiddagen når jeg har dem alene. I situationer hvor jeg ammer eller skifter Uffe blir han ofte ked af det. Det er på trods af at jeg prøver at inddrage ham, ved at tage ham med ud til puslebordet eller sætter mig på gulvet hos ham og ammer. 

Men når Casper er hjemme og der er en voksen til ham også, så er der heldigvis ikke nogen reaktioner. Han er fortsat meget glad for Uffe og opmærksom på ham, hvilket er så dejligt at se. 

Barnevognstræning

Uffe er stadig ved at vænne sig til barnevognen. Faktisk tror jeg at de færreste babyer er glade for at sove i barnevogn de første måneder. Selvfølgelig er der nogen der er, men jeg tror mange foretrækker en slyngevugge eller lignende der giver mere tryghed. Men barnevognen er bare uundværlig med to børn, når vi skal bringe og hente i institution. Vi bruger også bæreselen i de situationer, men det fungerer ikke for os på dage hvor det enten regner eller der er bagende sol. Så vi øver barnevogn når overskuddet er til det.

Egentlig handler ‘træningen’ bare om at jeg forsøger at putte i vognen minimum en gang om dagen, så han langsomt vænner sig til den. Gerne om formiddagen hvor stress niveauet er mindst, fordi der endnu ikke har været så mange indtryk at forholde sig til. 

Jeg svøber ham i en stor stofble, så armene ikke ligger og flagrer og så ligger han i Najell liften nede i barnevognen. Hvis der ikke er for varmt ligger han faktisk også på en babydyne, da den også giver tryghed omkring hovedet.

Jeg triller ikke altid med vognen da jeg har en babyrocker (reklamelink) på vognen, som vugger ham i søvn. Samtidig kan jeg nusse ham og give ham sutten når han smider den. Typisk vågner han let op efter 30 minutter, hvor jeg prøver at stå klar til at få ham videre over i den dybe søvn. F.eks. ved at give ham sutten eller nusse ham. 

Man kan også med fordel have en stofble eller en lille bamse med lidt modermælk på liggende i vognen, så der dufter trygt og velkendt.

Uffe har lige været i tigerspring 2 (bruger app’en “Vidunderlige uger”) og der kunne han slet ikke finde ro i vognen. Så det handler også om at vælge sine kampe. Vi øvede ikke barnevogn de to uger springet stod på, medmindre det var nødvendigt til/fra dagplejen. Her var bæreselen en del i brug.

Hverdags rutine

Vores hverdags rutine

Vi har endnu ikke en fast rutine for hvordan vi klarer hverdagene med to børn. Casper arbejder stadig hjemmefra de fleste dage og så er hans arbejdstider også meget fleksible. Selvfølgelig har han faste møder i kalenderen, men der er opgaver han f.eks. kan lave om aftenen, hvis han en dag kommer senere i gang eller holder tidligt fri. Så det gør det hele noget nemmere og vi kan vurdere lidt fra dag til dag, hvem der henter og bringer.

En typisk dag ser sådan her ud:

6.00: Ebbe vågner og Casper står op med ham og laver morgenmaden klar. Imens ammer jeg Uffe, som for det meste vågner af at vi står op. Herefter går vi ned og spiser morgenmad sammen med de andre. 

6.30: Casper og jeg skiftes til at gå i bad, imens den anden får Ebbe i tøjet, rydder væk fra morgenmaden og putter Uffe. Han er nemlig aldrig udhvilet kl. 6, så hvis det ikke var fordi vi havde Ebbe, ville jeg bare blive liggende med ham i sengen til 8-9 stykker. 

7.30: Hvis Casper afleverer Ebbe er det på det her tidspunkt, da han så kan nå hjem til møder på hjemmekontoret kl. 8.  Hvis han skal ud på kontoret kører han hjemmefra kl. 7 og afleverer Ebbe på vejen. 
Alternativt afleverer jeg, men så skal vi vente på at Uffe vågner fra lur, hvorefter han skal ammes og i tøjet og være træt igen før jeg kan putte ham i barnevognen. Sidste mulighed fungerer ikke godt for os, da det er i de situationer Ebbe bliver meget frustreret, da jeg har dem begge alene. Sådan ønsker vi ikke at starte hans dag så længe det kan undgås. Men det bliver løsningen på sigt.
Ebbe skal være i dagplejen senest 8.30 da det er her de får lidt mad inden de går udenfor eller tager på tur.

8.00: Herfra er der dømt barsel for mit vedkommende og der er endnu ingen rytme på dagen. Det er 100% efter Uffes behov. Hvis han en sjælden gang imellem tager en lang lur er det her jeg enten får arbejdet eller laver praktiske ting. Men oftest sover han kun 30 minutter af gangen eller sover på mig.

15.00: Jeg henter Ebbe i dagplejen. På det tidspunkt er han nemlig færdig med at sove lur og har typisk lige nået at få lidt mad. Det er meget forskelligt hvordan det går med at hente. Hvis det passer med at Uffe er træt går det som regel godt og han sover fra det hele. Men hvis han næsten lige har sovet er det virkelig svært at have ham i vognen igen. Heldigvis har vi kun 10 minutters gang frem og tilbage fra dagplejen.

Den næste time har jeg alene med begge drenge. Uffe vågner nemlig stort set altid med det samme vognen står stille og så skal han ammes. Så der har vi første “konflikt” fordi Ebbe også gerne vil være hos mig. Men jeg forsøger altid at gøre en lille lege station klar med legetøj og nogle snacks + drikkedunk, til når vi kommer hjem. Så kan vi for det meste klare os igennem indtil Casper har fri.

Kl. 16.00: Casper holder fri. Når han arbejder hjemmefra kommer han ned og leger med Ebbe. Hvis han er på kontoret går der lige 40 minutter ekstra på transport. Men i mellemtiden har jeg så puttet Uffe igen og kan lege med Ebbe. Uffe er typisk kun vågen 1 time af gangen.

Kl. 17.00: Casper starter på aftensmad, Ebbe ser Ramasjang (eller Minisjang) og jeg sidder typisk og ammer eller hjælper med at gøre klar til aftensmad, rydder op osv. 

Kl. 17.30: Vi spiser aftensmad, da Ebbe når at blive alt for træt og ukoncentreret hvis det bliver senere. Vi forsøger at time det med en lur til Uffe, men ellers sidder han i babyindsatsen og er med ved bordet. Det gider han i ca. 5 minutter hvorefter vi skiftevis sidder på en yogabold med ham. Vores aftenmåltider er sjældent særligt afslappende for tiden, men der er altid en der sidder og spiser med Ebbe og forsøger at gøre det hyggeligt med ham. 

Kl. 18.00: Vi rydder aftensmad væk, Ebbe får nattøj på, vi pakker taske til dagplejen, rydder op og vander have. Ebbe er med til det meste og hygger sig ellers med sit legetøj imens.

Kl. 19.00: Ebbe bliver puttet. Casper læser en godnat historie for ham, hvorefter han selv falder i søvn.

Herefter skiftes vi til at have Uffe der næsten altid er meget urolig og ked af det om aftenen. Så vi skiftes til at sidde på yogabolden med ham, medmindre jeg ammer. Omkring kl. 21, alt efter hvornår han er vågnet fra sidste lur, så blir han puttet i slyngevuggen og vi går i seng. På den måde kan vi også nå at få noget søvn, imellem amninger og bleskift, inden næste dag starter kl. 6.

Uffe sover altid sit længste stræk først. I slyngevuggen med motoren tændt. Det kan være alt fra 3-7 timer i streg. Oftest 4-5 timer. Herefter sover han i babynesten ved siden af mig og bliver typisk ammet hver eller hver anden time. Casper hjælper med bleskift om natten, som heldigvis allerede er meget færre. Typisk kun 1 gang. Men så kan jeg lige nå på toilettet, skifte ammeindlæg, få noget vand osv. Det er virkelig dejligt at vi kan hjælpes ad.

Inspiration

Hvis I har lyst (og hvis I har læst med helt indtil nu), må I meget gerne dele hvordan I får hverdagene med børn til at hænge sammen hos jer. Så kan vi andre lade os inspirere.

Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments
Andre interessante indlæg
WEENSU – En ny ansvarlig...
Huskøb: Handlen er godkendt som...
Hørning: Om at flytte til...
Tjekliste: En samlet liste over...
Mit ammeforløb og tips fra...
Indkøring i institution – Dagplejestart
Interiør: Smukke plakater fra Desenio
Frisør ANBEFALING Aarhus: AS Hair...